Jeg græder når vi har sex

Spørgsmål

Fold ud

Min mand og jeg har været gift i godt et år og er ved at finde hinanden seksuelt. Vi nyder begge to at have sex med hinanden og har det 1-2 gange på 14 dage. Der er noget, der undrer mig, og som jeg vil høre, om det er normalt, eller om det er noget, jeg skal arbejde med en professionel med. Jeg er 3 gange begyndt at græde under seksuel-akten. En dyb \”ked-af-det-hed\” har overvældet mig på et splitsekund. Dette har naturligvis stoppet seksualakten, og min mand har holdt om mig, til det er stilnet af.  Den første gang, har jeg kunnet forklare det med, at der var noget min mand sagde/gjorde, der gjorde mig ked af det og vred. Omend jeg husker det som om, det var en meget kraftig reaktion, hvor jeg tænkte om det var noget, der stak dybere? – og havde rod i noget tidligere i mit liv!? Anden gang tænker jeg, måske det blot var en følelses-udladning, fordi jeg i forvejen var så fyldt af oplevelser og intimiteten var så overvældende – og seksual-akten, derfor blev for lang og intens for mig. Tredje gang har jeg slet ikke nogen begrundelse, og kan med stor sikkerhed sige at det ikke har noget med min mand at gøre – hvilket jeg også har sagt til ham. Det er frustrerende både for ham og mig at god sex bliver stoppet af gråd, som jeg ikke kan holde tilbage. Jeg vil derfor godt godt undersøge, om det er normalt at have den slags følelsesudbrud under denne intimitet? Om der er noget jeg skal gøre ved sagen? Jeg kommer til at tænke flere ting. For det første er jeg bange for at det påvirker min mands \”selvtillid\” på seksualakten – som han ellers gør kærligt og godt. Jeg tænker også på om der er gemt oplevelser i min krop af krænkelser eller andet ubehageligt, som pludselig kommer til overfladen, når jeg trygt overgiver mig til intimitet med et menneske, jeg er tryg og glad for!? Jeg vil hellere ikke gøre en stor sag ud af trods alt kun få trælse oplevelser ud af mange gode \”sex-gange\”. Vil på den anden side heller ikke undlade at lytte til noget, min krop/sind/følelser siger mig. Særlig min sidste gråd-oplevelse, har vækket noget uro i mig. Min hjerne har ledt efter begrundelse, men intet er dukket op! Hvad vil I foreslå i mit tilfælde? Er der noget, jeg skal være opmærksom på, hvis det sker igen? Hvad kan jeg gøre for at det ikke skal  påvirke min mand for meget? – det er svært for ham at tro mig her sidste gang, hvor jeg forsikrer ham om, at det intet har med ham at gøre, og at han faktisk gør noget godt ved at holde om mig, mens jeg græder. Jeg mærker, at det ikke er rart for ham at det sker \”lige der midt i god sex!\” Begynder selv at få lidt skyldfølelse over at afbryde god sex på den måde, omend jeg tænker at det ikke er noget jeg gør med vilje…


Svar

Kære…
Tak for dit spørgsmål og dine gode overvejelser og reflektioner. Du spørger om følelsesudbrud er normale og hvad du evt. kan gøre, når de opleves negative?
Som jeg læser dit brev, har du ikke grund til uro. Seksualakten involverer det hele menneske, både krop, sind og følelser, og det kan være en meget intens oplevelse. Derfor oplever nogle, som du beskriver, at det også kan vække gråd. 
Det er forståeligt og normalt, at din mand kan tænke, det har noget med ham at gøre, især når den første oplevelse med gråd til dels var relateret til ham. Men bliv ved at bekræfte ham i, at han gør det godt, og at det ikke har noget negativt med ham at gøre. Fortæl ham konkret, hvad du oplever godt og rart. Det vil også øge hans overskud til at være der for dig.
Det er også normalt, at du kan mærke skyldfølelse over at “afbryde god sex”, som du skriver. Men her er det også væsentligt at holde fast i virkeligheden, dvs. at du ikke gør det med vilje men faktisk, fx med dette brev, forsøger at gøre, hvad du kan, for at det ikke skal ødelægge noget i jeres sexliv. Fortæl din mand også om dette, så han kan hjælpe dig til at fastholde, at du jo ikke gør det med vilje, og så I kan fortsætte med at arbejde sammen om dette. 
 
Du beskriver, at du oplever din mand gør noget rigtig godt ved at holde om dig. Her bruger I den kropslige kontakt til at formidle nærvær og omsorg og, som jeg læser dit brev, virker det beroligende på dig, så gråden stille og roligt aftager. Kunne det tænkes, at dette positive imellem jer også kropsligt, kunne være en ny indgang til det seksuelle? Mit råd vil nemlig være, at I forsøger at indstille jer på at fortsætte seksualakten på en eller anden måde, når gråden er stilnet af. Tal gerne om, hvordan det vil være, hvad I tror vil være bedst osv. Og hvis I kommer til at prøve det af, så snak om det igen bagefter, så I bruger jeres erfaringer positivt. Dermed vil gråden ikke stå så meget “i vejen for” det seksuelle, og I vil ikke få de følgevirkninger, som du beskriver, i samme grad.
 
Hvis det alligevel bliver ved at forstyrre jer, vil jeg opfordre jer til at søge hjælp hos en psykolog eller sexolog, så I sammen kan tage vare på det gode sexliv.

Mange hilsener
Aida Hougaard Andersen
Autoriseret psykolog