Hvordan tackle, at han ikke er klar til børn?

Spørgsmål

Fold ud

 

Jeg har været sammen med min skønne kæreste i et par år nu. Vi har et fantastisk forhold, og jeg er ikke i tvivl om, at det er manden, jeg ønsker at dele livet med. Vi er i slut 20’erne. Vi har begge fuldtidsjob og er derfor økonomisk stabile.

Vi har begge lyst til at få børn med hinanden, noget vi aldrig har lagt skjult på i vores forhold. Det har dog været noget, der skulle ske ude i fremtiden, hvilket i lang tid har været fint. Dog er min lyst til at få børn steget kraftigt i takt med, at vores omgangskreds bliver forældre. Lysten har jeg prøvet at lægge på hylden, fordi jeg vidste, at han ikke var klar, og fordi vi havde talt om at købe en større bolig først.

For nogle måneder siden blev det dog for meget for mig at gå med, og jeg brød sammen over for min kæreste og fortalte ham, hvor meget det egentlig fylder hos mig. Det kom meget bag på ham, at jeg havde det sådan, og vi havde en god snak om det, hvor han sagde, at det kunne være en mulighed at starte til foråret. På den måde havde han tid til at vænne sig til tanken.

Måneden efter stoppede jeg på p-piller for at gøre min krop klar. Da jeg stoppede på pillerne, sagde jeg til ham, at han skulle købe nogle kondomer, hvis han ikke var klar til børn. Dem har han dog ikke købt, og vi har siden haft ubeskyttet sex flere gange, hvilket jeg har tolket som et tegn fra hans side på, at han i hans hoved er ved at omstille sig. Vi har desuden aftalt at tage en månedssnak, hvor vi taler om, hvor vi hver især står henne. Dette er for, at jeg til foråret ikke skal blive skuffet over det, hvis han ikke er klar alligevel.

For nylig havde vi så snakken efter, at han havde afvist at have sex med mig. Her kom det meget bag på mig, at han ikke har rykket sig overhovedet i forhold til at ville have børn. Jeg brød fuldstændig sammen i gråd, fordi jeg virkelig troede, at han langsomt blev mere klar til det. Jeg spurgte ind til, hvorfor han så har haft ubeskyttet sex med mig. Hertil var hans svar, at det måske er hans måde at udfordre skæbnen på. Han forsikrer mig om, at han selvfølgelig ville blive glad, hvis jeg blev gravid, men at han da ikke håber på, at jeg bliver det. Det synes jeg ikke er fair, fordi det giver mig falske forhåbninger om, at det måske er noget, han gerne vil alligevel. Han siger fortsat, at han gerne vil have børn med mig og er enig i, at vi har rammerne til det, men at han ikke føler sig klar lige nu. Han har svært ved at se det for sig og er bange for, hvordan det kommer til at påvirke hans arbejde. Han siger, at han ikke regner med, at der går flere år, men samtidig kan han heller ikke svare på, hvad der skal til, førend han føler sig klar. Jeg er bange for, at han aldrig bliver helt klar og har i det hele taget svært ved at forstå, hvad der holder ham tilbage.

Jeg har virkelig svært ved at tackle situationen. Jeg går og er utrolig ked af det hele tiden, fordi det fylder så meget. Det gør det bestemt heller ikke lettere at se mine veninder opnå min livsdrøm om at blive mor én efter én, mens jeg blot er i venteposition. Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal tackle det længere, for ønsket om at blive mor fylder alt i mine tanker efterhånden.

Jeg har brug for nogle gode råd, som kan hjælpe mig med at komme igennem det her, da jeg ikke selv kan se, hvordan jeg/vi skal komme videre herfra.

– P

 


Svar

Hej P

Tak for din henvendelse til brevkassen.

Uenighed om, hvornår vi skal have børn

Du fortæller, at du har været sammen med din kæreste i et par år, og at I er enige om, at I på et tidspunkt gerne vil have børn sammen. Du kan mærke, at du nu er der, hvor du selv gerne vil have børn, men din kæreste er ikke klar til det endnu. Derfor efterspørger du nu hjælp til, hvordan I kan håndtere den situation.

