Jeg er utro på nettet

Spørgsmål

Fold ud

Hej

Jeg har et problem, jeg har alt for let ved at kontakte tilfældige damer på nettet, og chatte sexuelt, og onanere.
Da jeg er kommet, bryder jeg kontakten, og starter på ny næste gang. Dette plager mig meget, da jeg er en gift mand, med en dejlig attraktiv kone, får masser at sex fra konen.
Det andet med chat, er da jeg er ude på havet, sejler som maskinmand, væk 4 uger og hjemme 4 uger, da jeg er hjemme er alt fint, da jeg er ude på havet, går jeg med dårlig samvittighed over dette.
Nu er det sådan, at konen har fundet ud af dette, da jeg gik for langt med chat, og vedkommende informerede konen.
Konen vil selvfølgelig skilles, hvis jeg ikke finder mig hjælp for dette.
Hvordan gør jeg det?
Hvor kan man henvende sig med sådan et problem?
Dette er et problem for mig og for min kone.
Jeg vil ikke miste min kone over dette.

mvh Maskinmanden


Svar

Kære Maskinmand

Tak for dit meget åbne og ærlige spørgsmål til brevkassen. Det står tydeligt frem, at du er meget glad for din kone, og ikke ønsker at blive ved med at såre hende.

Dine spørgsmål går på, hvordan og hvor du kan søge hjælp til dit problem. Det helt korte svar er, at det vil de fleste psykologer, sexologer eller parterapeuter kunne være behjælpelige med. Der drejer det sig blot om at ringe forskellige steder op, og høre om de kan tage dig ind.

Det jeg tænker, de kan hjælpe dig med at vurdere, er, om du er blevet afhængig af den spænding, der ligger i at chatte med fremmede kvinder på nettet. Hvis du er blevet afhængig, er der forskellige værktøjer du kan få til at arbejde med dette, og hvis det er i svær grad, kan du henvises til en sexologisk klinik.

MEN – umiddelbart synes jeg ikke, der er noget, der tyder på, at du er inde i en svær afhængighed, da din adfærd begrænser sig til de tider, du er ude at sejle. For mig lyder det som om, at du har et helt naturligt behov for at stille din seksuelle lyst, men ikke har mulighed for at gøre det med konen, som du plejer, når du er hjemme. At det er et naturligt behov retfærdiggør ikke din måde at løse det på, men kan gøre det mere forståeligt.

Det, jeg vil opfordre dig til, er at snakke med din kone om forskellige løsninger, hvor du kan få stillet din lyst uden at være hende utro online. Jeg ved jo ikke så meget om dine arbejdstider, og hvad der rent praktisk er muligt, men tillader mig alligevel at komme med nogle forslag.

Hvad hvis den kvinde du chattede seksuelt med, ikke var en fremmed men din kone? Kunne det være en mulighed for dig, og har hun lyst til at være med til det? Sådan at lysten stadigt er rettet mod objektet for din kærlighed, netop din kone.

Kunne du finde noget andet materiale at onanere til, som ville være ok for din kone, og som ikke involverede en kontakt til en anden kvinde? Fx billeder af din kone eller lignende.

Endeligt kunne en meget pragmatisk løsning være, at du fandt et andet job med mere normale arbejdstider, så du ikke ville komme ud for at være længe væk fra din kone ad gangen. Det kan måske virke som en høj pris at betale, men det kan være en nødvendighed, hvis de andre løsninger ikke fungerer for jer. Generelt gælder det, at hvis man vil bryde en dårlig vane, handler det om at gøre det sværere for sig selv at komme til at udføre vanen, og lettere at lade være. Det ville et arbejdsskift helt naturligt medføre.

Jeg håber for jer, at I kan få en god, løsningsfokuseret dialog sammen, uanset om du så også får hjælp ”udefra”.

Med venlig hilsen