Jeg flytter fra min mand og 5 teenagere…

Spørgsmål

Fold ud

Jeg står i en særlig familiesituation og kender ingen som jeg, trods flere gode venner og veninder igennem mange år. Jeg er gift med en, rolig, introvert og kærlig mand, der ofte er meget fordybet i sine opfindelser og naturvidenskabelige studier. Vi har begge gode job. Bag alle de nedenfor beskrevne udfordringer, tror jeg, at jeg stadig elsker ham.

Sammen har vi en stor børneflok på 5 biologiske helsøskende. De er alle velfungerende, sociale og intellektuelt godt kørende i skole og gymnasie. Vi har 3 drenge på 17, 15 1/2, 14 og så et sæt tvillingepiger på 12 år. Vi havde ikke planlagt så mange børn. Jeg elsker dem højt, men der er ingen tvivl om, at det også er en ekstrem belastning for et parforhold at have så mange børn. Vi har ingen hjælp haft fra bedsteforældre op igennem årene, så vi/jeg har stået for meget af alt det praktiske alene.

Sagen er den, at jeg ikke har flere kræfter. Jeg orker ikke mere at stå i spidsen for den planlægning, ydre styring, logistik og praktiske orden, det kræver at få så stor en familie til at løbe rundt. Børnene er opdraget til at hjælpe og have pligter, men det er en kamp at vedligeholde, at de skal gøre det. Det er bjerge af tøj, sportstøj og sure håndklæder. Jeg vasker ikke tøjet længere, men det ligger på deres værelse og bliver surt, ofte sætter de en vask over og glemmer alt om den i vaskemaskinen, og så er vi lige vidt. Der skal købes bjerge af mad, køres til sportsstævner, laves mad, indkøb, hentes til fester. Jeg har igennem årene forsøgt at kommunikere hensigtsmæssigt omkring dette med min mand, men hans grænse og tålmodighed med dem er anderledes end min. Han ser ikke rodet.

Vi bor på alt for lidt plads, 130m2 til 7 mennesker. Pigerne deler et værelse, drengene har deres eget og min mand og jeg sover i stuen. Det er helt umuligt at finde plads til at kunne have sex sammen. Der er kun 1 toilet og konstant rend af unge mennesker. Vi har en god økonomi. Der er ikke meget at gøre godt med til alle de teenagere, men det slår til, så de har, hvad de skal bruge. De 2 ældste drenge har et fritidsjob i en butik. De unge mennesker er indbyrdes glade for hinanden og har et godt fællesskab på kryds og tværs.

MEN nu vil jeg ikke mere. Jeg har truffet min beslutning. Min mand kan simpelthen ikke forstå, at det er et problem for mig og bliver ofte “usynlig”, når der er behov for at få fastsat nogle rammer og strukturer. Samtidigt har jeg fået flere kroniske sygdomme de senere år, som kræver ro, restitution og mulighed for at kunne lave den rigtige mad. Min egen læge har sagt, at det på sigt kan gøre mig alvorligt syg, så jeg er nødt til at handle.

Jeg har derfor besluttet mig for at flytte. Overlade hele scenen til min mand og de unge mennesker. Så må de klare det praktiske helvede uden mig. Vi har forsøgt med parterapi flere gange igennem årene, men det fjerner jo ikke det ekstreme pres, vi er under i disse år med 5 hjemmeboende teenagere. Jeg har tænkt mig at komme på næsten daglig basis. Mine døtre har især brug for mig. Jeg har fundet en lille 1 værelses lejlighed 500 m fra os, som jeg kan betale. Der er ro. Mit behov for at sove senest klokken 22.00 kan blive opfyldt.

Jeg har brug for et par gode “råd” om, hvordan jeg bedst letter denne overgang for mine unger, herunder især mine piger? Jeg er bange for at give dem skyldfølelse. Det skal de ikke have. Vi har lige overstået 10 dages juleferie og det var som at løbe 10 marathonløb for mig. Huset var fuld af mennesker, unge, larm, ingen nattero før klokken 2.00 og jeg blev simpelthen så udmattet, at jeg var ved at besvime flere gange.

