Forvirret over ekskæreste

Spørgsmål

Fold ud

Hej

Jeg står i den situation, at min kæreste og jeg gennem 5 år har en datter på 2 år, og vi er lige gået fra hinanden.
Jeg har nogle psykiske problemer, som er blevet meget udtalte, efter vi fik vores datter, jeg har desværre udviklet noget rengøringsvanvid, ocd og angst, som topper rigtig meget i stressede perioder, hvilket har gjort det rigtig surt for ham, at være i forholdet, og jeg forstår udmærket, at han har været træt af det.
Han er ikke det mest rengøringsglade eller ryddelige menneske, så det har skabt enorme problemer, da jeg har følt, at jeg skulle rende ham i hælene og kigge ham over skulderen, om han nu ryddede op og gjorde rent godt nok.

Derudover har han prioriteret sine egne behov højere end sin datters, hvilket jeg synes er forkert, han har haft brug for meget tid væk og at være sammen med sine venner.
Han arbejder 12 timer af gangen 3-4 dage om ugen og med hans store behov for frihed, har dette resulteret i 2-3 aftener sammen om ugen med min datter og jeg.

Jeg blev opereret i mit knæ sidste efterår. Dette kørte mig helt ned psykisk, jeg var ikke længere i stand til at klare hverdagens pligter, og har haft meget dårlig samvittighed over at bede om hjælp, og været meget irriteret over ikke at kunne gøre alting selv, som jeg ville have det. Jeg røg ned i et sort hul og havde allermest brug for ham ved min side. I denne periode blev han mere og mere fjern fra forholdet, og jeg har følt mig enormt svigtet af ham over dette.

Tingene er blevet værre og værre, og vi har distanceret os mere og mere fra hinanden indtil sidste ferie, hvor alt kulminerede.
Han var til en julefrokost hos sin familie, og min datter og jeg var hos min. Vi blev enige om, at han ikke skulle komme hjem stangvissen, da han skulle være i stand til at være sammen med vores datter. Han kommer så hjem så fuld, som jeg aldrig har set før, overbrækker toilettet, og han er ikke i stand til hverken at tale eller gå. Jeg låner hans telefon, da jeg har glemt min hos min mor, og jeg er nødt til at ringe om hjælp. Jeg ser så, at han har haft ringet 2 gange til sin ekskæreste og skrevet til hende.
Nå, men jeg vurderer, at vi må snakke dagen efter grundet hans tilstand. Det gør vi så, og han fortryder, at han har haft kontaktede hende, og undskylder for både det, og at han kom hjem så fuld. Vi beslutter os dog for at stoppe vores forhold. Han siger, at han har mistet følelser for mig, men at han stadig elsker mig, og at han ikke har kunne håndtere min psykiske tilstand. Jeg siger ligeledes, at jeg har mistet følelser, men at jeg også stadig elsker ham, men at jeg ikke kan leve i forholdet, som det er nu. Jeg taler med ham om, hvad jeg har følt igennem det sidste stykke tid, og at jeg har følt mig enormt svigtet af ham, men også at jeg godt kan forstå, at jeg har kørt ham træt, med den måde jeg har været på. Vi er blevet enige om, at være gode venner for vores datters skyld, og at vi godt kan ses som venner, og det hele blev faktisk afsluttet rigtig fint, og tror da mange af tingene også sev ind hos ham, og at han indså nogle ting.

Nu står vi her, hvor jeg ikke vil kontakte ham, for jeg gider ikke være den irriterende der, som kontakter ham hele tiden eller render ham i hælene, men vil bare give ham plads til at tænke tingene igennem.

Nu er han pludselig begyndt at komme meget mere, end da vi var kæreste, og vil også gerne bruge tid med mig, selvom vores datter sover. Han har sovet her 2 gange, den ene gang fordi min veninde kom hjem efter 1 år i udlandet, og vi skulle i byen, anden gang blev han uden grund, nok bare fordi han havde lyst. Han har begge gange foreslået, at vi begge sover i min seng. Der er ikke sket noget intimt mellem os, siden vi gjorde det forbi.
Det er ham, der foreslår, om han skal komme og være sammen med os.

Jeg er forvirret over hans opførsel, ved ikke hvad han vil, men han har ændret sig lidt til det, jeg har eftersøgt gennem vores forhold, kommer her af sig selv oftere, rydder op. Jeg forstår intet?


Svar

Kære forvirrede spørger

Tak fordi du skriver ind og vender dine tanker her. Som jeg forstår det, er det du ønsker sparring på, at forstå din ekskæreste, og hvorfor hans adfærd pludseligt har ændret sig.

Det er vigtigt for mig at pointere, at det er en vanskelig sag at udtale sig om et menneske, man ikke har mødt, men kun har en andenhåndsberetning om. Så det, jeg kommer til at skrive, er refleksioner, som kan inspirere dig til selv at snakke videre med din ekskæreste om, hvad der foregår.

