Jeg længes efter at flytte sammen

Spørgsmål

Fold ud

Jeg er en kvinde på 44.

For halvandet år siden mødte jeg min kæreste på 51, som var blevet alene efter 17 år sammen med sin ex, og to børn. Han mødte mig et halvt år efter bruddet, og vi blev meget forelskede. Jeg er ikke i tvivl om, at han er glad for mig. Jeg er blevet meget tæt på hans børn, og kommer med på familiebesøg og hos hans venner.

Vi er sammen både hos mig men mest ham ca 4 gange om ugen, men jeg er ved at blive træt af at pakke tasker, planlægge hvor vi skal være osv. og er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil til at bo med ham. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er ham jeg vil. Men når vi snakker om at flytte sammen, bliver han lidt tavs. Det er mig, som skal bringe denne snak på bane altid, og han fortæller, at han ikke kan se andet, end at vi skal bo sammen, og han tænker om et års tid måske, men at han omvendt ikke kan love noget, og at jeg er klar til mere end ham pt.

Det går mig på, at han ikke begynder at synes, det kunne være hyggeligt at rykke sammen i stedet for det skal være lidt tabu. Hvad kan jeg gøre for at få ham mere klar?

Ville håbe han kunne åbne lidt op, men når vi taler om fremtid generelt, ved han intet om, hvad han kunne tænke sig. Han er en meget forsigtig/fornuftig person, og jeg elsker ham højt. Han var længe om at blive klar til at blive far osv.

Kunne han evt tale med en psykolog, som jeg ikke tror, han vil? Jeg har sagt, jeg ikke vil et forhold uden at bo sammen på sigt. Jeg har været i et langt forhold for 8 år siden, har voksne børn og vil noget mere gerne snart. Han synes, vi har det skønt, som vi har det, og at det ikke er en garanti, at det holder ved at bo sammen. Men han vil gerne, når han er klar, altså om et års tid. Jeg håber, I kan hjælpe med at råd, jeg ved, det ikke nytter at presse, men omvendt tænker jeg at sige, at ved han ikke noget om et år heller, så skal jeg videre i mit liv.

På forhånd tak.


Svar

Kære 44-årige

Tak for dit spørgsmål til brevkassen!

Det lyder som om, du og din kæreste har et dejligt forhold, og at I har fundet en god vej i at være sammenbragt familie – tillykke med det! Hvor er det skønt, at I har det godt sammen, og at du har fået en tæt relation med hans børn.

Jeg kan godt forstå, du får lyst til at tage skridtet videre og rykke sammen. Det er 8 år siden, du sidst var i et langt forhold, og du er selvsagt træt af at bo i en kuffert. Det kan være svært at se, hvad problemet er, når I nu har det godt sammen og alligevel ses så meget.

Du skriver, at det går dig på, at han “ikke begynder at synes, det kunne være hyggeligt at rykke sammen, i stedet for det skal være lidt tabu”. Jeg bliver nysgerrig på, om du ved, han ikke synes, det kunne være hyggeligt at bo sammen, eller om du antager det, fordi han ikke vil det lige nu?

Jeg kender jo ikke hans bevæggrunde for at holde lidt igen, men jeg synes, der er nogle hints, i det du skriver. At han er forsigtig og fornuftig, og også var længe om at blive klar til at blive far. Min umiddelbare tanke er, at her er en, der har brug for tid til at tænke sig grundigt om. Måske en der udover følelser og praktiske årsager vil analysere på, om andre forhold kunne spille ind? Han mener jo også, I har det skønt sammen, og at I har en fremtid sammen. Han kender det gode, der er, men bliver måske usikker på om det at rykke sammen ville være godt for forholdet eller familien samlet set, og har brug for tid til at tænke scenariet igennem.

Udover at han måske er en tænksom type, gik der kun et halvt år mellem et 17 år langt forhold og dig. Jeg kender ikke omstændighederne for bruddet, men måske er han ikke færdig med sine tanker om, hvad der gik galt og hvorfor. Hvis han er i sådan en proces, vil det jo være godt for jeres forhold, at han tænker de tanker til ende, før i flytter sammen. Det giver de bedste odds for jeres forhold.

Mit råd vil være, at du i jeres snakke prøver at være (endnu mere?) nysgerrig på hvad der gør at han ikke er parat, og hvad der gør det svært for ham at tale om. Hvor du ihærdigt prøver at ligge dine egne følelser og behov til side, for at prøve at forstå ham. Måske skal I sammen tale med en professionel, hvis det går dig meget på, og snakken fortsat er svær at have.

Ift. din tvivl om du skal sige allerede nu, at du vil gå, hvis han så ikke er klar om et år, bliver jeg usikker på, hvorfor du vil sige det. Men grundlæggende synes jeg, det er fair nok at melde ud, at du har en grænse. At du ikke mange år frem vil leve livet mellem to hjem. Hvis det er formålet at forberede ham på det, synes jeg det er fint, og så kan I evt. planlægge konkret, hvornår I tager snakken igen. Så har du forhåbentlig ro i, at der er en plan for det, og han kan slappe af og tænke sig om uden at blive stillet til regnskab. Det kan fjerne lidt af presset og lette processen.

Jeg håber I sammen finder en god vej i det hele, og ønsker jer alt det bedste!

Med venlig hilsen