Jeg har dog lige brug for at skrive, at jeg elsker mine børn højt og er stolt af, at de alle 5 er på vej ud i livet til at blive nogle velfungerende, sociale og dejlige mennesker…

Venlig hilsen


Svar

Kære anonyme

Tak for dit brev, hvori du beskriver en meget presset situation. En situation som har stået på, og er så presset for dig, at du nu ser dig nødsaget til at vælge at flytte for dig selv, for at kunne få ro til at komme dig fysisk og psykisk. Du har i den forbindelse behov for råd til, hvordan du kan lette overgangen for dine børn bedst muligt fra, at du bor fuldtids i jeres familie til, at du er der på daglig basis.

Du beskriver dine børn og din familie i det hele taget med stor kærlighed trods de udfordringer I står i. Du beskriver desuden dine børn med mange ressourcer, og det giver god grund for at tro på, at de kan komme igennem også denne fase af jeres familieliv. Det betyder ikke, at det ikke vil kunne gøre ondt på dem eller sætte sig spor i dem, at jeres familie fremover skal fungere fra 2 adresser, men det betyder, at de umiddelbart har gode ressourcer til at komme over de bump, som denne familiesituation vil give dem.

Vær opmærksom på motiver
Og du har ret i, at den måde du (og din mand) vælger at tackle overgangen har betydning for, hvor godt de også kommer videre derfra. Og her kan skyldfølelse, som du selv påpeger det, spille giftigt ind hos børn / unge mennesker.

Så for at det skal kunne lykkes ikke at skabe skyldfølelse hos jeres børn er det vigtigt, at du starter med at bruge lidt tid på at granske dine motiver for at gøre, hvad du vælger at gøre. Umiddelbart opfatter jeg af dit brev, at løsningen med at flytte til en anden adresse handler om at finde en løsning, der gør det praktisk muligt for dig at kunne overleve fysisk og psykisk ovenpå den voldsomme fysiske og psykiske udmattelse, du giver udtryk for at jeres familieliv har været og er for dig.

Jeg læser ikke dit brev som, at du hverken er ude i at ville hævne dig (a la: “så kan de lære det – det er deres egen skyld, de kunne bare høre på mig eller gøre, hvad jeg sagde”) eller i at fiske efter medlidenhed (“det er synd for mig, at jeg er nød til at slide så hårdt i det, og ingen ser mig”) – men jeg vil alligevel opfordre dig til at granske, om der skulle være en grand af sådanne motiver i din handling. Det er den slags motiver, der egentlig siger: “Jeg er ikke selv ansvarlig for mine egne handlinger og problemer – det er I andre”, og så har vi balladen med at især børn påtager sig ansvar for deres forældres handlinger og dermed skyldfølelsen: “Det er min skyld – jeg skulle have været et andet barn, eller jeg skulle have gjort noget mere, eller jeg skulle slet ikke have været her – så havde min mor haft det bedre og ikke behøvet at flytte”.

Bedre udgangspunkt for at kommunikere
Du er klar over, at de fysiske og psykiske udfordringer du har, er dit ansvar og dermed også dit ansvar at finde en løsning på. Du er klar over, at den løsning du har fundet måske ikke nødvendigvis er den, du har ønsket dig, men den som gør det muligt for dig at tage hånd om dig selv, så du er i stand til at kunne tage så meget hånd om dine børn, som det er dig fysisk og psykisk muligt i forhold til de omstændigheder, du har. Når du er sikker på, at dit motiv handler om dette, har du et andet udgangspunkt for at kommunikere med din familie om problemerne.

Det vil være mit næste forslag: find et tidspunkt, hvor I som familie kan være samlet om at få talt tingene igennem. Inden da er det vigtigt, at du gør dig meget klart:

