Hvad kan jeg gøre?

Spørgsmål

Fold ud

Hvad skal jeg gøre?

Min kæreste (41) og jeg (21) har været kærester i snart 3 år. Min kæreste elsker mig overalt på jorden og jeg elsker ham! Men… vi kan ikke finde ud af det og er tæt på at give op.

Vi mødtes på en sexdating-website og regnede ikke med at det ville blive til kærlighed, men vi forelskede os trods aldersforskellen og at vi er meget forskellige steder i vores liv. I starten havde vi masser af sex selvfølgelig og ifølge min kæreste var jeg den perfekte kæreste og vores sexliv var, som han altid havde drømt om. Efter det første halve års tid, begyndte vi ikke at have sex så ofte, på grund af min manglende lyst. Det har været et tilbagevendende problem lige siden. Der kan gå længere tid uden at det gør mig noget, så længe jeg får kys og kram i hverdagene og føler mig elsker, hvilket min kæreste er meget god til at vise og fortælle!

Det har gået min kæreste så meget på, at han er nået den til konklusion at han må være dårlig i sengen og attraktiv, siden min lyst er faldet så drastisk. Han har prøvet alt muligt. Han begyndte at træne i fitness, investeret i sexlegetøj for at gøre det spændende for mig og meget mere.

Jeg kan ikke svare på hvorfor jeg ikke har den store interesse i at have sex flere gange om ugen. Min kæreste er rigtig dejlig og jeg nyder når vi har det, han er veludrustet og giver mig orgasme næsten hver gang og er også romantisk. Det hele har også medført at han sammenligner sig selv med dem jeg tidligere har haft sex med og får mange tanker, som han ikke kan komme af med og føler sig mindreværdig.

Der har været så meget omkring vores sexliv, at jeg til tider har følt dårlig samvittighed og nogle gange har lagt op til sex, hvor jeg i virkeligheden ikke havde den store lyst, – men hvor det selvfølgelig var dejligt alligevel, når vi var i gang. Når vi havde haft sex følte jeg, at jeg og vores forhold kunne slappe lidt af igen, indtil min kæreste igen kom og prikkede mig på skulderen.

Det er derfor som om, at jeg ikke rigtig selv ved, hvornår jeg har sådan – rigtig lyst – mere.

Jeg har ikke snakket om de her frustrationer med min kæreste, men sagt, at det er intet i vejen med ham og at jeg da har lyst! Hvilket bare har gjort ham endnu mere fortabt og forvirret.

Jeg skrev om mine frustrationer til en veninde, som min kæreste så og blev meget, meget ked af. Vi har efterfølgende prøvet at snakke om det, rettelse: min kæreste har snakket til mig. Jeg kan slet ikke få et ord ud af min mund og min kæreste kan sidde i timevis og blive mere og mere frustreret, fordi jeg ikke deltager og fortæller hvad jeg eller han kan gøre ved problemet. Jeg tør næsten ikke sige noget. Jeg sidder bare og kigger på ham som om han er dum og er fuldstændig tom i hovedet. Jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal gøre.

Nu er vi så her. Han er helt nede i kælderen og føler ikke han dur til noget og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at vende skuden… Han siger, at hvis jeg ikke snart kommer med noget, så bliver han nødt til at gå, fordi han ikke kan mere, og jeg bliver mere og mere modløs, fordi jeg ikke formår at gøre, hvad der skal til.


Svar

Hej
 
Ikke så meget lyst til sex længere
Tak for din henvendelse til brevkassen. Du beskriver et meget frustrerende forhold, hvor I ikke kan få jeres sexliv til at fungere på en fornuftig måde. Jeg kan forstå, at det er kommet så vidt, at din kæreste overvejer, om I måske ikke skal være sammen længere.
 
Du fortæller, at da i mødtes for 3 år siden, var det i første omgang for at have sex med hinanden. Som tiden er gået, er i blevet kærester og er rigtig glade for hinanden. Samtidig er din lyst til sex blevet gradvist mindre.
 
