Hvorfor kan jeg ikke bare gå?

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej

Jeg er i et usundt forhold, som jeg gerne vil ud af. Problemet er, at jeg af en eller anden grund bliver, men jeg kan ikke finde ud af hvorfor.

Jeg er i 30’erne og har været sammen med min kæreste i nogle år. Det har egentlig aldrig været helt godt imellem os, men pga. en tumult barndom og et sensitivt sind har jeg gået mere op i hans velvære end mig selv. Han startede vores forhold med at blæse benene væk under mig ved at sætte en masse grænser op om, hvordan man bør opføre sig, når man er i et forhold, hvilket har gjort, at jeg lige så stille taber mig selv.

Sagen er, at jeg tror, han har narcissistiske træk, og det er måske også derfor, det er så svært for mig at gå. Jeg kan ikke ytre min mening, uden han går i forsvar og lægger alt over på mig. Han har altid mere travlt med at snakke uden egentligt at lytte. Han er altid negativ. Hvis han ikke har ondt et eller andet sted, så er der noget andet galt. Han kan ikke være stolt og glad på mine vegne. Han er meget bakterieforskrækket og mener, at jeg skal være som ham på det punkt. Han spørger mig alt for tit, om jeg har husket at vaske hænder – (Jeg er ellers meget renlig). Han flyver op over det mindste og kan ikke på nogen måder håndtere stress.

Alt skal handle om ham, og jeg er SÅ træt. Der er ikke plads til mig i det forhold her. Han fylder alt, alt for meget. Han har fra dag 1 haft meget travlt med, at vi skulle flytte sammen og være en familie. Vi bor ikke sammen, men der går ikke en uge, uden at han presser mig. Han brokker sig hele tiden over mig, og hvad jeg mangler i forholdet. Uden selv at ændre noget. Hver gang vi har skændtes, er det altid endt med, at jeg har givet mig på et punkt, og han har lovet et eller andet, som han ikke kan holde.

Jeg ved snart ikke, hvem jeg selv er mere, og det skræmmer mig af h… til. Han taler godt for sig og overrumpler mig gang på gang, når vi diskuterer. De gange jeg har sagt til ham, at jeg ikke ville mere, har han nægtet at gå. Og så har jeg givet mig dagen efter… Han suger energien ud af mig..

Nu er sagen den, at han har solgt sit hus og skal flytte i et andet et til sommer.. Han har en helt klar idé om, at jeg skal med derud, selvom jeg har sagt, at som det ser ud nu, skal vi ikke bo sammen, hvilket gør, at jeg slet ikke kan gå fra ham nu, da jeg ved, han lægger salget af hans hus over på mig, hvis jeg gør.. Han er jaloux.

Jeg er en aktiv person, som ind imellem gerne vil ud til festival osv. med veninderne, men lige så stille har han plukket det fra mig også… Jeg går sjældent ud nu og føler, at jeg er blevet placeret i et liv, jeg ikke hører til i.. Men går jeg? Nej…

Jeg kan godt se, at det ikke er noget at blive i, men hvorfor kan jeg ikke bare gå??? Jeg hører jo ikke til i det her.. Angående sex, har jeg nogle ting, jeg ikke vil. Han føler, at han mister en del af sig selv, ved at jeg ikke vil de ting..

Hvordan kan jeg blive stærk nok? Jeg er begyndt at sige fra overfor ham men kæmper sindsygt meget med samvittigheden, når jeg gør. Hvordan tackler jeg ham, og hvordan mærker jeg mig selv nok til at gøre noget? Det her kan jo ikke fortsætte.. 😏

Mvh.

 


Svar

Kære

Som jeg læser dit brev, har du to store problemer. Du lever i et forhold, du selv beskriver som usundt, og som jeg ud fra dine beskrivelser heller ikke kan se noget positivt i. Det er et forhold, som synes at fungere alene på din kærestes præmisser, og som samtidig er ødelæggende for dig og dit selvværd. Men måske er det et endnu større problem, at du fra starten har oplevet det sådan, men alligevel er blevet i det i nogle år.

Dine spørgsmål handler da også meget om, at du gerne vil blive stærk nok til at komme ud af forholdet, men at du ikke ved, hvorfor du ikke bare kan gå.

Du fortæller, at din barndom har været præget af tumult, og at du har et sensitivt sind, men derudover ved jeg ikke, hvordan dit liv har været, inden du mødte din kæreste. Så jeg har lidt svært ved at forestille mig, hvad der kan være årsag til, at du i den grad har tilladt ham at behandle dig så dårligt helt fra begyndelsen af jeres forhold. Om du i udgangspunktet har haft problemer med dit selvværd, om du tidligere har haft andre lignende oplevelser med kærester, eller?

Du skriver ikke, om der har været tale om fysisk vold, men psykiske overgreb, som dem du beskriver, kan være mindst lige så ødelæggende og angstskabende. Du er tydeligvis bange for, hvordan din kæreste vil reagere, hvis du går, og måske er salget af hans hus og køb af et andet endnu en måde, som han bruger til at få mere magt over dig, end han allerede har. Det er svært at forstå, hvad han egentlig vil med dig, når han i den grad nedgør og kritiserer dig, men der kan måske være tale om, at han inderst inde ikke har meget selvværd og derfor bruger enhver mulighed for at hævde sig selv og give dig dårlig samvittighed for på den måde at have magt over dig og have det bedre med sig selv.

Du spørger, hvordan du skal tackle ham? Det kan du ikke. Og jo længere du tænker, at det kan handle om, hvad du skal gøre anderledes, jo mere giver du ham ret i, at det er dig, der er problemet, og at du ingen værdi har.

Jeg tror ikke på, at det nogensinde kan blive anderledes i jeres forhold, og det ved du egentlig også godt selv. Men det er svært at bryde op, fordi I på en mærkelig måde er blevet forbundet, ham som terroristen og dig som offeret, og fordi forholdet har trukket de kræfter ud af dig, som du skulle have brugt til at sige endegyldigt stop.

Men da du fortæller, at du er en aktiv person, som indimellem gerne vil ud til festival m.m. sammen med veninderne, håber jeg, at der alligevel et eller andet sted dybt inde i dig er en styrke, som du kan finde frem, og som kan give dig viljen og modet til at komme langt væk og videre. Måske skal du kontakte nogle af veninderne og bede om hjælp og opbakning, og måske er der praktiske foranstaltninger, såsom udskiftning af lås i din lejlighed osv., som du skal foretage dig, inden du bekendtgør, at jeres forhold er slut. Måske skal du gøre det pr. mail eller telefon, eller få en veninde til det, så du ikke igen står i den situation, at du lader hans veltalenhed overbevise dig om, at det selvfølgelig er dig, der er problemet. Men du skal afslutte det hurtigst muligt, og måske skal du derefter overveje at finde en god psykolog, som kan hjælpe dig med at hele de ar, som dette forhold har givet dig, så du kan få tro på dig selv og håb om senere at finde en, der vil værdsætte og elske dig for den, du er.

Jeg håber virkelig, at det må lykkes for dig.

Mange hilsner