  1. “Hvad vil jeg sige – give som forklaring på at jeg flytter.” Hvis du skal undgå at falde i at skabe skyldfølelse, er det vigtigt at holde dig til at tale om dig selv, og kun dig selv – tal “jeg-sprog”: “Jeg har været ved lægen og fået konstateret nogle fysiske symptomer, der gør, at jeg har behov for at kunne leve på en bestemt måde, hvis ikke symptomerne skal udvikle sig til noget værre. Det betyder, at jeg har brug for at kunne komme til at sove kl. 22.00 hver aften, og at jeg har brug for en særlig slags kost. Det betyder også, at jeg ikke kan magte de fysiske opgaver, der følger med ved at have ansvaret for at sørge for mad, tøj, rengøring og kørsel for en stor familie. Jeg har derfor besluttet at flytte i en periode, for at få skabt ro til at kunne komme ovenpå fysisk og psykisk igen. Jeg er rigtig glad for vores familie, jeg elsker jer hver især, og er stolt af jer og af at være jeres mor, men jeg har brug for at kunne få ro til at komme ovenpå i en periode – jeg kan ikke sige hvor længe.” Disse ord kunne være et eksempel på, hvordan du i “jeg-sprog” kan forklare, hvorfor du gør, som du gør.
  2. Gør dig klart, hvad du kan give. Hvad tænker du at “daglig basis” indeholder? Betyder det 1 time hver dag? Mere? Mindre? Mindre i starten og måske mere, når du får mere overskud? Det er vigtigt, at du starter med mindre, end du tror du kan magte, så det faktisk er realistisk, det du melder ud. Det er vigtigt for børnene/de unge mennesker (men her særligt de to yngste, som stadig ikke er ældre end, at de har flere behov for tydelig voksen kontakt), at du faktisk kan give det, du tilbyder. -Så derfor hellere tilbyde lidt mindre, som man så faktisk får – end at tilbyde lidt for meget, som så alligevel ikke kan lade sig gøre.
  3. Hvis du magter det, vil det være en god idé at lade samtalen med familien slutte af med et familiemøde/familieråd, hvori du lader det være op til børnene/de unge mennesker at være med til at bestemme, hvordan den tid du dagligt bruger i familien skal bruges? Hvad vil de synes, det var vigtigt, at du gør, når du er i familien? hvordan laver I aftaler, der tilgodeser det enkelte barns/teenagers behov? Hvis du er der 1 time dagligt, skal det så være familietid – at spise aftensmad sammen, spille et spil eller lign – eller skal det være brugt individuelt på hvert af børnene til fx at blive puttet i seng og snak på sengekanten. Skal alle have lige meget tid – eller er det ok at nogle har brug for mere end andre? Skal tiden bruges til at lave praktiske opgaver eller hvad? Skal det være forskelligt hver dag, hvordan tiden bruges? Hav gerne en familiekalender eller lignende, hvor det skrives ned, hvad I aftaler tiden skal bruges til, og hvornår du er tilstede i familien hver dag. Lav en kopi af aftalen/kalenderen, så der hænger en i familiens hjem og du har en ved dig. På den måde kan børnene nemt finde frem til, hvornår du er tilstede, og hvad din tid bruges til den dag.
  4. Tal om hvorvidt det er ok, at du får besøg hos dig – og i så tilfælde hvor meget?
  5. Aftal nyt tidspunkt for familie-snak om senest 1 uge – lav en aftale på et tidspunkt, hvor alle kan deltage og sørg for at alle forstår, at det er vigtigt, at alle deltager.
  6. Gentag dette hver uge, planlæg 1 uge frem hvornår og hvor meget du er tilstede i familien, og hvad din familietid skal bruges til. Husk selv at være meget skarp på ikke at deltage i mere eller tilbyde mere, end du faktisk magter.
  7. Vær opmærksom på at få givet dine børn – men særligt pigerne – lidt nærvær hver gang du er tilstede og gerne igennem fysisk kontakt. Et goddag- og et farvel-knus hver dag med noget god kærlig øjenkontakt kan gøre en stor forskel.
  8. Vær opmærksom på, at selv om du gør, hvad du kan for at beskytte dine børn og særligt dine piger mod at blive såret af dine valg, så er det formodentligt ikke muligt fuldstændigt at skåne dem. Sandsynligvis er det heller ikke ønskeligt, forstået på den måde, at vi jo også er nød til at lære igennem de knubs livet giver os. Du beskriver som sagt dine børn som ressourcefyldte socialt og intellektuelt, og det er et godt udgangspunkt for dem for at kunne håndtere denne familiesituation. Jo mere åben du vælger at være uden at pålægge ansvar og skyld på dine børn og jo mere klar i dine udmeldinger om, hvad du magter, og hvad du ikke magter jo bedre.

