Forvirret over min kærestes opførsel

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej Parvis.

Jeg er snart så forvirret over min kærestes opførelse og har virkelig brug for et godt råd.Vi er begge midt i 30’erne og har været sammen i lidt over et år. Jeg er glad for ham og holder af ham, og han siger det samme til mig. Bemærk, at han ikke siger elsker (endnu), og det er blandt andet en af de ting, som jeg synes er underligt efter så længe. Vi deler mange af de samme værdier, lever den samme slags liv, som er lidt anderledes end de flestes. Han har ikke nogle af de dårlige vaner, som mine eks’er ellers har haft (druk, spil, fryse mig ude, kritisere mig), og han er god til at give kys og kram og sige søde ting til mig.

Han er fra en anden kultur og er opvokset med krig. Han har desuden fra starten sagt, at han er dårlig til at tale om følelser, da det ikke var noget, man gjorde i hans barndomshjem. Jeg tror desuden, at han kæmper med nogle selvværdsproblematikker, blandt andet fordi  han har fortalt, at han har dyrket en sport på højt plan, som der ikke findes nogle billeder af. Jeg må ikke se hans trofæer, og hans krop bærer ikke præg af denne sport, som den ellers ville, hvis det var sandt. Så jeg tror, det er en historie, han fortæller for at fremstå bedre. Han påstår også, at han har været sammen med op mod 100 andre kvinder før mig, men mange af de historier lyder også lidt for fantastiske, og han virker heller ikke meget erfaren når vi er sammen. Lige netop det her med sandheden er en af de ting, der går igen i vores samtaler. Jeg vil bare gerne have ham til at være ærlig og indrømme, at det, han har fortalt, ikke er sandt, for hvordan kan jeg ellers stole på ham fremadrettet?

Et par måneder inden vi fandt sammen, var han lige flyttet til min by pga. arbejde. Han siger, han har lånt et værelse af en bekendt. Også her er der mange ting, der ikke stemmer. Han har næsten fra starten af været i min lejlighed hele tiden, hvor jeg har betalt det hele. Først for nyligt er han begyndt at betale maden, mens jeg står med alle andre udgifter. Denne ordning kom først i stand, efter at jeg blev rigtigt vred og sagde, at det ikke kunne passe, at jeg med den mindste indtægt skulle forsørge ham. Han er desuden heller aldrig rigtigt flyttet ind her. Han har en taske her – og det er det. Det er også en af de ting, der går mig på. Han har nogle problemer med sin økonomi, som han ikke vil snakke om, da han er flov over det. I forbindelse med det er han raget uklar med sin familie, men han tager stadig hjem til dem næsten hver weekend, og det er faktisk den primære grund til, at jeg skriver nu. De eneste gange, han er her i weekenden, er, hvis der er overarbejde på hans job, eller hvis jeg sætter ham stolen for døren. Jeg er træt og ked af at sidde alene hver weekend, da jeg ikke har så mange veninder og heller ikke noget familie.

Hans familie ved desuden ikke, at vi er sammen, og når jeg spørger, hvornår han fortæller dem det, siger han bare, at det ved han ikke. Hvis jeg spørger ind til, hvad der foregår, siger han ikke noget. Dette mønster er gennemgående i vores samtaler, så at snakke med ham om alt der her, er ikke en mulighed. Jeg har prøvet MANGE gange.
Hans eks. før mig, som også er dansk, og som han havde kendt i mange år, før de fandt sammen, havde han med hjemme faktisk med det samme, så det er jo ikke, fordi hans forældre aldrig har mødt en af hans kærester. Jeg er bare rigtigt ked af, at han holder mig hemmelig.

Jeg bliver nogle gange rigtigt vred på ham, for jeg føler ikke, han kommer mig i møde. Det er selvfølgelig ikke ok, men jeg er så frustreret over, at jeg føler, det er mig, der gør alt arbejdet og prøver at snakke og indgå kompromisser, mens han glider af hver gang, og når det er rigtigt slemt, ja så smutter han hjem til sin familie. Det er tit lige i sidste øjeblik, at han fortæller, at han tager afsted, hvis han siger det i det hele taget, og hver gang føles det som at få revet tæppet væk under sig.

Det hele gør mig usikker og utryg, og jeg føler mig nedprioriteret og tvivler på, om han virkelig vil mig. Hjælp, hvad gør jeg?


Svar

 

Kære spørger, der er forvirret over din kærestes opførsel

Tak for dit spørgsmål! Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Det er meget blandede signaler, du får fra din kæreste. Lad mig starte med, for overblikkets skyld, at ridse op hvad du sætter pris på, og hvad du er udfordret af:

Det du sætter pris på:

  • I har mange fælles værdier
  • I lever samme slags (anderledes) liv
  • Han har ikke dårlige vaner som tidligere kærester (druk, spil, fryse ude, kritisere)
  • Han er god til at give kys og kram
  • Han er god til at sige søde ting

Det du er udfordret af, er:

  • At han endnu ikke siger, at han elsker dig
  • At han siger ting, der lyder som overdrivelser, og som kan have til formål at få ham til at fremstå bedre
  • Han siger ting om sin boligsituation, der lyder utroværdigt
  • Han har ladet dig dække over fælles udgifter længe
  • Han har problemer med sin økonomi
  • Han er raget uklar med sin familie – men tager alligevel derover hver weekend
  • Han fortæller ikke om dig til sin familie
  • Du har prøvet at tale med ham mange gange, men han siger ikke noget, glider af, eller tager væk når han konfronteres med udfordringer i forholdet
  • Det virker ikke til at han vil arbejde på forholdet eller indgå kompromisser

Og du sidder tilbage med vrede, ked-af-det-hed, skuffelse og frustration. Du har en følelse af ikke at være prioriteret, du er usikker, utryg og i tvivl om, hvorvidt han egentlig vil dig.

Når kun den ene vil løse problemer

Og du spørger så, hvad du skal gøre. Det, synes jeg, er et rigtigt godt spørgsmål. For hvad stiller man op, når der er problemer der skal løses, men det kun er den ene part, der vil gå ind i det?

Udfordringen er, at ingen kan tvinge din kæreste til at gå i dialog. Og så længe han ikke vil indgå i en dialog, er det svært grundlæggende at få ændret noget i forholdet.

At forventningsafstemme – og sætte egne grænser

Uden at kende andet til jer end det skrevne får jeg en fornemmelse af, at I har forskellige forventninger til graden af forpligtelse i forholdet. Du efterlyser, at han flytter rigtigt ind, at han kan sige, at han elsker dig, at han vil bruge sine weekender med dig. Og, tolker jeg, at din lejlighed skal være basen for hans liv, for jeres fælles liv, og at I skal være hinandens nye, primære familie.

Din kæreste derimod lyder til at være tilfreds med at have sin base et andet sted. Hos sin familie. Og det virker ikke til, at han er tæt på at opgive det, men mere som om at han godt kan lide, at I ”bare” er kærester og ikke egentlige samlevere.

Hvis I ikke kan få en snak om dette, hvor I kan afstemme forventninger med hinanden til, hvad I hver især lægger i forholdet, så er du nødt til at gøre det op med dig selv, hvor dine grænser går. Hvis han ”kun” vil være kærester på et mere uforpligtende niveau, vil du så være i relationen? Hvordan ville det være, hvis han fx (igen?) havde et andet værelse, så du kunne være sikker på, at det var for at se dig, når han kom på besøg?

Jeg håber, at mine tanker kan være med til at give dig inspiration til en vej frem.

Med venlig hilsen