Kæreste lyver om sine nedture

Spørgsmål

Fold ud

 

Kære du

Jeg er gået fra min kæreste, men har svært ved at sige farvel. Jeg er så ulykkelig, fordi jeg er så bange for, at vores chancer og muligheder for at være sammen er brugt op, at han har brugt dem op, og det er vel det, som jeg i sidste ende har behov for at spørge om? Det er en lidt lang historie…

Min kæreste og jeg fandt sammen for ca. 5 år siden. Min kæreste har problemer, og det vidste jeg godt. Jeg har behov for at sige, at jeg har forsøgt ikke at lukke øjnene for dem, men ønsker heller ikke at være den person, som skal redde ham. Han har tidligere været hjemløs, og har svært ved at gennemføre en uddannelse. Da vi mødte hinanden, fortalte han mig, at han var i gang med at læse de fag, han manglede på HF.

Det skal siges, at han altid er utroligt omsorgsfuld og venlig. Han har virkelig været der for mig. Ingen, inklusiv mig selv, opfatter ham som et dårligt eller ondskabsfuldt menneske. Jeg har aldrig oplevet ham med fuldt overlæg gøre nogen ondt – og så alligevel, for han lyver. Hvad der sker i hans hoved, er ikke til at sige, men når hans liv ikke fungerer, kan han ikke sige det, og ikke bare det; han kan også finde på at skærme det med nye historier.

Efter et år brændte det på. Han lånte min lejlighed nogle dage, fordi han havde glemt sine nøgler. Det viste sig så, at han ikke kunne betale sin husleje, og hans udlejer ville smide ham ud. Det fandt jeg ud af, da udlejeren tog kontakt til mig, og jeg fik så hanket op i min kæreste, så hans ting blev hentet. I retro-perspektiv var det nok et dumt træk, men vi endte med at flytte sammen.

Endnu et år gik, og jeg tog på udveksling. Min kæreste startede på en erhvervsuddannelse. Jeg kom hjem igen, og konfronterede ham med en mistanke jeg havde, og så væltede korthuset for ham. Det viste sig, at han havde løget om at tage sin studentereksamen færdig. Han havde forsøgt, og så fået udbetalt SU, men ikke kunnet finde ud af at følge uddannelsen. Desuden var det samme sket med den påståede erhvervsuddannelse. Han var startet, men så stoppet efter en uge. For at kunne betale huslejen, imens jeg var ude og rejse, havde han endda tyet til at tage kviklån. Min verden væltede, og jeg smed ham ud.

Men så gik det hverken værre eller bedre end, at vi fandt sammen igen, selvom jeg ikke ville bo med ham. Noget, han heller ikke turde, fordi han var bange for, at det skulle gå galt igen. Han startede og stoppede til psykolog, imens han begyndte at læse fag op igen. Han afsluttede en del eksamener og formåede at holde uddannelsen i gang til nu. Han har været ærlig om en hel del ting, han aldrig har villet kunne fortælle før i tiden, blandt andet at han har dumpet en eksamen. Den brudte tillid var ved at være bygget op igen.

Men så tog jeg med ham til hans sidste eksamen, troede jeg. Det viste sig, at han ikke kunne få lov til at gå op til den, da der var en opgave, som han ikke havde afleveret. Han påstod, at han havde afleveret. Dog sagde han, at den havde været ufuldstændig. Det var først, da eksamenskordinatoren bad ham vise, at den var sendt, at han måtte indrømme, at det var løgn. Det er sådan, det er med hans løgne. Han holder fast i dem, lige indtil han er trængt op i et hjørne.

Jeg har sagt til ham, at vi ikke kan være kærester mere. Jeg kan ikke være med en mand, som jeg ikke kan stole på. Han har fået en henvisning til psykiatrien. Jeg tror på, at han er oprigtig, når han siger, at han ønsker at ændre sig, og jeg tror også oprigtigt selv på, at vi har været i et gensidigt kærlighedsforhold. Jeg føler ikke, at han har forsøgt at udnytte mig, men snare at han går i panik, når han ikke kan finde ud af ting, og lukker øjnene for det – ja endda lyver/finder på alternative historier.

