Har svært ved at håndtere tvivlen

Spørgsmål

Fold ud

Hej

Jeg er en kvinde på 27 år, der har været/er sammen med en fyr på 28 år i 6,5 år.

For at gøre en lang historie kort: Vi har haft et velfungerende forhold i 6 år og vi var nået til det “punkt” i vores liv, hvor jeg smed p-pillerne og vi gerne vil have børn, da min kæreste en måned efter kommer og fortæller, at han har fundet en anden, og at vi må gå hver til sit.

Det går dog hurtigt op for ham, at han nok ikke er forelsket i den anden, men at det handler om nogle dybere ting i ham selv, og vi begynder at ses igen 2 mdr. efter det hele startede. Han ønsker bare “at alt bliver som før”.

Vi har boet sammen igen i 2 mdr. (og boede også sammen før), har talt tingene igennem 100 gange og hygger os generelt (som altid), når vi er sammen. Men han bliver dog ved med at have en tvivl, som gør, at han ikke tør sige, at han vil mig 100% igen.

Vi går til parterapi og han har en oplevelse af, at han er i en form for eksistentiel krise; hvor han har taget hele sit liv op til overvejelse, er bange for at “vælge forkert” og er bange for at give det “store ja”, som han føler det er at få børn.
Jeg har svært ved at håndtere tvivlen og frygten, da vi aldrig har oplevet lignende situationer i vores forhold før.

Vi opfører os som kærester, og han er (som han altid har været) meget kærlig og omsorgsfuld – og viser på den måde, at han prøver.
Jeg er meget sikker på, at jeg gerne vil vores forhold, men er i tvivl om, hvor lang snor jeg skal give ham, og jeg er også lidt i tvivl om, hvordan jeg støtter ham bedst muligt – men samtidig får udtrykt, at vi på et tidspunkt også må tage en beslutning.

Har I nogle råd?

Med venlig hilsen


Svar

Kære spørger

Selvom det måske lyder mærkeligt, set i forhold til den svære situation, vi læser, du står i, så vil vi gerne begynde vores svar med at dele, at dit skriv vakte glæde her.

Det vakte glæde her, fordi vi så tydeligt fornemmer, at du og din kæreste taler med hinanden om tingene, forholder jer til det, der bøvler for jer, og ikke mindst at I søger hjælp og går i parterapi. Nogle par lader i sådanne tilfælde stå til eller giver op eller håber på, at tvivlen forsvinder, når store eksistentielle spørgsmål trænger sig på.

Det virker, som om I arbejder for parforholdet, og det er i vores øjne en forudsætning for et godt parforhold og for en tryg base, for eventuelt kommende børn, at forældre arbejder med og for deres parforhold – for det er det, som er imellem forældrene, børnene vokser i. Et hjems tone, sprog eller stemning er derfor af stor betydning.

Tvivlen, som du omtaler, kommer indimellem på besøg i alle forhold – også i sunde forhold – og ikke mindst, når der skal tages beslutninger, som handler om børn. Tvivlen forsvinder sjældent af sig selv, for tvivlen har som regel et budskab, og ofte trænger tvivlen sig på, fordi der er noget, der er vigtigt for os. Og det at ”committe sig” og sige JA – jeg vil elske, også når jeg ikke føler for det, også når jeg oplever svigt, også når jeg er presset, også når jeg ikke får det, jeg ønsker mig lige nu, også når den anden bare ikke forstår, det er et vigtigt anliggende.

På den anden side er det netop, hvad kærlighed handler om. Kærlighed er en viljesbestemt handling – derfor spørges der i vielsesritualet: Vil du elske og ære … og ikke: Har du store følelser for …

Og det kan få tvivlen til at komme på besøg – for hvad nu hvis jeg fejler, hvad nu hvis jeg ikke kan leve op til, hvad nu hvis jeg ikke føler noget i en periode osv.

Det samme gør sig gældende i forhold til det at få børn – tvivlen kan banke på… kan jeg magte det, vil det ødelægge vores forhold, kan jeg finde ud af at være far/mor.

Der er store forventninger til det at være par og at være forældre, og vi kommer let til at tro, at det er noget, vi bare skal kunne, og dermed bliver tvivlen let en fjende, som gerne og helst skal væk. Men netop i disse store spørgsmål med at være par og forældre, er der ingen sikkerhed. Vi kan gøre alt det bedste, vi kan, og alligevel kan det gå galt – særligt hvis vi holder op med at tale sammen om tingene, forholde os til det, der bøvler for os, og ikke mindst hvis vi ikke søger råd og vejledning.

Det spørgsmål vi gerne vil stille til refleksion er: Hvad om I hilser tvivlen velkommen og ikke sætter sikkerheden som rettesnor for jeres forhold, men snarere spørger – VIL VI sammen? – også når tvivlen kommer på besøg. Altså at I spørger til viljen fremfor sikkerheden hos hinanden.

Så spørger du, hvordan du støtter ham bedst muligt, samtidig med at du får udtrykt, at I på et tidspunkt må tage en beslutning?

Vi tænker om det, at jo tydeligere du bliver dig og formår at udtrykke, hvad du vil – uden at ville overtale, lokke eller lign. – jo lettere vil han få ved at mærke indad til sit eget ståsted, altså mærke sin egen vilje frem for at ”bygge” på en subjektiv oplevet sikkerhed uden for ham selv.

Som tidligere skrevet lever et parforhold ikke af sikkerhed men af vilje og commitment. Din kærestes vilje og commitment kan ikke føles frem, tales, kommanderes eller tvinges frem, den vokser indefra, begyndende som en viljesbestemt handling. Lidt lige som hvis han står over for at skulle købe en gammel bil. Der er ingen garantier, ingen sikkerhed, der er kun ét at gøre: Tage en beslutning og gå med den. Det væsentlige bliver ikke den oplevede tvivl eller sikkerhed, det væsentlige bliver den fremadrettede pleje af bilen – altså det aktive valg.

Jo mere commitment, nussen, pudsen og pleje jo højere kærlighed til den gamle æske, som igangsætter mere nussen, pudsen og pleje, som betyder endnu mere commitment som afføder endnu mere kærlighed, som … …

Vi håber, vi med dette svar har givet stof til at arbejde videre sammen om tvivlen, der kommer på besøg.

Kærlig hilsen