Hvorfor skændes vi altid til fester?

Spørgsmål

Fold ud

Kære brevkasse

Min dejlige kæreste og jeg har været sammen i ca. et år. Til dagligt er vores forhold meget harmonisk og jeg er super lykkelig for det.

Men én ting kan vi simpelthen ikke finde ud af: At feste sammen.

Næsten hver gang vi er til fest sammen, ender det i et skænderi og vi slutter natten sårede og vrede.

 

Det starter altid med, at min kæreste gør noget, der gør mig usikker eller ked af det. Fx vil han ikke kysse mig offentligt ved middagsbordet, eller forsvinder i 4 timer uden at jeg aner hvor han er, selvom jeg er taget med som hans gæst. Små ting, der alligevel svider.

Når min kæreste så mærker at der er noget i vejen, eller jeg prøver at tale med ham om det, bliver han meget defensiv og sur og anklager mig for at være oversensitiv og passiv-aggressiv, at han aldrig kan gøre noget rigtigt, og at jeg ødelægger alle fester for os. Mine forsøg på forklaringer når ikke ind til ham, og det gør mig til gengæld endnu mere såret og vred, og så kører skænderiet derudaf, indtil jeg går hjem i vrede.

Næste morgen når han er ædru igen, undskylder han typisk og synes selv at han opførte sig dumt. Hvis jeg endte med at råbe af ham eller havde andre voldsomme reaktioner, undskylder jeg det. Vi snakker om det. Og næste gang sker det samme igen.

Det virker som om at fester bringer noget frem i hver af os, der passer meget dårligt sammen: Jeg bliver mere følsom og nemmere usikker, og han bliver bange for at blive begrænset i sit frirum til at skeje ud og være fuld og ubetænksom for en gangs skyld. At han ofte bliver meget fuld gør ham ikke nemmere at tale med.

Det er som om mine følelser, som han normalt fint kan håndtere, eller endda min blotte tilstedeværelse, fremkalder en eller anden indgroet angst for at blive omklamret eller anklaget i ham, så snart vi er til fest.

Jeg har oplevet, at han selv når jeg var i perlehumør til en fest, var overbevist om, at jeg var ked af det. Da han så gjorde et eller andet, der faktisk gjorde mig ked af det, så han sig bekræftet i den idé, og i, at han intet kunne gøre rigtigt.

Min kæreste er 5 år yngre end mig (han er 24, jeg er 29); noget, jeg normalt ikke tænker over, fordi han generelt er meget moden og betænksom. Men til fester har jeg det som om jeg pludselig er sammen med en teenager, der synes det er pinligt at være kærester, ikke kan håndtere følelser og gør de dummeste ting for at bevise for sig selv og kammeraterne, at han er en rigtig vild fyr.

Det trykker til gengæld på alle mine angst-knapper og sårbarheder, når jeg føler, at han ikke vil kendes ved mig og nærmest opfatter mig som en irriterende byrde i stedet for den pige, han er vild med, og som han tidligere ville have gjort en indsats for at hænge ud med til fester. Det er overhovedet ikke fordi jeg har brug for at vi klistrer op af hinanden hele aftenen. Men når han ligefrem gør alt for ikke at sidde ved siden af mig til en fest, så gør det ondt i mig.

Vi har talt meget om det, og prøvet alle mulige strategier. Jeg har prøvet helt at lade være med at drikke til fester, så jeg bliver mindre følsom. Vi har aftalt at vi går udenfor og taler om det, hvis der er noget, så vi fjerner presset fra den sociale situation. Vi har analyseret vores reaktionsmønstre og prøvet at forstå og rumme hinanden. Men lige lidt hjælper det.

Det grundlæggende behov for ikke at skulle tænke på eller være bundet af nogen eller noget til fester har han jo stadig, ligesom jeg ikke rigtigt kan ændre på, at det sårer mig, når min kæreste afviser mig eller signalerer ligegyldighed overfor mig – fest eller ej. Så der bliver ved med at opstå nye situationer efter samme formel.

Vi syntes begge det var en skam, men endte med at aftale (mit forslag) at vi nøjes med én fest sammen pr. halvår. Hvis det så stadig går galt, er det i det mindste ikke tit.

Jeg synes ikke, vores løsning er særlig god, men jeg foretrækker stadig den frem for skænderierne.

Gør vi det rigtige? Eller er der en anden løsning, vi ikke har tænkt på?

Mange hilsner
En rådvild kæreste


Svar

Kære rådvilde kæreste

Nu har jeg læst dit brev flere gange, og jeg har gjort mig forskellige overvejelser.

