Hun siger, hun har mistet følelserne, fordi hun er kørt surt i det hele

Spørgsmål

Fold ud

Hej

For 3 uger siden sagde min kæreste gennem 6 år stop. Vi har haft 2 hårde år på det økonomiske, samt vi har gået op og ned af hinanden, da hun har været på barsel med vores andet barn, som er 9 måneder nu og vores store på 4 år. Vi har haft mange skænderier om de samme ting og lovet hinanden, at vi skulle stoppe nu og blive bedre til at snakke sammen og løse problemerne. Når man går op og ned af hinanden, er det svært at komme ud af denne cirkel. Hun siger hun har mistet sig selv og ikke er glad mere og kæreste-følelserne ikke er der mere.

Jeg skal flytte her om en uge, og hun siger jeg ikke skal regne med noget, da hun umiddelbart er helt afklaret om, det ikke skal være os igen, og hun ikke ved, om hun har lyst til at give det en chance på et senere tidspunkt, eller om følelserne kommer igen.

Jeg tror dog, at de første måneder, hun er selv, vil gøre hende godt, men tror også, hvis man vil, at man kan få følelser igen, hvis man er åben for det og tør date i det små. Det siger hun, at hun ikke vil love mig. Men selvfølgelig er muligheden der, men hun tror ikke selv på det. Hun bruger hele tiden – som forsvar – at hun ikke har følelserne mere, og hun syntes, vi har prøvet, og hun tror ikke på det mere, for vi har lovet hinanden guld og grønne skove før.

Jeg mener dog, at afstand kan gøre meget, og hun ikke må lukke døren helt, da jeg ved, vi kan, når hun er ovenpå igen. Jeg spurgte hende sidste dag, om hun havde smidt en kasse ud med mine beskeder, jeg havde skrevet gennem årene. Hun svarede vredet: “Er det ikke lige meget” og at hun ikke havde set den længe. Jeg opdager så at den pludselig ligger øverst i hendes tøjskuffe, og der havde jeg kigget, den dag jeg spurgte hende. Betyder det noget?? og er hun virkelig så afklaret. Hun siger dog også, at hun ønsker da, at vi kunne være en familie igen, men at hun har svært ved at tro på det.

Jeg har sagt, at jeg ønsker at få en sidste mulighed på et tidspunkt, før hun går helt videre i livet, og at vi kan starte med at date evt. Hun er ikke helt afvisende men lover heller ikke, at hun har lyst.

Hun virker stadig med ked af det og stresset men viser ingen følelser – hverken over for mig eller børnene, selvom jeg er overbevist om at jeg kan spore tvivl i hendes øjne. Hun siger også, jeg ikke skal snakke om det, da hun bliver kvalt i det, og hvis, vi overhovedet skal have en lille chance, skal jeg stoppe og give hende plads. Hun siger mange blandede ting men bruger meget, at hun ikke har følelserne hver gang hun kommer til at sige noget andet.

Hvad skal gøre, og skal jeg bare lukke døren og lade hende komme videre, selvom jeg syntes, vi skylder at give det en chance på sigt.

Er hun mon helt afklaret? Hjælp!


Svar

Kære 30-årige hvis kæreste er kørt sur i det hele.

Det er en rigtig ulykkelig situation, du og din kæreste og jeres små børn står i. I har selvfølgelig ønsket at være familie, og nu er det hele ved at smuldre for jer. Jeg fornemmer, hvordan I begge er fortvivlede og rådvilde og ikke ved, hvad I skal gøre. Din kæreste virker til ikke at have flere kræfter til at kæmpe for jeres forhold, måske bl.a. fordi hun for ikke så længe siden er blevet mor for anden gang. Det tager på kræfterne.

Lige nu mærker hun ikke forelskelsesfølelser overfor dig. Du skriver ikke, hvor længe hun har haft det sådan, og om hun har gået med tvivl meget længe…. Måske også før jeres andet barn blev født.

Det er ikke ualmindeligt, at kvinden, som bruger så mange fysiske og psykiske kræfter på børnene, kan blive i tvivl om, hvad hun føler og tænker. Hun kan så blive så udmattet så hun kan føle, hun har mistet sig selv. Alt kommer meget til at dreje sig om at skulle give omsorg, og det kan være svært i tilstrækkelig grad selv at få den omsorg, man virkelig har brug for – eksempelvis fra ens kæreste. Her tænker jeg ikke på sex, men på anden omsorg. Som kvinde til små børn kan det  være rigtig svært overhovedet at have lyst til sex, da kræfterne ganske enkelt ikke er der. Her kan man som kvinde godt tænke, at det aldrig mere kommer tilbage, og at man ikke slår til som kvinde, når man ikke engang kan give sin mand eller kæreste det, han så inderligt længes efter.

Jeg ved ikke, om det er det, der er ved at ske for din kæreste.

Du skriver at du ikke mærker hendes vilje til at ville få følelserne tilbage. Der har du en meget vigtig pointe.

I svære tider er det vigtigt, at viljen til at ville være sammen er tilstede, selvom der i perioder ikke mærkes forelskelses- men mere venskabsfølelser. Lige nu formår din kæreste ikke at mobilisere viljes-følelser. Enten fordi hun er usigelig træt, eller fordi hun ganske enkelt slet ikke tror på jer to mere.

Jeg tænker at I har brug for en tid hver for sig, så I ikke hele tiden kommer til at køre rundt I, hvad der mon skal ske fremover. Din kæreste har brug for noget fred til igen at kunne mærke, hvem hun er, hvad hun er glad for, og hvad hun ønsker sig her i livet. Vi ved ikke om det kommer til at indebære dig.

I har begge brug for at tænke over, hvad der netop er unikt for jer to sammen, hvad I sætter pris på hos hinanden, og hvad der er jeres historie sammen. Det har I brug for uanset om I kommer til at være sammen eller ej, for I har 2 børn sammen, som har brug for, at I har et godt samarbejde i mange år frem.

Du skriver ikke så meget om, hvad jeres konflikter har gået ud på, og hvordan I regner med at der skal tages hånd om børnene, når du flytter. Hvor meget er det tanken, at du skal hjælpe til? Det er en stor mundfuld for din kæreste selv at have hovedansvaret for 2 små børn.

Jeg tror, det vil være en god hjælp for jer med samtaler ved en parterapeut/psykolog. Det kan måske hjælpe jer begge til forståelse af, hvad der er træthed, og hvad er “manglende følelser”.

Jeg håber, I finder en god vej videre.

Kærlig hilsen