Jeg har mistet tilliden og
dermed den dybe relation

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er 31 år gammel og bor med min kæreste, som jeg har været sammen med i et år. Helt fra starten af har han været fuldstændig forelsket i mig, så jeg følte, han var 10 skridt foran mig hvad angår et forhold til hinanden. Første gang vi kyssede, sagde han “Nu er du min”, og han ville altid være sammen med mig. Jeg begyndte at få en klump i maven, fordi jeg generelt er typen, der har brug for at være alene til at mærke mig selv og få brikkerne til at falde på plads. Han var meget charmerende, men jeg havde også en følelse af, at han kan tale sig til hvad som helst, og jeg kunne ikke sige, at jeg gerne ville være alene en dag, for så havde vi problemet, at han følte, jeg “smed ham ud”.

Han har en ekstremt stor bagage med en hård opvækst og utro kærester, og det har jeg stor respekt for. Han har PTSD og en psykopat-diagnose fra lægen. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget forkert mod ham, men derimod være ærlig. Derfor har jeg hver gang, hvor han fx skrev til mig hvert 5. minut og presset mig til at tage hjem, hvis jeg var på besøg hos en veninde, sagt, at “nu skal han simpelthen stoppe med at kontrollere mig, for nu er jeg taget af sted, og så tager jeg altså ikke bare hjem igen efter 15 min, fordi du ikke kan håndtere dig selv”. Ved at have denne tilgang har jeg faktisk fået kærlighed som aldrig før. Han takker mig meget, fordi jeg viser ham, hvad han egentlig gør, hvilke mønstre han har, og hvor de kommer fra. Jeg er ikke typen, der diskuterer eller skændes. Jeg taler om tingene, som de er, og så tænker jeg ikke yderligere over det.

Jeg skriver, fordi dette har gjort, at jeg ikke har den dybe kærlighed til ham. Jeg kan gå mere ud nu uden problemer, hvor jeg skal igennem hele møllen med, “hvad han føler” osv, osv., og det lytter jeg også til. Problemet er bare, at det altid handler om ham og hans fortid. Han har sindssygt mange undskyldninger for at sidde hjemme på sofaen, at han gerne vil hjem fra en julefrokost efter 1 time, at han gerne vil hjem fra restaurant efter en halv time, at han ikke lige gider gå med hunden eller ikke gider gå i bad/børste tænder osv. Jeg er træt af, at han ikke passer på sig selv, af sig selv. Det skal nævnes, at han 2 måneder inde i forholdet hackede min Facebook-profil 2 gange, hvor han holdt øje med alt, live, imens jeg var online, tjekkede alle mine venner og deres profiler, deres billeder, og han stillede ekstremt mange spørgsmål om andre mænd, som havde interesse i mig, men som jeg absolut ikke har vist initiativ til at tale med. Det var et decideret forhør, som var vildt grænseoverskridende. Han har sågar lavet en fake profil i en fyrs navn, som var vild med mig, hvor han sagde, “det skulle være hans mesterværk” at skrive til mig. Når vi er på fx hotelophold er der også altid mange undskyldninger for, at han vil ligge og sove, så jeg går rundt alene. Vi fungerer fint på det intime område, men jeg kan mærke, at jeg ikke flyver i armene på ham, og jeg svæver bestemt ikke på en lyserød sky. Jeg føler mig kontrolleret, og jeg må ikke engang ses med mandlige venner eller min bedste veninde, hvis hendes far er med, for ham kan min kæreste ikke lide. Han stillede mig endda et ultimatum, at det var hende eller ham. Jeg bukker mig ikke for den slags, så han kunne godt se, at jeg ville vælge hende alene i protest. Det ultimatum droppede han faktisk. Men jeg er efterhånden blevet afskåret meget fra venner, som jeg nærmest ikke har mere af, fordi der enten var et problem i at tage af sted, eller et problem i at jeg var taget af sted. Hvad er op og ned? Bliver jeg kontrolleret for meget, og kan jeg overhovedet gøre noget? Han har aldrig været voldelig og behandler mig rigtig godt i forhold til samtaler og at mærke mig/tænke på mig. Måske bare alt for meget.

