Han har mistet gnisten

Spørgsmål

Fold ud

 

Sagen er den, at min kæreste gennem 11 år har mindst gnisten til mig. Han har slet ikke lyst til mig. Vi har to børn sammen, en på seks år og en på tre år. Inden vi fik børn, var jeg ham utro. Det ved han godt. Han kan ikke acceptere det, men har valgt at leve med det. Jeg har taget ham i at sende billeder til andre. Jeg tror ham, når han siger, det kun har været sjov og ballade, og at han ikke har mødtes med nogle. Vi kommer fra meget forskellige familier. I min er vi tætte og holder sammen, mens der har ikke været så meget kernefamilieidyl hos ham. Vi har tit været uvenner og været væk en uge ad gangen og fundet hinanden igen efterfølgende. Men denne gang er ikke som de andre gange. Han siger, at han går i sin egen boble herhjemme, han snakker ikke til mig, elsker mig ikke.

Han er min første kæreste. Vi er begge i starten af 30’erne. Jeg kan se i bagklogskabens lys, at jeg har tvunget ham til at være en, han ikke er, fordi jeg gerne ville have en familie, som den jeg kom fra.

Han prøvede at være væk halvanden dag, men det hjalp ikke. Han er i en uge kommet hjem, selv om han for tiden har et andet sted, han kan være. Han har hele tiden sagt, at han ikke vil mere og ikke har lyst til at være sammen med mig. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at fortælle, at det her vil jeg gerne, og at jeg godt kan se, at det er forkert af mig, når jeg bare har sagt, at det skal være på en bestemt måde.

I går sagde han, at han om en uges tid vil tag væk hele weekenden, i håbet om at han vil savne mig. Han virker ikke overbevisende, og jeg føler, plasteret meget langsomt bliver revet af, og det er hårdt. Men jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at han vil prøve, men det er tomt. Jeg har også spurgt, hvad jeg kan gøre for ikke at skubbe ham længere væk, men måske få ham til at synes om mig igen. Det ved han ikke og har slet ikke tænkt på det.

Det, der forvirrer mig rigtig meget, er, at han har et andet sted, han kan tage hen til, så i princippet kan han jo bare tage sine ting og køre, for han bliver ved med at sige, der ikke er mere! Alligevel ligger vi op af hinanden om natten (vi sover tre i vores dobbeltseng), selvom vi har en sofa, han kan sove på. Hvorfor gør han det på den måde, og hvad kan jeg gøre?
Jeg synes, det er ekstrem svært at skulle give slip på ham, jeg elsker og være alene med børnene.

Hilsen den forvirrede


Svar

 

Kære “den forvirrede”

Tak for din gode beskrivelse af jeres forhold; jeg håber, det er med til at give mig en bedre baggrund for at kunne besvare dine spørgsmål.

Et kæresteforhold kan begynde på rigtig mange måder. Man kan engagere sig i hinanden – især hvis man hurtigt flytter sammen og får børn – uden at man måske har haft et grundlæggende kendskab til hinanden, og uden at man måske har haft fælles forventninger og forestillinger om fremtiden. De forventninger opstår ofte ud fra den  baggrund/familierelation, man har, så hvis de er meget forskellige, kan der opstå afstand og forvirring om følelser, når den første forelskelse forsvinder.

Det er meget almindeligt, og jeg tror, at det noget, som langt de fleste oplever i deres forhold. Det er sikkert også det, som er årsag til, at mange giver op og forsøger at finde gnisten hos en anden. Det er svært for den, som stadig elsker, og det er svært for de børn, som måske er kommet til undervejs.

Ifølge forskningen er der en god grund til, at vi forelsker os i lige netop den, vi nu engang forelsker os i. Den person har potentialet til både at såre os dybt, men også at forløse os. Derfor oplever alle parforhold kriser, men også potentiale til at vokse, hvis man overkommer kriserne. Du kan læse mere om det i artiklen her. 

Når din kæreste bliver ved med at komme hjem til dig, og når han siger, at han vil tage væk nogle dage, fordi han håber, at han vil komme til at savne dig, så er det formentlig et udtryk for, at han har et ønske om, at I kan få det til at fungere sammen. Han har sikkert også et ønske om at bevare jeres forhold for jeres børns skyld. Det er rigtig positivt. Og det er fint, at du spørger ham, hvad du kan gøre for at få ham til at synes om dig igen. At han ikke kan svare på det, kan være et udtryk for, at I ikke tidligere har været vant til at tale dybere om jeres følelser. Det gjorde I måske heller ikke, da du var ham utro, og selvom han har sagt, at han har valgt at leve med det, så kan der ligge nogle begravede følelser og frustrationer, som nu kommer op til overfladen

De spørgsmål, som du stiller i dit brev, kunne du prøve også at stille ham, men måske kan han heller ikke svare på dem. Så jeg tror, I har brug for at begynde ”helt fra bunden”.

Hvis det skal lykkes at komme videre sammen, er det nødvendigt, at I begge er villige til at gøre noget for at genfinde nærheden og genopbygge kærligheden. Det kan lade sig gøre, men det er hårdt arbejde – og det kan tage noget tid. Der er brug for både tålmodighed og overbærenhed, og jeg tror, at I kan have brug for hjælp udefra – fx i form af et parkursus eller en familieterapeut. Tænk på jeres forhold som et hus, der ikke fra starten har fået et godt fundament, og som heller ikke er blevet vedligeholdt undervejs. Der kan være brug for både håndværkere, mange ture til et byggemarked og lange og hårde arbejdsdage, før det bliver beboeligt.

Undervejs må I finde ud af, hvad I har at bygge på – udover jeres børn. Det kan fx handle om at finde/opbygge fælles værdier og interesser. Forstå og tale hinandens kærlighedssprog. Og I må hver især byde ind med, hvad I vil give og måske også gøre anderledes end tidligere. Det kan også være en hjælp at tale om, hvad det var, I faldt for hos hinanden fra begyndelsen og genfinde noget af det. Måske kan det hjælpe jer at tage af sted sammen uden børn, hvor der er tid og mulighed for de snakke. Måske kan dit spørgsmål og mit svar være udgangspunkt for en snak mellem jer.

Jeg håber virkelig, I har modet på at arbejde på jeres forhold, og at det må lykkes for jer. For jeres og for børnenes skyld.

Mange hilsner