Jeg ved ikke, om jeg elsker ham på den rigtige måde

Spørgsmål

Fold ud

Hej

Jeg har været sammen med min mand i 14 år. Vi har været gift siden 2014 og har sammen 2 børn.

Jeg har, ligeså længe jeg kan huske, haft lavt selvværd – som barn kunne jeg kravle i musehuller. I takt med, at jeg er blevet voksen, er min generthed forduftet men erstattet af meget lavt selvværd. Jeg er en stor pige, og jeg skammer mig voldsomt over mig selv. Min mand fortæller mig ofte, at han elsker mig, som jeg er, at han ikke ser på, hvordan jeg ser ud osv. Alligevel gør det ondt, og jeg hader at være offentlig, for jeg føler folk kigger, griner og er meget mere værd end mig. Jeg forstår ikke min mand…

Vores ægteskab er næsten blevet et venskab. Hvis vi er uopmærksomme, kan der gå en uge eller to, hvor vi ikke får sagt “Jeg elsker dig”. Sex er MEGET lidt, og oftest går der måneder imellem.

Jeg har det svært, og synes at jeg er fanget. Uanset hvad jeg/vi laver, føler jeg at livet kører forbi os… Jeg får intet ud af det og bliver ikke gladere. Jeg er bange for, at min mand vælger at gå videre uden mig på sigt. Men samtidig orker jeg faktisk ikke at kæmpe for det modsatte. Jeg elsker ham.. Jeg ved faktisk bare ikke, om jeg elsker ham på den rigtige måde. Det er svært at fornemme. Jeg kan ikke aflæse mine følelser.
Mit overskud er lig 0 og det går jo både ud over børn og mand.

Jeg kan ikke finde ud af, om vi er vokset fra hinanden, om vi er presset grundet børn, eller om det er mit lave selvværd, som er skyld i mine tanker og følelser… Jeg ved bare, at jeg vil noget andet. Men har ingen ide om, hvad der skal gøres… For jeg kan ikke mærke det, når jeg forsøger at mærke efter… Kan i finde hoved og hale i min henvendelse… Hvad skal jeg dog gøre for at blive den mor og ikke mindst kone som mine børn og mand fortjener?


Svar

Kære spørger

Tak for din henvendelse og for din ærlige beskrivelse af, hvordan du føler dig fanget, og hvordan livet på en eller anden måde bare kører forbi!

Og ja – vi kan godt finde hoved og hale i din henvendelse. Både DU og dit spørgsmål giver mening. Vi håber SÅ meget, at vores svar tilbage til dig også giver mening for dig!!

I vores svar vil der være nogle gæt på, hvad der kan være på færde. Det er vigtigt for os, at du modtager det som gæt – for vi kan ikke vide det! Kun du ved, hvad der er på færde, og gætter vi forkert, håber vi, du vil bære over med os, og måske selv tilføje noget, der rammer mere præcist!

Når vi læser dine beskrivelser, får vi tanken: Gad vide om du har besøg af usikkerheden. Du beskriver, helt fra du var barn, hvordan du oplevede, at du kunne krybe i musehuller – måske var det de første gange usikkerheden kom på besøg i dit liv? Som voksen virker det til, at du også har haft besøg af den, f.eks. når du skal være offentlig. Det virker som om, at usikkerheden på en måde har taget mere og mere terræn fra dig!? Og som om den nu også har sneget sig ind i parforholdet, hvor den kan få dig til at tvivle på, om du elsker din mand på den rigtige måde (hvad mon den rigtige måde er?), om I er vokset fra hinanden, er pressede grundet børn eller hvad der lige er på færde.

Det virker som om, at usikkerheden, når den rigtig ”larmer”, kan få dig til at gøre en del ting: Krybe i musehuller, tvivle på dit værd, tvivle på din mands kærlighed, blive tom for følelser, føle skam, blive modløs og opgivende….

Og mon du er tilfreds med, at usikkerheden får de her ting til at ske? Vi gætter på, at dit svar er et klart NEJ!

Det NEJ kommer særligt til udtryk i én af dine sætninger: ”Jeg ved bare, at jeg vil noget andet”.  – Fordi hvad mon er vigtigt for dig??

Ud fra dine sidste sætninger gætter vi på, at det er SÅ vigtigt for dig at være en god mor og en god kone.

Det virker som om, du virkelig bare ikke er tilfreds med, at usikkerheden på en måde har taget styringen over dit liv? Og det giver SÅ god mening! Det giver også god mening, at du ikke har nogen ide om, hvad der kan gøres. Vidste du det, havde du helt sikkert gjort det! Når noget ”bider sig fast” og på en måde tager styringen over ens liv, kan det være rigtig vanskeligt at finde veje alene – derfor sikkert din henvendelse til brevkassen. Vi vil helt klart opfordre dig til at finde en terapeut, du har tillid til, som kan gå på opdagelse i det, der bøvler for dig, sammen med dig.

Vi tænker, at tiden måske er inde til, at du sammen med en terapeut, går på opdagelse i det liv som usikkerheden har haft og stadig har i dit liv – hvad er usikkerhedens taktikker – hvad kan særligt få den til at blæse sig op, og hvad kan nedtone den? Og gad vide, hvorfor den er så ihærdig og bliver ved med at presse sig på? Mon den vedholdende vender tilbage, fordi den har et vigtigt budskab til dig?

Måske – og det er vi godt klar over kan lyde både underligt og upassende – men måske er usikkerheden en ”gave” til dig (selvom den er pakket ind i virkelig træls papir!!!) Nu gætter vi igen – kunne det tænkes, at ”gaven”/budskabet er noget i retning af: Det er vigtigt, at jeg lærer at elske mig selv? Eller: Det er vigtigt, at jeg finder ud af, hvad der fylder mig op og giver mig glæde i livet? Eller: Det er vigtigt, at jeg lærer at passe på mig selv? Eller: Det er vigtigt, at jeg ser mig selv, og tildeler det jeg ser betydning. Eller….????

Håber at du kan finde hoved og hale i vores svar – virkelig! Vi ønsker dig alt det bedste!!

Med venlig hilsen