Frustreret og forvirret efter brud

Spørgsmål

Fold ud

For 4,5 år siden mødte jeg min ekskæreste. Vi var 20/21 år gamle. Han slog benene fuldstændig væk under mig. Vi blev smask forelsket. Efter et års tid skulle vi begge flytte til vores studieby og uden større refleksion valgte vi at flytte sammen. Men lige inden vi skal flytte sammen, kommer han i tvivl. Hans bedste venner havde valgt at flytte sammen og han blev misundelig. Jeg kunne virkelig godt forstå det, og vi snakkede om, hvorvidt vi var for unge og jeg gav ham muligheden for at vente med at flytte sammen. Det endte dog med, at vi flyttede sammen. Men kort efter vi flyttede sammen, blev han i tvivl om forholdet. Han sagde, at jeg var alt for god til ham, og at jeg fortjente bedre. Jeg overbeviste ham om, vi selvfølgelig skulle være sammen, og at jeg jo var den bedste for ham. Men frygten for hans tvivl satte sig i mig. Så efter 3 måneder i lejligheden gik vi fra hinanden, da han holdt fast i, at jeg var for god til ham, og jeg kunne ikke trænge ind til ham. Vi var dog rigtig dårlige til at gå fra hinanden. Vi endte med at se hinanden og opfører os som kærester on/off i 8 måneder. Men jeg blev så frustreret og ked af, at han ikke ville være rigtig kæreste med mig, men heller ikke kunne give slip på mig. Han mente ikke, at han kunne leve op til de forpligtelser og krav, der er, når man er i et forhold. Efter 8 måneder fik jeg nok. Så jeg fortalte, hvordan jeg havde det, men han sagde, der ikke var noget at gøre og fastholdte ideen om, at han ikke var god nok til mig. Jeg blev dybt ulykkelig og brugte alt min tid på at arbejde med min sorg.

Så går der 3-4 måneder, hvor vi slet ikke har kontakt. Men så skriver han til mig, og vi aftaler at mødes. Han kommer hjem til mig for at fortælle, at han savner mig, er forelsket i mig og at han elsker mig. OG hvis jeg på nogen måde kunne finde plads til ham i mit hjerte igen, så ønskede han, at vi skulle finde ud af det igen. Han forklarede hele vores periode med at han havde været i en krise. En krise hvor han kom i tvivl om ham selv, hans liv og hans fremtid og han følte ikke, han kunne byde mig den tvivl. Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at være sammen med ham igen. Så er vi kærester i 2 år uden at bo sammen, men hvor vi bare havde det godt og nød hinandens selskab. Men så sker der noget i vores forhold. Han fortæller mig, at han er ked af det og flere gange græder han. Han kan ikke rigtig forklare, hvad det er. Men det begynder at lyde lidt, som sidst vi gik fra hinanden.
Han begynder at lukke sig inde i sig selv igen og inddrager mig ikke i hans liv og hans tanker og drømme længere. Sorg og tvivlen fra tidligere i vores forhold kommer op i mig, og vi forsøger at tale om det. Jeg bebrejder ham ikke fortiden, men jeg vil ikke lade det gentage sig. Men i 4 måneder går det hele lidt skævt, kommunikationen går skævt, samtidig med at især hans familie presser på med at vi skal flytte sammen, flytte hjem til hjembyen, hentyder til ægteskab og børn. Jeg er klar over, at min kæreste ikke var klar til alt det og helst ikke vil tale om det. Men det bliver meget tydeligt for mig, at det er vigtigt for mig, at vi har en fælles vision for fremtiden, også selvom at jeg ikke følte det skulle ske nu her. Så jeg føler mig lukket ude, ikke værdsat og utilstrækkelig samtidig med at jeg vælger at tilsidesætte alle mine behov, for jeg ved jo godt, han ikke har det godt. Men så går det galt. Jeg føler ikke, jeg kan genkende ham længere. Han er negativ, ked af det, destruktiv og asocial. Jeg bliver så ked af at jeg ikke må være der for ham, og det ender i et brud.

Men nu er jeg så frustreret, ked af det, ulykkelig og forvirret. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, han er mit livs kærlighed og min bedste ven. I mit hoved er forklaringen på bruddet, at han har det dårligt, og at det er nemmere at lukke sine nærmeste ude. Min psykolog mener at han har en depression. Jeg er så bekymret for ham og for mig selv. Og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.


Svar

Tak for din henvendelse til brevkassen.

Det gør mig ondt at høre, hvordan du har kæmpet med kærligheden og alligevel ender med at føle dig frustreret og ulykkelig.

Du afslutter din henvendelse med at spørge: Hvad skal jeg gøre?

Du er for god til mig, siger din ekskæreste
Du fortæller, at din ekskæreste i flere omgange har fortalt dig, at du er alt for god til ham, og at du fortjener bedre. Det fremgår ikke umiddelbart, af det du skriver, hvad han præcist har ment med dette. Hvordan er du for god, og hvorfor har du fortjent bedre? Jeg får den opfattelse, at du hele tiden har forsøgt at overbevise ham om noget andet. Du var/er med andre ord ikke enig med ham i, at du er for god til ham.

Min fortolkning på, hvad det betyder, at du ‘er for god’, ud fra det du har beskrevet, er følgende:
Din ekskæreste synes du fortjener en kæreste, som helt og fuldt vil give sig hen til dig og forpligte sig over for dig. Du er så god en pige i hans øjne, at det har du fortjent. Din kæreste har ikke følt, at han har været i stand til dette. Derfor har han sagt til dig, at du er for god til ham, og han ikke er god nok til dig.

