Jeg tvivler på, om hun er ærlig

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej.

Jeg er lidt i i vildrede. Jeg har været sammen med min kone i mange år.

For et par uger siden fandt jeg ud af, hun havde søgt på “utroskab” på nettet. Jeg konfronterede hende med det, men hun benægtede det. Så gik der et par dage, og så fik jeg en SMS om morgen, hvor hun skriver, at hun var begyndt at få følser for en på arbejdet, men der var ikke noget i det.

Jeg blev en smule sur, idet jeg ligesom havde bedt hende om at være ærlig overfor mig.

Hun har ændret koden på sin mobil, der ellers altid lå, så man kan kigge i den ligesom min, men nu ligger den stadig fremme men altid låst.

Vores sexliv har altid svinget lidt, mere til den kedelige side. Nu lige pludselig kan jeg få sex på alle tider af døgnet, og hun gør ting, jeg ikke turde drømme om, hun ville. Jeg har spurgt hende, om hun prøver på at dække over noget dårlig samvittighed, hvilket hun benægter.

Har bare sådan en grim følelse af, at hele sandheden er ikke kommet frem.

Ved bare ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an, for jeg er begyndt at tvivle på, om hun er ærlig overfor mig, hvilket jeg også har fortalt hende.

 


Svar

Kære spørger

Tak for din henvendelse til brevkassen!

Når vi læser din henvendelse, hæfter vi os ved, at du nævner, at du er i vildrede, og ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an. At der er opstået noget på din inderside, som du ikke er i ro med, og som du har brug for at reagere på. Noget som presser sig på, og som på en måde kalder på handling. Vi vil bestræbe os på at give dig et svar, som forhåbentlig kan bidrage med øget klarhed, og som også giver dig ideer til, hvordan du kan gribe det an.

Lyt til indersiden

Vi får allerførst lyst til at lykønske dig med dit valg om at tage hånd om dine mærkninger. Du kunne have valgt at lukke ned for dine mærkninger eller forsøge at dysse dem til ro, men når noget presser sig på, er det oftest, fordi det er ”bærer at et vigtigt budskab”, og da er det ofte hensigtsmæssigt at bremse op og lytte til det, der er på indersiden. Du skriver, at du har sådan en grim følelse af, at hele sandheden ikke er kommet frem – som om mistilliden eller tvivlen eller noget helt andet er kommet på besøg hos dig. Måske de følgende spørgsmål vil være hjælpsomme for dig i forhold til vildreden, i forhold til at komme endnu mere i kontakt med, hvad der er på færde på din inderside:

  • Hvad er det, der bøvler for mig lige nu? Hvad er det, som jeg får besøg af lige nu? (Det kunne være: Tvivlen, usikkerheden, mistilliden, uroen eller ??).
  • Hvad får det mig til at tænke om mig selv og om min kone? (Det kunne være: Har hun gang i noget med en anden, dækker hun over noget, er jeg ikke nok for hende eller ??).
  • Hvad får det mig til at gøre overfor mig selv og overfor min kone? (Det kunne være: Jeg forsøger at præstere, jeg skælder ud på, trækker mig væk fra, får trang til at kontrollere hende eller??).
  • Og er du mon tilfreds med, at det sker – at tvivlen/usikkerheden/uroen… får dig til at tænke og handle sådan? Hvis nej – fordi hvad er vigtigt for dig??

Her vil det formentlig blive synligt for dig, hvilke værdier du har i spil. Hvad det er, som bliver trådt på hos dig.

Vi gætter på, ud fra det du skriver, at tilliden og ærligheden er vigtige værdier for dig i jeres parforhold. At du har brug for at kunne hvile i, at din kone er der for dig, at du betyder noget for hende, og at du kan stole på hende, og at du lige nu oplever, at de værdier er i uro. Måske har de værdier været til stede tidligere i jeres forhold. Måske har de været vigtige for jer begge i parforholdet, og måske er de det stadig? Lige nu virker det til at uroen/tvivlen/usikkerheden eller lignende har sneget sig ind og på en måde presser værdierne og dermed også parforholdet.

Ændret adfærd

Du beskriver, at din kone lige nu har en anden adfærd, end den du kender og er tryg ved. Du skriver også, at du har konfronteret hende med det, og at hun både benægter at have søgt på utroskab, og også at hun forsøger at være ærlig overfor dig om, at hun var begyndt at få følelser for en anden, men at der ikke var noget i det.

Nogen gange kan en ændring i partnerens adfærd være et udtryk for en underliggende frustration, noget som partneren savner eller længes efter enten følelsesmæssigt, praktisk eller seksuelt, og som måske kan være svært at indrømme, sige højt eller tale om.

Måske har din kone brug for at tale om, hvordan hun oplever jeres parforhold, og om der er områder af jeres samliv, hvor det for hende føles presset. Måske hun har brug for i højere grad at føle sig værdifuld, valgt til eller beundret. Måske er der opstået nye værdier eller frustrationer, længsler, skam, sorg eller andre emner, som I trænger at tale om. Hvordan oplever du jeres parforhold? Hvordan mon din kone oplever det? Hvad mon er vigtigt for hende i jeres parforhold? Og hvad er vigtigt for dig? Er det forskellige ting, I værdsætter eller har brug for at justere, og er der måske håb, drømme og ønsker, I sammen skal realisere?

Mange års parforhold

Når vi som partnere har været sammen i mange år, kan der nogen gange ske det, at vi tror, vi kender hinanden, og vi tror, vi ved, hvad den anden trives med og har brug for. Vi glemmer let at være nysgerrige på hinanden, ligesom vi var, da vi lige havde mødt hinanden. Vi kan blive optaget af børn, karriere eller andre ting, som tager vores fokus, og vi kan let glemme at bremse op og tage et servicetjek på parforholdet og spørge grundigt ind til, hvordan vi hver især har det i parforholdet. Vi oplever ofte i terapirummet, at partnere efter flere års samliv og fuldt drøn på livet, bliver overraskede over, at den anden gik med de tanker, drømme eller ønsker. Det kan være svært at følge hinandens personlige udvikling, og pleje hinanden og parforholdet. Det kræver både venskab og kendskab.

Det, tænker vi, kunne være en konkret vej for dig at gå her. At få inviteret din kone ind til samtale om parforholdet – et parforholdstjek – eventuelt med udgangspunkt i spørgsmålene herover. En mulighed kunne også være at aftale en parsamtale med en terapeut, som vil kunne hjælpe jer med at få sat ord på det, som er vigtigt for jer hver især og hjælpe jer med, hvordan I kan få usikkerheden/tvivlen/mistilliden ”smidt på porten” og i stedet støtte op om hinandens ønsker og behov og derigennem styrke parforholdet.

Hvis du har brug for uddybning og yderligere inspiration, kan du eventuelt læse disse to andre svar, vi har givet på lignende udfordringer: https://parvis.dk/faq/kaeresten-og-veninden/ og https://parvis.dk/faq/flirt-og-utroskab/.

Allerbedste hilsner fra