Han føler sig kvalt

Spørgsmål

Fold ud

Hej.

Jeg står i den situation at min nu ja det må være eks kæreste valgte og sige i starten af januar at nu kunne han ikke mere, han følte sig kvalt og han kunne ikke rigtig finde følelserne frem for mig mere. Han har brug for at finde ud af efter 2,5 år om han virkelig er klar til sådan et fast forhold eller om han bare vil være single.
Vi har et hus sammen og der er mange praktiske ting som skal ordnes og som der skal tages hensyn til, hvilket gør at jeg ikke bare sådan lige kan smide alt og bare flytte ud.

Vi talte så yderlige sammen to uger efter vi slog op hvor vi så snakker om alle de ting her og vi har nok aldrig været så ærlige overfor hinanden som vi var den dag. I ren desperation forslår jeg at vi holder fast i at vi er gået hvert til sit også må vi tage en dag ad gangen også se om vi ikke kan finde gnisten frem igen og hvis ikke må jeg jo flytte.

Han siger selv at han vil mig det bedste og derfor vil han ikke ha at jeg flytter og bor på en sofa, han vil gi mig mulighed for at spare op osv.

Men hele problemet ligger i at hvis vi skal få en gnist frem igen, men han føler sig kvalt. Hvordan kan jeg så eller hvad kan jeg gøre for at få det til at fungere herhjemme?

Lige pt, sover jeg hos min mor hver 3 arbejds weekend og er væk en aften om ugen for at vi ikke går op og ned ad hinanden hele tiden. Vi passer faktisk os selv, men samarbejder selvfølgelig når det kommer til det der hjemme, for at gøre det mest tåleligt for hinanden.

Jeg elsker ham virkelig højt og vi har prøvet værre ting end det her og klaret os igennem. Men det er som om at han virkelig bare har givet op.

Hvad tror Du jeg vil kunne gøre andet end at jeg gir ham den plads, og at jeg heller ikke rigtig skriver/ringer til ham. Og at jeg faktisk bare går og passer mig selv ??

Hilsen den fortvivlede…..


Svar

Kære “den fortvivlede.”

Jeg forstår godt du er fortvivlet.

Bekymret for dig
Det er ikke let at skulle bo sammen med den man elsker virkeligt højt, uden at blive elsket tilbage – egentligt tænker jeg det må være næsten umenneskeligt. Jeg kan også blive bekymret for dig på sigt, hvis I vedbliver at bo sammen i længere tid. Det at ha´ noget(din kæreste) som du ikke har alligevel, er ikke til at holde ud – så selv om det er forbundet med store praktiske omkostninger, vil det alligevel være bedre at flytte ud.

Relationen
Det er ikke sådan lige at sige, hvad der egentligt sker med din kæreste. Men åbenbart er der noget i jeres relation som klemmer ham, så han til sidst ikke kunne holde ud at være kæreste med dig.

Årsagen kan være noget hos ham selv – noget af hans livshistorie, som nu dukker op i den tætte relation han jo har haft med dig. Hvis han eks. har haft en dominerende mor, som ikke gav ham plads i hans opvækst, kan det så godt ha´ den konsekvens, at han så også føler at det samme sker i jeres relation, selv om du ikke er dominerende. Det kan også være en adfærd hos dig, som giver ham følelsen af at blive kvalt – hvis det eks. er meget vigtigt for dig, at det hele foregår efter dit hoved. Men som sagt, er det ikke til at vide.

Professionel hjælp
Jeg tænker derfor I har brug for professionel hjælp, for at finde ud af det – hvis han vil være med til det.

Det er fint nok, at du nu holder afstand til ham – men helt afstand er det jo ikke, da I stadig bor sammen – så den totale frihed, som måske kunne få ham til at længes efter dig, får han ikke. Men selv om han får den, er det jo desværre ikke sikkert, at han kommer til at savne dig. 

Så hvis han stadig udtrykker ønske at han kunne være kærester med dig, så vil jeg anbefale, at I går til en parterapeut, som måske kan se hvad der går galt i jeres relation.

 

Hilsen