Jeg skammer mig over min fortid og er bange for, at han forlader mig pga. det

Spørgsmål

Fold ud

Kære Parvis

Først og fremmest er det vigtigt for mig at fortælle, at min kæreste er meget traditionel.

Han er traditionel på mange måder, men den ene ting jeg vil nævne her er, at han aldrig har levet et “moderne-frisindet” liv som jeg har. Han kan ikke lide hvordan unge og voksne opfører sig i det moderne samfund. Alt (næsten alt) handler om sex, druk, (utroskab), forskellige sexuelle lyster, bryster, balder på reklamer osv osv.

Jeg bryder mig heller ikke selv om samfundets drejning til det ekstreme (jo vildere – jo bedre). Desværre har jeg selv haft en “moderne seksuel” fortid, fordi jeg er opvokset midt i den og har ikke haft strenge forældre, der har snakket med mig omkring det vilde liv og konsekvenserne deraf. Jeg blev i en tidlig alder (lige i teenage årerne) også overladt til mig selv, så jeg havde frit løb i forhold til fester. Mine forældre var meget sjældent hjemme.

Når jeg nu selv er blevet ældre (29år), er der SÅ mange ting jeg fortryder fra min fortid. Jeg skammer mig og får det fysisk dårligt af at tænke på, hvor dum jeg har været overfor mig selv.

Jeg har prøvet at glemme det og har inderst inde tilgivet mig selv for de fejl, jeg har lavet overfor mig selv, men føler nu at jeg bliver konfronteret meget med fortiden pga den slags type min kæreste er.

Det er ikke ham der som sådan konfrontere mig med den, men mig selv og mine tanker. For han ved ikke specifikt hvad jeg har foretaget mig i min fortid og jeg har også, før jeg mødte ham, valgt ikke at ville tænke på min fortid mere, da jeg gerne vil leve et helt normalt liv med en mand jeg kan bygge en fremtid med og få nogle dejlige børn med – uafhængig af min fortid.

Jeg har/ (havde) taget den beslutning at ville holde min fortid fuldstændig ude af min fremtid, fordi jeg på ingen måder er den slags type i et forhold og har aldrig været det. Det er når jeg har været single, at jeg har været forvirret over mine egne grænser og konsekvenserne af mine valg.

Min kæreste har for tiden udtrykt sin tvivl om hvor vidt han kan acceptere min fortid. Som sagt så ved han ikke specifikt hvad mine forhold indeholder, men han har en forestilling om det. Og det er ikke udfra noget jeg har fortalt ham, udover at vi på et tidspunkt snakkede om one-night stands, hvor jeg sagde ja til at jeg havde haft det, og han fortalte at han aldrig havde haft et og heller aldrig kunne finde på det ej heller har han kysset en fremmede i byen.

Grunden til at han tvivler, er først og fremmest at han på en måde er nervøs for, om jeg mon stadigvæk er sådan, men hvad han også går med af tanker er, vil han giftes med en med den fortid jeg har.

Han lægger vægt på at han elsker mig og at så længe jeg viser ham at jeg ikke længere er sådan så er der god grund til at vi fortsætter. Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke om hans forestillinger om mig er minimalt ift det jeg har oplevet i min fortid. Jeg er bange for at hvis han vidste det, så vil han forlade mig. Er bange for at fortiden kan indhente os på et tidspunkt.

Han har selv en fortid (en anden salgs), som han ikke taler højt om og det har jeg heller ikke behov for at han gør, for jeg har den holdning at hvad der er fortid er fortid, og hvordan han er nu, og hvad han vil arbejde hen imod er det, jeg lægger vægt på. Men det gør han vidst ikke. Han mener at fortiden kan fortælle om hvem man er og hvad man kan forvente af personen.

Jeg er virkelig i tvivl om jeg skal fortælle ham om det? Eller skal jeg opgive det?

Men jeg ved ærlig talt ikke hvad der er bedst. For jeg hader tanken om at skulle slutte forholdet og ikke at have prøvet alt for at det kunne være os to. Jeg hader også tanken om at skulle starte forfra igen med en ny. Jeg har været meget uheldige med partnere, så jeg er også på det stadie at jeg er flov over hvis jeg skal introducere endnu en ny kæreste for familien (bare tanken får mig til at føle at jeg har lyst til at forsvinde). Jeg er bare så forvirret over hvad jeg skal gøre for at få et normalt liv med familie og stabilitet?


Svar

Kære moderne kvinde

Tak for dit brev. Jeg blev rigtig glad for at få mulighed for at svare på dette. For jeg tror du sætter ord på noget, som mange unge oplever, nemlig at der ikke er blevet sat grænser for deres seksualitet i teenageårene, og at forældre ikke har lært dem at passe på sig selv og deres seksualitet. For det betyder, at når man kommer i en alder, hvor man drømmer om stabilt familieliv, så kræves der ekstra indsats for at opnå dette. Det kan lade sig gøre. Vi kommer jo sjældent som mennesker ind i et parforhold, uden sår og skrammer fra fortiden.

Sår og skrammer fra fortiden hører med til vores historie
Hvad gør vi så med vores blakkede historie? Vores historie fortæller noget om hvem vi er, hvilken familie vi kommer fra og hvilke omgivelser, der har fået lov til at præge os. En slags bagage, der består af både godt og dårligt. Den er vores erfaringer med livet, og den er med til at danne os, og vores holdninger og værdier. Noget tager vi med som værdi og noget tager vi afstand fra. Som mennesker kan vi forholde os til vores erfaringer og foretage bevidste valg for fremtiden.

Sig sandheden. Den skaber i sidste ende tillid
Du fortæller at din partner ikke har tillid til dig og er bange for at du kunne finde på at være ham utro. Tillid er en vigtig byggesten i parforholdets hus. Hvis bjælken, som kaldes tillid ikke er stabil, så revner dit hus og den knuses. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, du arbejder på at styrke denne tillid. Tillid bygger på sandhed og ærlighed. At man er til at stole på. Da et ægteskab/ parforhold er en tæt relation, er mit forslag at du ”tager tyren ved hornene” og snakker om dit problem. Du må risikere at du bliver fravalgt, men du kan også risikere at du bliver taget imod i kærlighed. At du bliver elsket, som den du er, og med alt det du er, og det vil betyde at jeres forhold bliver stærkere.
Du kan for eksempel sige til ham, at der er noget du gerne vil sige. Du kan sige, at du synes det er svært at fortælle, for du er bange for hvordan han vil reagere, og du ønsker ikke han skal forlade dig. Du kan fortælle ham hvad det handler om og hvem det handler om, men gå ikke i detaljer. Det fodrer bare hans fantasi og skærper jalousien. Sig til ham at du ikke ønsker at leve sådan længere, men har brug for hans hjælp til at glemme fortiden, og hjælp til at leve efter dine og jeres værdier. Giv ham tid til at tænke og spørge.

Måske har du andre problematiske ting fra din fortid, som fylder, og hertil vil jeg anbefale at du bearbejder det hos en terapeut eller hos en præst/ sjælesørger.

Måske kan han ikke tilgive dig og derfor går. Men at tie og leve med frygten for at det bliver opdaget synes jeg ikke er et alternativt. Måske vil fortielsen være det, der senere river jer fra hinanden, netop fordi han ikke har turdet stole på dig. Og hvad med dig selv? Jeg er sikker på at du fremstår stærkere ved at vedkende dig hvem du er.

Så held og lykke med dit ønske om et godt og stabilt familieliv. Jeg tror på at det kan lykkes for dig.

Med kærlig hilsen

Erna Nielsen
Diakon og familieterapeut