Jeres fælles historie, omkring ” det at gå til fest”, har fået en drejebog, og I spiller det hver gang. Det virker som om I begge har nogle faste forventninger til, hvad der vil ske, når I skal til fest. Allerede inden I er taget afsted, tager I de “briller” på, som stiller skarpt på jeres forventning. Du tager “briller” på, som fokuserer på alt, hvad der kan tolkes, som afvisning/afstand. Og han tager “briller” på, som fokuserer på alt, der kan tolkes, som krav om nærhed/ forpligtelse/ engagement.

Prøv, at skrue tiden tilbage… Har det altid været sådan, eller hvornår ændrede det sig? Og var det nogle særlige omstændigheder, der var i spil på det tidspunkt? Usikkerhed på jer selv eller hinanden? En presset periode på job, studie, i familien, økonomi eller andet??

Et livs-tema i bagagen
Jeg tror, at alle mennesker har et livs-tema. En udfordring, en overfølsomhed, en “angst” overfor noget. Ofte kan vi ikke sætte ord på det, og er ikke bevidste om det. Det ligger så dybt i os, at det bliver en del af vores personlighed. Det kommer i spil i alle vore relationer, på godt og ondt. Vi bærer det med os, helt fra barndommen. Og gennem vort liv har vi lært os nogle taktikker, som kan dæmpe “angsten”. Gode og brugbare taktikker, langt hen ad vejen. Men også taktikker, som i voksenlivet kan spænde ben for selvstændighed, intimitet, engagement, vækst, kærlighed.

Nogle livs-temaer kan være “angst” for afstand – nærhed – forandring – stagnation. Der kan nævnes mange flere, men oftest er de underkategorier til disse 4. Prøv at overveje, hvilket livs-tema du og din kæreste har.

Når vi forelsker os i een, vil vedkommende oftest have et livs-tema, som er modsat vor egen. Og det er ret smart, for på den måde får vi muligheden for at udvikle os, vokse og hele vores “angst”, hvis vi vel at mærke vover det.

Så når du mærker alarmklokkerne ringe, er det ikke kun noget, der drejer sig om din kæreste. Hans adfærd er bare de sidste procenter, der udløser din alarm. Og på samme måde, er din adfærd bare de sidste procent, som udløser hans alarm. Så det kunne være en ide at kigge lidt nærmere på, hvad “angsten” dybest set handler om. Og så tage ansvar for den del af det, som er jeres eget, og arbejde med det. Jeg gætter på, at du kender følelsen af forladthed, og afvisning fra tidligere i dit liv. Og at det har sat sig så dybe spor i dig, så du er blevet ekstra sensitiv på netop det punkt. Så selvfølgelig bliver du ked af det og utryg. Din kæreste har måske oplevet, at blive begrænset og låst fast i en grad, så han har udviklet en skræk for at blive “omklamret”, som du beskriver det. Så selvfølgelig bliver han bange og måske vred, når han møder dine forventninger. Og her taler jeg ikke om lettere hysteri eller en smule ubehag, men om en reel frygt. Ubevidst ja, men ikke mindre af den grund. Så hans frygt for at blive begrænset/bundet kan være lige så stor og dybt følt, som din frygt for forladthed.

Hans rolle i gruppen
Jeg bemærker, din formulering – “jeg er med, som hans gæst”. Når du skriver sådan, antager jeg, at det er fester i hans vennekreds. Er der flest singler, eller er der også andre par? Altså par, som er lige så “etablerede”, som du ser, at I er??

Du nævner også, at du oplever ham, som en teenager, der synes det er pinligt at være kærester, ikke kan håndtere følelser, og skal (be)vise overfor sig selv og kammerater, at han er en vild fyr.

Det får mig til, at spekulerer på …

Gad vide, hvilket image han har(havde) i gruppen?
Gad vide, om der er noget han frygter at miste i forhold til gruppen af venner? (Prestige- anerkendelse- image)
Hvordan ser I på jeres forhold? Har I samme opfattelse af det?
Ser du bryllup, børn, familie?
Gør han?
Hvilke forventninger har I til hinanden og fremtiden?
Er han mon den første i flokken af venner, der har et længerevarende forhold?

Praktisk
Forsøg at lade “brillerne” ligge hjemme, når I er til fest.

Aftal et tidspunkt, hvor I skal snakke om;

  • Hvor lidt eller meget opmærksomhed kan du nøjes med, og stadig være tryg?
  • Hvor lidt eller meget frirum, har han brug for, for ikke at føle sig låst fast?
  • Hvor meget frirum, er du villig til at give ham?
  • Hvor megen opmærksomhed er han villig til at give dig?
    Både i hverdagen, og til fest.

Giv hinanden nogle dage, til at tænke over hvad I vil svare på spørgsmålene.

Jeg håber, at mit svar kan give jer lidt nyt input.

Ellers er du meget velkommen til at skrive igen

Held og lykke.

Kærlig hilsen