Jeg føler mig ensom og lidt skamfuld over, at jeg elsker en mand, som kan behandle mig sådan. Dog elsker jeg ham virkeligt højt, og tanken om, at det ikke skal være os, gør så afsindigt ondt. Så hvordan skal jeg håndtere det? Er alt håb ude, og bør jeg i virkeligheden løbe min vej?

Kærlige hilsner
Hende der sørger

 


Svar

Kære du som sørger.

Først mange tak for dit åbenhjertige og modige brev. Du har haft mange tanker og følelser i spil for at kunne skrive dette brev, og jeg forstår godt, at det kan være svært at finde ud af, hvad der er rigtigt at gøre i din situation.

Vær ikke skamfuld over at elske

Før jeg svarer på dit spørgsmål, kunne jeg godt have lyst til at kommentere lidt på det, du siger til sidst. Du fortæller, at du er lidt skamfuld over, at du elsker en mand, som kan behandle dig sådan. Jeg tænker ikke, at du behøver at skamme dig over at elske. Det at elske er en fin ting, som vi bør sætte højt. På det du skriver, får jeg heller ikke indtryk af, at ham du elsker behandler dig dårligt, fordi han vil dig det ondt, men snarer fordi han har nogle uhensigtsmæssige strategier i livet generelt.

Alligevel spørger du, om alt håb er ude, om han har brugt jeres sidste chance, og om du i virkeligheden bør løbe din vej? Disse overvejelser giver også virkelig god mening, selvom det gør dig ondt at tænke tanken til ende. For hvor sød og venlig din kæreste end er, er han ikke troværdig, og som du selv skriver, kan du ikke leve med en mand, du ikke kan stole på.

Følelser og fornuft

I kærlighedsforhold tænker vi ofte, at vi først og fremmest skal bruge vores følelser og vores mavefornemmelse. Og ja, det er godt og vigtigt med gode følelser i et parforhold. Men ofte har vi tendens til at glemme, at vi også gerne må være fornuftige. Følelser og fornuft er ikke nødvendigvis modsætninger. Tværtimod er det vigtigt at begge dele tages i brug, når vi skal træffe vigtige valg som, hvem vi skal dele vores liv med.

Hvis du ved med dig selv, at du ikke kan leve med en mand, du ikke kan stole på i store og små ting, er du nød til også at handle på det. For at træffe den rette afgørelse kan det være en hjælp at tænke lidt længere frem i tiden. Hvis du fx tænker, at din kæreste måske en dag skal være far til dine børn, kan det hjælpe dig til at blive klar på, om du i et evt. familieliv vil kunne leve med en mand, du ikke kan stole på.

Jeg forstår godt, at det gør dig usigelig ondt at tænke på, at det måske ikke skal være jer, fordi du elsker ham. Samtidig skal du måske også overveje, om det på den lange bane også vil komme til at gøre dig usigeligt ondt at blive sammen med en mand, du ikke kan stole på. Dit valg vil formentlig komme til at gøre ondt, uanset hvad du vælger at gøre.

Brud eller pause?

Endeligt spørger du om du i virkeligheden bør løbe min vej? Som jeg forstår dig, er du allerede gået fra din kæreste, men har svært ved at vide, om du skal stå fast på den beslutning. Jeg ved jo ikke, hvordan du gik fra din kæreste. Men jeg tænker, at der er brug for en tydelighed omkring, hvorvidt I er gået fra hinanden, eller om I bare er på pause. Jeg vil anbefale dig at tænke tingene godt igennem, og hvis du så fortsat tænker, at det ikke skal være jer, at du så sørger for at få sagt et godt og ordentligt farvel, dels i respekt for det I har haft sammen, men også for både din, din eks-kærestes og tydelighedens skyld.

Du ønskes alt godt i dit svære valg og i at stå fast i det.

Kærlig hilsen

Louise