At gå en omvej, for at få noget andet, end det man egentlig længes efter
Jeg hæfter mig særligt ved den sætning, hvor du skriver: Der kan gå længere tid uden at det gør mig noget, så længe jeg får kys og kram i hverdagene og føler mig elsket, hvilket min kæreste er meget god til at vise og fortælle!
Ud fra denne sætning, får jeg en tanke om jeres forhold, som jeg gerne vil dele med dig.
For 3 år siden mødte I hinanden på sex-dating. Jeg spørger mig selv, om det i virkeligheden var sex du længtes efter inderst inde. Var det måske sådan, at det du egentlig savnede var, at have en dyb og rodfæstet kærlighedsrelation til et andet menneske? Var sex-dating i virkeligheden en omvej, for at få dette dybere behov opfyldt?
Lykkeligvis viste det sig, at selv om du gik denne omvej (hvis vi leger lidt videre med den tanke) fik du alligevel det du egentlig længtes efter, nemlig at blive elsket. Du fandt ud af, at du ikke behøvedes at nøjes med sex, selvom det også er rigtig dejligt, men kunne få en mere dyb relation til en mand, som du elsker højt.
Da dit dybere og mere grundlæggende behov, nemlig behovet for at blive set, anerkendt og elsket blev opfyldt med din dejlige kæreste, havde du pludselig ikke længere så meget behov for sex.
Sex var nu ikke længere en erstatning for kærlighed, men et supplement til kærlighed.
 
Set med mit perspektiv hænger denne tanke rigtig godt sammen med sætningen, jeg citerede dig for. Jeg kan ikke vide, om den også gør det for dig, men jeg vil i det følgende tage afsæt i denne tanke.
 
Kort sagt kan man måske sige det sådan: Sex er ikke længere noget du har brug for, for at føle dig elsket. Sex er snarere noget du har, fordi du er elsket. Sex er ikke længere et middel til at opnår en følelse af at være elsket. Nu er sex virkningen af, at du føler dig elsket. Det hele er ligesom blevet vendt rundt, ser det ud til.
Det virker som om, at sex har fået en anden betydning for dig, end det havde tidligere. Dermed er det måske også forklaringen på, at din lyst og dit behov for sex har forandret sig.
I mit perspektiv er det en meget naturlig proces, som der ikke er noget forkert i.
 
Når sex bliver præstationsfokuseret
Alligevel har det vist sig, at det er et stort problem for sin kæreste og dermed også for dig. Det vil jeg nu sige et par ord om.
 
Du beskriver, at din kæreste har gjort forskellige tiltag, for at du skulle få mere lyst til sex igen. Du fortæller også, at det er endt op med, at han er kommet til at føle sig mindreværdig i forhold til andre fyre, som du har været sammen med, fordi han ikke formår at være lige så attraktiv for dig, som de var.
 
Ligesom jeg beskrev, at du måske havde brugt sex som en omvej til at få noget andet, end du egentlig længtes efter, bruger din kæreste måske også sex som en omvej. I hans tilfælde kan man få den fornemmelse, at sex bliver brugt som en omvej til, at skabe en følelse af selvværd og selvtillid. Hvis ikke han i tilstrækkelig grad synes, han kan begejstre dig til sex, så føler han sig mindreværdig.
 
Sex tjener grundlæggende mange formål og to af de helt basale er at skabe dyb intimitet mellem to mennesker og at kunne få børn. Den dybe intimitet består af mange delelementer, som både handler om sjov, leg, fysisk tilfredsstillelse, dyb samhørighed og mange andre ting.
Når sex bliver brugt som omvej til, at opnå noget andet, end den intimitet, jeg beskriver ovenfor, kan det komme til at gå ud over dens helt grundlæggende funktion. Sex kan gå hen og blive krampagtigt og præstationspræget, hvor man hele tiden skal måle på, hvor godt det var, hvor tit det er og hvordan man performer og disse målinger går i sig selv ud over glæden og lysten.
 
Det er mit indtryk, at det er sådan, det er gået for jer. Jeg oplever det sådan, at du har fundet din vej, hvor sex har sin naturlige plads, men ikke bliver brugt som omvej, for at opnår noget andet.
Dertil er din kæreste ikke kommet endnu, ser det ud til. Jeg fornemmer, at din kæreste har et lavt selvværd og at en af de måder, han forsøger at bekæmpe denne følelse er, at præstere god og attraktiv sex med en kvinde, som er langt yngre end han selv. At kunne dette, giver ham et selvtillidsboost og når det ikke lykkes, føler han sig mindreværdig.
Jeg tænker, at din kæreste har brug for at forholde sig til dette og arbejde med denne problemstilling. Din kæreste har brug for at kunne hvile i sig selv og føle sig værdifuld uden at det styres af, om I har sex 5 gange om ugen eller én gang. Sex er ikke et godt redskab til at opbygge selvværd. Det er et urimeligt krav at udsætte dig for. Den må han arbejde med på en anden måde, f.eks. gennem terapi.
 