Det, som jeg særligt bider mærke i, er det, at din kæreste ikke kan sige noget om, hvad der skal til, for at han bliver klar. Og din reaktion på det er naturligt nok, at du bliver bekymret for, om han nogensinde bliver helt klar. Det efterlader dig i et tomrum, hvor det bliver meget uvist for dig, hvad du kan forvente af fremtiden med hensyn til børn.

Jeg kan forstå, at I løbende har talt med hinanden om at få børn, og at I er enige om, at det vil I gerne. Det er jo trods alt en god start. Udfordringen ligger i, om I kan blive enige om det rette tidspunkt, kan jeg forstå.

Mit svar til jer kommer til at bære overskriften ‘kommunikation’. Jeg ser sådan på det, at vi i parforholdet ikke er i stand til at ikke-kommunikere. Uanset hvad vi siger og gør eller ikke siger og undlader at gøre, så indgår det i den kommunikation, vi har med hinanden. Der er situationer, hvor handlinger kan sige mere end ord, fordi situationen kalder på handling. I de fleste situationer tænker jeg dog, at den mest præcise kommunikation sker med ord.

Den tydelige kommunikation er vigtig

Når jeg læser din henvendelse, kan jeg se, at I både har benyttet jer af verbal og nonverbal kommunikation under jeres ‘forhandlinger’ omkring, hvornår I ønsker at have børn. Når du beskriver, at I begge har lyst til at få børn med hinanden, forestiller jeg mig, at det er noget, som I helt konkret har talt med hinanden om. Du fortæller også, at I for nogle måneder siden havde en drøftelse med hinanden, og at du som resultatet af denne snak besluttede dig for at stoppe med at tage p-piller. Her for nyligt havde I så endnu en snak i forbindelse med, at han har afvist at have sex med dig.

Med andre ord: I taler med hinanden. I det følgende vil jeg prøve at analysere lidt på, hvad der mon foregår, når jeres dialog er nonverbal. Jeg laver nogle nedslag i dit skriv til os og reflekterer lidt over, hvad der mon kunne være på spil. Tag det ikke som en fordømmelse af dig eller jer, men som tanker jeg deler med jer, og hvor det så er jer, der må vurdere, om det giver mening eller ikke gør.

Når tingene for lov at hobe sig op

For nogle måneder siden blev det dog for meget for mig at gå med, og jeg brød sammen

Hvad mon der gik forud for dette? Hvad var mon årsagen til, at du ‘brød sammen’? Måske var der noget, du gik og tænkte på, og som I ikke fik talt nok om i de måneder. Jeg tænker, at hvis man ‘bryder sammen’, så skyldes det enten, at man på én gang udsættes for en hård belastning, eller at man over en længere periode udsættes for en belastning, som man ikke får taget tilstrækkeligt hånd om. Jeg gætter på, at det var det sidste her i din situation.

Hvordan kan det være? Hvis der var noget, som du gik og spekulerede over, hvorfor talte I så ikke om det, før der var gået de måneder, og du først skulle bryde sammen? Var du bange for noget? Lå der noget mellem jer, som gjorde det til tabu?

Hvis der er noget, som du trænger til at tale om, tænker jeg, at det er dit ansvar at bringe det frem. Der var noget, som forhindrede dig i at gøre dette. Hvad mon det var? Det tænker jeg, kan være vigtigt at finde ud af.

Passiv aggression?

Da jeg stoppede på pillerne, sagde [jeg] til ham, at han skulle købe nogle kondomer, hvis han ikke var klar til børn

Når jeg læser denne sætning fornemmer jeg, at der ligger noget imellem jer, som ikke er talt igennem. Vidste du på det tidspunkt, om han var klar, eller vidste du, at han ikke var klar eller hvordan? På mig virker det som om, at der er noget, som I her bevidst undlader at tale med hinanden om, måske fordi det er for svært. Man kan tolke din udmelding som en passiv aggression overfor din kæreste a’la: “Nu må du selv om det, men jeg vil i hvert fald ikke beskytte mig og nu er det op til dig”.