Det virker på mig som om, at du, når du har hørt disse ord, har hæftet dig ved noget hos dig selv. Du har følt, at han har sat dig op på en piedestal, som et ophøjet menneske, som er bedre end han. Det har du tænkt og følt, at han ikke har ret i, og derfor er du blevet ved med at protestere mod hans udsagn og forsøgt at overbevise ham om, at han har taget fejl.

Måske er det egentlig budskabet et andet.
Som jeg ser det, skal du opfatte hans udsagn om, at du er for god på en anden måde. Jeg forstår det ikke sådan, at han siger noget om dig, selv om det egentlig er det han gør, sådan rent sprogligt. Jeg tror faktisk, at han siger noget om sig selv. Jeg tror du skal forstå ‘du er for god til mig’ som ‘jeg er ikke i stand til at forpligte mig’. Det, jeg tænker, er sket i jeres forhold, er, at du har haft dit fokus på, at han skal forstå, at du ikke er bedre end han, og at han er god nok, men det er i virkeligheden slet ikke kerneproblemet. Derfor har I ikke været i stand til at løse det. I har kigget efter løsningen et forkert sted, kan man sige.

Kerneproblemet ligger i, at din ekskæreste ikke er og har været i stand til, at forpligte sig over for dig. Det er et problem, som du ikke kan løse for ham, uanset hvor meget du siger til ham, at han er god nok. Det, at forpligte sig, er noget man kan gøre, hvis man har viljen og modet til at gøre det. Det har han ikke haft. Han har formuleret sin manglende vilje og mod som ‘jeg er ikke god nok’ eller ‘du er for god til mig’. Måske fordi det har været nemmere for ham at sige, end at komme frem til den erkendelse, at her er der faktisk noget, som han enten ikke vil eller ikke tør. Det kan være mere følsomt at få sagt, så derfor har han måske valgt at formulere det på en måde, hvor han bedre har kunnet distancere sig fra det følelsesmæssigt. Og det er det, der måske har holdt jer fanget i en deadlock, fordi det har været et uklart budskab til dig. I har begge fået fokus på noget andet, end det, som det egentlig har handlet om.

For mig at se, giver denne fortolkning af jeres situation mening af især to grunde:

  • Den forklarer, hvorfor I aldrig er lykkedes med at løse problemet. I har kigget efter løsningen det forkerte sted.
  • Den bekræftes af, at din ekskæreste med sine handlinger har vist dig, at han ikke er i stand til at forpligte sig. Dvs. fortolkningen af hans ord hænger rigtig godt sammen med hans handlinger. Han har forsøgt så godt han kunne, men så snart han er blevet konfronteret med ‘forpligtelse’, har han trukket sig.

Din ekskæreste mangler mod til at forpligte sig
Når I ikke har kunnet finde sammen, har det, ud fra min opfattelse, altså ikke noget at gøre med at være ‘god nok’ eller ‘for god’. Det er ikke forklaringen på, at I ikke lykkedes. Forklaringen er manglende vilje eller mod, som jeg ser det. Og det er ikke fordi, du er ‘for god’, at han mangler mod, tænker jeg. Jeg tror det skyldes noget helt andet. Noget, som han muligvis vil have brug for at tale med en psykolog eller terapeut om, hvis han for alvor skal blive klog på, hvad der er i spil. Så jeg ser det ikke som noget, der har med dig at gøre. Jeg vurderer, det har at gøre med helt generelt, at kunne forpligte sig til et livslangt forhold til en kvinde, uanset hvilken kvinde det måtte være. Derfor er det ikke noget, som du kan løse for ham. Det er en vej, han selv må gå, hvis han ønsker det.

Hvad skal du gøre?
Jeg håber, at min beskrivelse af min forståelse, ind i jeres situation, giver mening for dig. Jeg håber det giver mening for dig, at kigge et andet sted, end på ‘at være for god’ eller ‘ikke være god nok’. Jeg håber, at min forklaring, skaber en sammenhæng for dig, så du nu ser, hvorfor I ikke kunne blive sammen. Altså en forklaring der siger: I er ikke sammen, fordi han simpelthen ikke er klar til at binde sig. Det har han vist dig. Det har han sagt til dig, men desværre på en lidt utydelig måde, så det har været svært for jer at snakke om.

Situationen lige nu er derfor, at du er ulykkeligt forelsket i en fyr, som ikke er i stand til at forpligte sig over for dig. Mit råd til dig i det er, at du skal give slip på ham. Du kan ikke løse, det personlige problem han har, med, at forpligte sig, og slet ikke hans depression, hvis han har fået sådan en. Jeg tænker, at du er nødt til at give slip på ham. Det er ikke noget, du kan gøre fra den ene dag til den anden. Jeg vil foreslå, at du tager en beslutning om, at det er det, du vil gøre, og så arbejde på, at gøre det. Det er hårdt og svært, at slippe en ulykkelig forelskelse, men du kan gøre det, og det tager tid.

Jeg synes du bør slippe ham, fordi du, ligesom alle andre kvinder på denne klode, er for god til, at indgå i et forpligtende forhold til en mand, som ikke selv kan forpligte sig. Jeg føler mig overbevidst om, at du på et tidspunkt vil møde en mand, som har modet og viljen til det. Gå ud og led efter ham, når du er klar til det.

De bedste hilsner