Jeg bryder mig ikke om min kones hår på overlæben

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej

Jeg er en gift mand, og vi har været sammen i godt 30 år på godt og ondt – som vel de fleste ægteskaber. Min kone har længe haft en del hårvækst på sin overlæbe og lidt på hagen, og nu er de begyndt at være meget sorte. Hun gør da noget ved det, men dog ikke så ofte. Tit sidder der en del små sorte hår på overlæben, og ja, det er noget, som går mig på, da jeg synes det er ukvindeligt med hårvækst på overlæben.

Min kone gør oftest kun noget ved det, hvis jeg nævner det, og jeg synes det er ærgerligt, at jeg skal sige det, da hun jo selv burde føle trang til at gøre noget ved det.  Er jeg bare en egoist som mand? Jeg kunne godt tænke mig, at hun vil gøre lidt ud af sig selv for min skyld, men det føler jeg ikke helt, hun gør.

Har I et råd til, hvad jeg skal gøre?

Den lidt fortvivlede ægtemand


Svar

 

Kære lidt fortvivlede mand

Jeg vil gerne anerkende dig for din henvendelse til brevkassen. Du udtrykker, at du er lidt fortvivlet. Ved at skrive og udtrykke dine udfordringer, kan det være hjælp til, at fortvivlelsen ikke vokser samt muligheden for at få hjælp ind i det, du beskriver.

At blive ældre

Det kan være svært at acceptere den proces, som kroppen går igennem, når vi bliver ældre: Grå hår, hårtab, rynker, hår der vokser i ørerne, åreknuder, tykke negle mm. Det hører med til at få lov at følges i mange år, at der løbende er forandringer. Det er meget individuelt, hvad hver især oplever af forandringer. Og det er individuelt, hvad der som partner/ ægtefælle udfordrer mest. Du udtaler, at du bliver udfordret på din kones hårvækst på overlæben og hagen.

Kærlighedsgaver

Det er smukt at høre, at I har været sammen i 30 år. Du ønsker stadig, at din kvinde skal se godt ud. Ved at beskrive det sådan, fortæller du, at du ikke er ligeglad med hende. Vil det være en mulighed, at du får en snak med hende om temaet: At blive ældre.

  • Det første du kunne udtrykke er, at du, hvis du mener det, fortæller hende, at du holder af hende – uanset hvad. At det, at I har hinanden, er en gave.
  • Derefter kan du fortælle hende, hvad det vil betyde for dig, hvis hun regelmæssigt plejer hendes udfordring mht. hårvækst. Det lyder ikke til at have særlig stor betydning for hende selv. Men du har lov til at udtrykke, at det betyder noget for dig, og at det ville være en kærlighedsgave til dig, hvis hun også på den måde gjorde lidt ud af sig selv. Endvidere kunne I dele, hvilke glæder og udfordringer der er for jer med den alder, I har.

At se hinanden som en ressource

Selvom I får en snak om, at din kone gerne vil prøve at huske plejescenariet, kan det være vigtigt, at du er overbærende, når hun glemmer det. I virkeligheden kan du blive hendes ressource og støtte, når hun ikke lige har husket det.

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig lidt i gang med nye tanker ind i din lidt fortvivlede situation.

Mange hilsner
Hanne