Vigtigt: Det er på ingen måde her mit ærinde at anfægte dit ønske om ikke at tage p-piller. Jeg forsøger bare at analysere på, om snakken omkring, hvad alternativet skulle være, kunne have været bedre.

Fortolkning baseret på passivitet?

[kondomerne] har han dog ikke købt, og vi har siden haft ubeskyttet sex flere gange, hvilket jeg har tolket som et tegn […]

Var din tolkning alene baseret på, at han ikke brugte kondom, eller talte I med hinanden om, at “nå, du er nok ved at være klar til at skulle blive far?” Jeg fornemmer det første, altså at I ikke talte om det. Hvad tænker du om det? Er det holdbar og konstruktiv dialog?

Bristede forventninger

[…] Her kom det meget bag på mig, at han ikke har rykket sig overhovedet i forhold til at ville have børn. Jeg brød fuldstændig sammen i gråd

Her beskriver du igen en situation, hvor en forventning og en forståelse er blevet bygget op over en periode, og hvor jeg kan have en mistanke om, at I ikke taler tydeligt sammen undervejs om, hvad der foregår. Du siger sikkert ikke til din kæreste: “Dejligt, at du nu vil arbejde med på, at vi skal have børn”, og han siger sikkert ikke til dig: “Jeg synes, det er fedt, at vi nu har taget beslutningen sammen”. I stedet har I begge tiet og forholdt jeg afventende, fornemmer jeg. Har jeg ret? Hvorfor gjorde I mon det?

Der er brug for en fælles afklaring

Ovenstående var et forsøg på at anskueliggøre, at der er noget i jeres kommunikationsstrategi, som, i hvert fald set fra mit perspektiv, forekommer uhensigtsmæssigt. Jo mere sårbart et emne der er tale om, jo mere tydelig og klar kommunikation er der behov for. Undervejs i dette forløb tyder det på, at I er kommet til at gå den modsatte vej. At I er kommet til at lukke ned for samtalen om det sårbare i stedet for at blive inde i den sammen.

Du fortæller mig, at I begge er fuldtidsarbejdende og har en stabil økonomi. Jeg vil derfor anbefale jer, at I går på jagt i jeres netværk efter nogle, som kender en god parterapeut. Når/hvis I har økonomien til det, kan jeg varmt anbefale, at I prøver at tale med en tredje udenforstående part om den situation, I er i.

I er endnu helt unge og har forhåbentligt et langt og godt liv sammen med hinanden forude. Hvis I derfor allerede nu får taget rigtig godt livtag med de kommunikationsmæssige udfordringer, I oplever sammen, er det noget, I vil kunne få rigtig godt gavn af i årene fremover. Det er helt afgørende for både et godt parforhold men også for et familieliv, at I lærer at udtrykke jer klart og tydeligt for hinanden omkring jeres ønsker, drømme, forventninger og behov. Det vil en dygtig parterapeut kunne hjælpe jer i gang med.

Hvornår er man klar til at blive far?

Han siger, at han ikke regner med, at der går flere år, men samtidig kan han heller ikke svare på, hvad der skal til

Sammen med en parterapeut vil I kunne få talt ind i, hvad der er på spil for din kæreste i forhold til, at han ikke føler sig klar.

Er din kæreste urolig/bange for noget? I så fald hvad? Er det baseret på nogle erfaringer, på gisninger, eller hvad skaber bekymringen?

Hvilke værdier bygger I jeres parforhold og familieliv på? Er job vigtigt? Er børn vigtige? Hvad er mest vigtigt? Hvordan kan I skabe det liv, som I drømmer om at have med hinanden?

Den slags spørgsmål og svarene på dem kan også bidrage til afklaring for jer.

Men gå ikke alene med dem. Inviter en parterapeut med og lad det blive inspiration til et endnu bedre parforhold!

Jeg ønsker det bedste for jer, og at I må finde en fælles afklaring snart 🙂

De bedste hilsner fra