Venlig hilsen
Den Tomme

Svar

Kære Tomme Du

Tak for dit brev. Det lyder som en rigtig svær situation, du er havnet i. Jeg kan godt forstå, du er i vildrede om, hvad der er det rigtige at gøre. Hvordan du kan passe på dig selv og din kæreste. Og hvad der i det hele taget er op og ned.

Det lyder som om, din kæreste har nogle svære ting med i bagagen. Særligt noterer jeg mig ved, at han har en psykopati-diagnose. Man siger normalt om psykopater, at de normalt ikke ændrer sig – og at de ofte vil se mennesker omkring dem som nogen, de kan få noget ud af. At de ikke har empati til at sætte sig ind i andres sted, men at deres handlinger altid vil have udgangspunkt i deres egne hensigter. Jeg ved dog selvfølgelig ikke i hvor høj grad og hvordan dette ser ud for netop din kæreste! Normalt rådgiver man faktisk folk, der har berøring med psykopater, til at søge væk fra denne person. Det er hvad man normalt siger om psykopater – men jeg kender ikke din kæreste og hans specifikke karakteristikker, til at være sikker i min sag om ham. Men jeg synes der er nogle ”alarm-klokker” der ringer i din beskrivelse. Eksempelvis, når din kæreste finder på at lave falske facebook-profiler (som jeg formoder er for at overvåge dig?), laver ultimatum’er, søger hjem fra sociale arrangementer, ikke vil udføre helt normale hverdagsaktiviteter som at børste tænder og gå i bad, giver dig en følelse af ”at han kan tale dig til hvad som helst” og forhindrer dig i at være sammen med venner, særligt drenge.

Du skriver, at han er glad for dit modspil, når du ikke vil komme hjem lige efter, du er taget afsted. Hvordan reagerer han, når du udfordrer ham på andre områder i hans liv, som du kunne ønske anderledes? Fx at du skriver, det meste handler om ham. Har du talt med ham om dette?

Men jeg bemærker også, at du giver udtryk for at have været god til at håndtere din kærestes udfordringer, eksempelvis med hans ønske om at du skal komme hjem kort efter, du er taget afsted. Det tror jeg er godt og vigtigt, at du har gjort, så du har fået lov til at gøre de ting, du gerne vil. Det lyder også som om, det har været en god ting for din kæreste, eftersom han giver udtryk for, at han har lært mere om sig selv af det. Jeg bliver dog stadig bekymret for den måde, din kæreste får lov til at påvirke, hvad du laver og hvem du er sammen med – fx når du siger, at du nærmest ikke har venner mere. Jeg bliver bekymret, når du skriver, at du føler dig tom, at du bliver usikker på, hvad der er op og ned, og grundlæggende føler tilliden og ”den dybe relation” er forsvundet. Det er ikke til for mig at sige, hvad der er årsagen hertil. Jeg kunne blive nysgerrig på, om der måske er blevet en uligevægt imellem her, hvor du er ”den voksne”, der sætter grænser og primært arbejder på at møde din kærestes behov og hans problemer? Du skriver, at det intime område fungerer fint, og at du har oplevet ”kærlighed som andre før”. Men er der mon andre områder, hvor du oplever en ligevægt mellem jer eller blot steder, hvor du får opmærksomhed og mulighed for at få dine behov og længsler opfyldt? Altså hvor han kan hjælpe dig, give dig positivt modspil og udfordringer, give dig omsorg, tryghed osv.? Jeg kan i hvert fald blive nysgerrig på, om den tomhed og manglende tillid og ”dybe kærlighed” mon kunne hænge sammen med, at det primært er ham og hans problemer, der er i fokus, og du bliver ”den voksne” i stedet for en ligeværdig partner med egne behov?

Jeg vil rigtig gerne opfordre dig til at opsøge en psykolog at tale med enten alene eller sammen med din kæreste i parterapi. Jeg tror det vil være gavnligt at have en lidt tættere på til at hjælpe med at finde ud af, om det er godt for jer at blive sammen og i så fald, om I kan gøre noget for at passe bedre på dig i jeres forhold.

Jeg håber disse overvejelser og tanker, kan være en hjælp for dig.

Med venlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Sofie Bruun Simonsen, Psykologistuderende

Se også: