Jeg tvivler på mit forhold

Spørgsmål

Fold ud

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på 24 år, som har en kæreste på 22 år – vi har været sammen i 7 måneder. Mit problem er, at min kæreste har været ude at sejle de sidste 3 måneder. Jeg er bange for, at han kunne finde på at benytte en prostitueret. Jeg har læst, at rigtig mange søfolk gør brug af dette.

Jeg har indirekte konfronteret med kæreste med det via en skype-samtale på skrift. Min kæreste skriver altid meget sødt til mig og har gjort det gennem hele vores forhold.

(Redaktionen har slettet et Skype-uddrag i spørgsmålet efter ønske fra kvinden)


Svar

Kære pige på 24 år.

Tak for dit brev. Jeg vil dele nogle tanker med dig ud fra det, som du skriver, så håber jeg, du kan bruge dem til noget.

Bekymret for kærestes adfærd

Jeg kan forstå på dit spørgsmål, at du er bekymret for, om din kæreste har besøgt prostituerede, når han har været i havn i f.eks. Asien. Din bekymring virker til at gå på, at du har snakket med en maskinmester, som fortæller, at alle sømænd benytter sig af prostituerede, når de er i havn. Derudover har du haft en Skype-samtale, som også gør dig bekymret.

Adskillelse i et nyt forhold

Du skriver ikke noget om, hvor længe I har kendt hinanden, før I blev kærester? Men du skriver, at I har været adskilt i næsten halvdelen af den tid, I har været sammen som kærester. Jeg tænker, det må være en stor udfordring for et forhold, der er så nyt, at være fra hinanden i så lang tid.

Opbygning af et nyt forhold

I starten af et forhold, skal man lære hinanden at kende og opbygge tillid til hinanden. I har haft 4 måneder til at opbygge tillid og lære hinanden rigtig godt at kende, hvorefter din kæreste skulle til søs. Ud fra det, som du skriver, virker det som om, I er gode til at skrive sammen/snakke sammen via f.eks. Skype, og det er en stor fordel. Det er vigtigt for et godt trygt forhold, at I fortsætter med at dele tanker og liv, selvom I ikke fysisk er sammen.

Sig, hvad du mener og vær konkret

Du skriver, at du indirekte har konfronteret din kæreste med din frygt for, at han besøger prostituerede. Jeg kan være usikker på, om din kæreste ved, hvad du egentlig tænker på og er bange for? Jeg tror det er vigtigt, at du er konkret i din bekymring for, om han besøger prostituerede?

En samtale kan let komme til at virke som en almen snak om, hvordan forholdene er for prostituerede, og hvordan det gør dig ked af det, når du tænker på det.

Hvis I taler om to forskellige ting, kan det jo være svært at forstå hinanden. Din kæreste tror måske, at I taler om de generalle tilstande for søfolk og prostituerede. Hvorimod du måske mere taler om, hvorvidt han er dig utro.

Hvad ligger bag din bekymring?

Umiddelbart tænker jeg, at det kunne være godt for jer at snakke om det, der egentlig bekymrer dig. Prøv at sætte ord på det, der ligger bag din bekymring. Måske er det frygt for at miste ham, miste jeres nærhed eller frygten for, at han er dig utro? Du ved selv hvilke følelser, der ligger bag din bekymring – prøv at dele dem med ham.

Du skriver i spørgsmålet at din kæreste altid skriver meget sødt til dig. Jeg ved ikke, om du mener, at han ikke gør det i denne udskrift fra Skype? Jeg læser det som en kæreste, der glæder sig til at være sammen med dig igen, og som håber, I kan bruge meget tid sammen, når han kommer hjem.

Samme oplevelse – dog forskellig?

Når jeg læser jeres samtale hæfter jeg mig også ved, at han deler din oplevelse af, at forholdene for de prostituerede er slemme. At det er skræmmende, at penge gør verden til et dårligere sted. Det gør ham dog ikke ligefrem ked af det. Din ked-af-det-hed hænger måske sammen med, at du taler om dit forhold til ham, som du er bange for kan være truet, hvis din kæreste benytter sig af prostituerede, og ikke alene om de generelle forhold for prostituerede?

Spørg uden at anklage 

Du skriver, at du ikke mener, han er ligeså skræmt over forholdene, som han var for 2 måneder siden. Måske har han efter yderligere to måneder på søen, vænnet sig mere til de forhold, der nu engang er rundt omkring i verden? Det betyder ikke automatisk, at han selv er begyndt at besøge prostituerede. Hvis du gerne vil have svar på det, er mit bedste bud at spørge ham, uden at anklage ham og samtidig fortælle ham, hvordan du har det.

Fordele ved direkte dialog

Jeg håber dette svar kan hjælpe dig til at tage en mere direkte dialog med din kæreste om dette emne. Du kan jo overveje, om det skal være via Skype, eller om det kan vente til, han kommer hjem. Der er mange fordele ved at kunne se hinanden, og aflæse hinandens kropssprog, når man skal tale om noget vigtigt.

Jeg håber det lykkes for dig at få afklaring på din bekymring. Held og lykke til og alt det bedste for jeres forhold.

Læs også gerne følgende svar:
Hvad gør jeg med min mistro?
Hvordan bearbejder jeg jalousi? 

Venlig hilsen

Bente Fischer-Nielsen, social pæd. og terapeut stud. 
Hjemmeside