Du skriver ikke så meget om, hvordan jeres forhold var, før i fik et barn sammen, og om graviditeten var planlagt. Men det lyder ikke til, at I har boet sammen, hverken før eller efter i blev forældre? Det kan der jo være mange årsager til, men en mulighed er, at I ikke var klar til at forpligtige jer helt på hinanden. Eller måske var det din kæreste, der ikke var parat til at opgive ungkarlelivet?

Nogle fædre oplever, at det kan være svært at finde deres plads, efter der er kommet et barn til verden, specielt hvis moderen ammer. Da er barnet helt afhængig af moren, og ikke på samme måde af faren. Nogle mænd kan opleve en form for jalousi eller irritation over, at så meget af morens opmærksomhed nu er viet til det lille barn.

Lad os nu sige, at det gjorde sig gældende for din kæreste – at han havde svært ved at finde ind i sin rolle som far, og svært ved at din opmærksomhed i mindre grad var rettet mod ham. Det kan så forstærkes af at han ikke var en del af hverdagsrytmen, hvis han ikke boede med jer eller bare var meget væk. Hans måde at håndtere det på blev at trække sig endnu mere. Din reaktion på den kæmpe omvæltning, det er at blive forældre, var med angst og OCD. Du fik mere og mere brug for din kæreste, men skriver også, at du havde svært ved at tage imod hjælp. Og også, at det blev vanskeligt ikke at forsøge at kontrollere ham. Måske han da fik endnu sværere ved at finde sig til rette i jeres hjem? Og svært ved at føle sig tilpas i de forventninger du havde til ham, som han ikke kunne indfri. Man kunne forestille sig, at jo mere du trak i ham, jo mere trak han sig tilbage, og en negativ spiral startede, hvor i følelsesmæssigt kom langt fra hinanden.

Så kulminerede det med konflikten, der virker til at have mange elementer: Han indfriede ikke dine forventninger og skuffede dig. Det gjorde dig sikkert også ked af det, at han ikke virkede til at prioritere jeres datter højere og tage ansvar. Samtidig viste han interesse for sin eks. I snakken finder I frem til, at I ikke længere har følelser for hinanden. Og så finder I i al mindelighed frem til, at det er bedst, at I går hver for sig.

MEN – så er det, at din ekskæreste pludseligt begynder at prioritere jer, begynder at tage initiativ og ansvar. Det du har længtes efter. Hvad er der lige sket? Jeg tror der er tale om 3 afgørende faktorer:

  1. I har haft en anerkendende dialog, hvor I hver især har fået sat ord på, hvad der har været svært i forholdet, og det er blevet mødt og forstået. Det alene kan frigive en masse energi, og give nyt overskud til at være i relationen.
  2. Da I ikke er kærester længere, har din ekskæreste ikke de samme forpligtigelser overfor dig. Det kan gøre, at han føler sig mere fri, og det er nemmere og rarere for ham at være sammen med jer.
  3. Du er opmærksom på at give ham plads, hvilket igen kan gøre, at der for din ekskæreste er færre negative følelser forbundet med relationen nu. På en måde virker det til at bryde den negative spiral af, at han trækker sig og du prøver at hive tilbage. – Når du ikke hiver, kommer han af sig selv. Han får plads til at tage initiativ og ansvar, og responderer positivt herpå.

Igen vil jeg understrege, at det jo bare er mine tanker om, hvad der kunne være på spil. Men måske kan du bruge disse tanker til en fortsat dialog med din ekskæreste. Det er svært at vide ”hvad han vil”. Det virker i hvert fald til, at han har mere positiv energi i relationen med dig og din datter nu. Men om det ”bare” betyder, at han trives bedre i venne-konstellationen, eller om han kunne være interesseret i mere, må du snakke med ham om. Hvis du altså er afklaret om, hvad du vil?

Uanset, hvordan jeres relation kommer til at udvikle sig herfra, tror jeg, det er vigtigt, at I stadig løbende får fortalt hinanden, hvordan I har det, uden at forvente at den anden skal fikse det – og med en anerkendelse af, at situationen kan være hård for jer begge. Og at I øver jer på at være løsningsorienterede, og finde frem til aftaler og måder at gøre tingene på, som alle har det godt med. Det, at I begge har en fornemmelse af dyb forbundethed, at I elsker hinanden, er et vigtigt element her. I ønsker det bedste for hinanden. Så jeg håber at det kan flytte fokus fra alt det, den anden ”ikke kan give”, til hvad den anden faktisk kan og vil gøre for at få tingene til at fungere.

Du skriver ikke, om du får hjælp til at håndtere din OCD og angst. Hvis du ikke får hjælp til det, vil jeg opfordre dig til at tage en snak med din læge om det.

Jeg håber du kan bruge mine overvejelser til noget, og ønsker alt det bedste for dig, din ekskæreste og jeres lille datter.

Kærlig hilsen