Aldersforskel på 20 år
Der er 20 år mellem dig og din kæreste. Da I mødtes var du 18 og han 38. Det er en ret stor aldersforskel. Du var lige blevet myndig og din kæreste/sex-partner kunne aldersmæssigt have været din egen far. En aldersforskel på 20 år behøver ikke at være en hindring for et velfungerende og sundt parforhold. Dog tænker jeg, at jo yngre den yngste part er, des større risiko er der for, at netop aldersforskellen kan have en afgørende betydning i, hvor godt og sundt forholdet udvikler sig. Jeg er ikke i stand til at vurdere præcist, hvordan dette forhold spiller ind i jeres relation, men jeg føler, at jeg svigter dig, hvis ikke jeg kommer ind på emnet i mit svar til dig.
En generel betragtning på helt unge kvinder, der bliver kærester med ældre mænd kan være, at forholdet baserer sig på kvindens ubevidste ønske om at stå i en varm og tæt relation til sin egen far. Dvs. kvindens inderste længsel efter af være elsket og rummet søges opfyldt, ved at finde en far-figur, som kan give denne kærlighed.
Så længe den unge kvinde samtidig kan give manden (som indtager far-rollen) det, som han har behov for (f.eks. sex), kan et sådant forhold fungere for nogle, måske endda i mange år. For andre og de fleste går det sådan, at forholdet ender med at afsløre sig selv som usundt og ikke ligeværdigt og forholdet går i stykker.
Jeg tænker om dit forhold, at det kunne passe godt ind i denne beskrivelse. Jeg siger ikke, at det er sådan og jeg siger samtidig, at jeg synes, du skal overveje perspektiverne i jeres forhold. Måske var aldersforskellen på de 20 år en del af din omvej, for at du kunne komme til at opleve kærligheden? Måske er der en bedre, mere direkte og sund vej at gå, ved at finde en kæreste, som er i samme livsstadie og livssituation som dig?
Jeg kender ikke svarene på disse spørgsmål, men nu har jeg stillet dem og så må du bruge dem, som du vil.
 
Hvad kan du gøre
Jeg synes du for det første skal læse dette svar igennem et par gange og tænke lidt over, hvad det gør ved dig. Er der noget du kan genkende? Er der noget, som du ikke er enig i? Find ud af, hvor du står henne i det.
 
Dernæst skal du lukke munden op. Du skal fortælle din kæreste, alt hvad du tænker omkring det. Når du indtil nu har haft svært ved at sige noget, forestiller jeg mig, at det er fordi, der er noget du frygter, som du jo også selv skriver. Du kan ikke overskue konsekvenserne af, at tale lige ud af posen. Derfor siger du ingenting.
Jeg vil mene, at det bedste for jer begge vil være, at du lægger kortene på bordet. Ved ikke at tale, udsætter du bare den svære samtale og en konfrontation og måske endda et brud. Du kan ikke redde jeres forhold ved at tie. Tvært imod kan du forsøge at gøre dit til, at jeres forhold bevares, hvis det er det, du gerne vil, hvis du begynder, at tale om det du oplever. Derfor vil jeg opmuntre dig til, at melde dig ind i kampen.
 
Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Det tror jeg du gør. Jeg tror det mere handler om, at du ikke tør gøre det, der skal gøres, nemlig sige tingene lige ud. Når du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre, kommer du til at give dig selv en rigtig god undskyldning, for ikke at gøre noget. Det ‘ikke at vide’ kan man jo ikke gøre noget ved og så må man jo bare vente. Men, som sagt, jeg tror du ved, hvad du skal gøre. Det er ikke viden du mangler lige nu, men vilje, tror jeg.
Du må tage en beslutning om, at ville gøre noget med det, som du ved og føler.
 
Ingen af os kan vide, hvad der så kommer til at ske og det er den risiko du må leve med. Du kommer aldrig til at kunne vide det, uanset hvor længe du tier.
 
Jeg ønsker det bedste for dig og din fremtid. Jeg ønsker for dig, at du må få modet til at træde ind i fremtiden og ikke som nu, være fastlåst.
 
De bedste hilsner