Og giv dem så også lov og rum til at reagere følelsesmæssigt på, at de nu befinder sig i en helt anden familiesituation, end de har gjort ind til videre. Det kan skabe mange spørgsmål, meget forvirring – måske en flovhed over at deres familie ikke længere ser ud, som den har gjort tidligere. Også mange følelser kan komme i spil hos dem – chok, vantro, skuffelse, sårethed, frygt, uro, utryghed, vrede, sorg, smerte – er nogle af de følelser, der kan komme til at fylde for jeres børn, imens de skal vende sig til den nye familiesituation. – En situation, som de sikkert ikke har ønsket sig, og derfor heller ikke må forventes at reagere med glæde i forhold til. Det kan også være, at de reagerer med at flygte ind i en uvirkelighedsfølelse, eller at de lukker ned for deres følelser, fordi det bliver for svært i en periode at håndtere de følelser, de mærker. Det kan så betyde, at de flygter rent fysisk også – ind på deres værelser – over til kammerater, ind i de sociale medier, eller ind i tavshed eller ind i at have styr på alting (overtage kontrollen – måske endda overtage forældrerollen) eller lignende.

Du (og din mand) har ansvaret
Hvis de umiddelbart går til dig med deres følelser er det rigtigt fint. Så kan du hjælpe dem med at spejle deres følelser og rumme dem, og med at skabe tryghed i, at selv om du ikke rent fysisk er så meget tilstede i jeres familie som tidligere, så er du der stadig følelsesmæssigt og som den der i sidste instans har ansvaret (sammen med din mand). I det tilfælde kan det blive en meget sund og udviklende erfaring for jeres børn, som kan overbevise dem og jer om, at de er i stand til at klare meget mere, end de selv troede – og måske også som det gamle mundheld siger – 10 gange mere end deres mor troede. De er gamle nok til at kunne tage ansvar for en stor del af deres liv selv og til at kunne få lært at sørge mere for, at de praktiske ting omkring dem fungere. Det kan i så tilfælde udvikle og styrke deres selvværd og selvtillid.

Børnene har brug for din anerkendelse
Anerkend dem gerne der, hvor de tager initiativ, og hvor de udvikler nye praktiske færdigheder – og også der, hvor de i hvert tilfælde er gået i gang med at forsøge at udvikle nye færdigheder, men ikke helt er nået i mål – som når, der skal vaskes tøj. De får brug for din anerkendelse, men det er ikke sikkert, de magter at få kritik fra dig. Hvis de spørger dig om råd og vejledning, så giv dem det gerne – men kritisere dem ikke, for hvad de faktisk får gjort. Hvis du får lyst til at give dem råd og vejledning, om hvordan man fx får husket at tømme en vaskemaskinefuld tøj og hængt tøjet til tørre, så det ikke bliver surt, så spørg først om de har lyst til at få dine råd og respekter dem, hvis de siger nej. Husk at det er vigtigt at råd bliver serveret uden direkte eller inddirekte kritik 🙂

Børnene kan reagere uhensigtsmæssigt
Hvis børnene flygter følelsesmæssigt ind i uhensigtsmæssig adfærd, og du er sikker på, at der er tale om flugt væk fra de mere ubehagelige følelser, så giv dem lidt luft til det og sæt forsigtigt ord på, hvad du tror, de er i gang med. Fortæl dem, at det er ok, at de taler om det gerne med dig eller andre – du kan godt holde til, at de har det sådan – og hvis du ikke kan, er du ansvarlig nok til at søge hjælp til at kunne holde til det. Det kan sagtens være, at de benægter, at det er sådan det er – og det er ok – du skal ikke presse dem, men bring det gerne forsigtigt på bane af og til, hvis du stadig tænker, at de reagerer uhensigtsmæssigt. Hvis de bliver ved med at have uhensigtsmæssig adfærd efter fx 1 måned, kan du overveje at tage kontakt til en fagperson og diskutere deres reaktioner og spørge til, hvad du skal gøre for at hjælpe dem videre. Du er også velkommen til at henvende dig her igen.

Tilsidst har jeg bare lyst til at sige tillykke med, at du har magtet at være der så godt for dine børn indtil nu som du tydeligvis har. Tillykke med, at I som familie har fået jeres børn ind i så fin en udvikling, som I har trods de omstændigheder, der er i jeres familie. Det er jo et helt fantastisk, det du har magtet indtil nu, og det gode som I har puttet i jeres børn indtil denne dag bliver ved med at være en slags kapital, som de kan hæve af og tage med sig ind i deres liv fremover, også selv om det bliver en anden familiesituation for dem nu.

Jeg vil ønske dig og din familie alt muligt godt i jeres videre vej frem både sammen og hver for sig.

Mange hilsner