Forvirret ift. min mand og søn

Spørgsmål

Fold ud

 

Jeg vil starte med at slå fast, at min mand er en meget kærlig far.

Min søn på to er en stor kilde til glæde for os begge, og vi prioriterer ham meget højt. Blandt andet hjemmepasser min mand ham, mens jeg studerer.

Jeg er desværre ofte ulykkelig i vores forhold. Efter vi har haft en konflikt, kan jeg i flere måneder gå og planlægge min separation og mit liv uden ham.

Der er et stort sår i mig, som bliver ved med at dukke op. Det handler om adskillelsen mellem mig og min søn.

I starten under min barsel blev min mand meget vred over, at jeg havde set min far med min søn i det skjulte. Min mand var bange for, at min far ville ødelægge vores søn. Min far og jeg har haft et lidt konfliktfyldt forhold, som min mand er blevet blandet ind i, og som gør, at jeg har haft svingende kontakt til min far. Min far er en god og rar person, der desværre kan komme lidt forkert ind på livet af mange mennesker.

Det var noget værre møg, og det endte med, at min mand efter en aften med min mor og far kørte med vores søn. I starten mærkede jeg ingen panik og prøvede at handle fornuftigt i konflikten. Dagen efter ville min mand ikke lade mig holde vores søn. Vi startede til parterapi, og min mand forstod det forkerte i den opførsel.

Men stadig kan jeg mærke, at det præger mig. Min mand polariserer mange ting, blandt andet er min familie altid er dum, og hans er fantastisk. Han taler ned om min rolle som mor og mine bidrag i hjemmet. Jeg er notorisk dårlig til at rydde op m.m., for jeg hygger med min søn og glemmer det. Efter julefrokost hos min familie, hvor min mand ikke var med, syntes han, at vores søn virkede bange/ængstelig ugen efter. Min mand mente, det skyldtes, at vores søn ikke var blevet respekteret til julefrokosten, og jeg ikke havde forsvaret hans grænser. Gentagne gange sår han tvivl om mine evner som mor. Han blander sig i min amning. Han blander sig i min mere eftergivende holdning til lure og sengetider. Han mener, jeg ødelægger vores søn med min mere afslappede holdning til mange ting.

Efter jeg startede i skole igen, har jeg flere gange måtte forlade min grædende søn. Det føles meget forkert, og selvom jeg har ignoreret mine følelser, og min mand forsikrer mig om, at vores søn har det godt, så går jeg stadigvæk med det indeni.

I sidste uge havde vi endnu en konflikt. Det var mig, der var årsagen. Jeg blev vred og svinede min mand til over facebook – til mit forsvar skal det siges. Det var ikke i orden fra min side. Småtingen, jeg blev sur over, havde faktisk igen noget med adskillelse fra min søn at gøre. Min mand og jeg kunne ikke finde hinanden, og vi havde ikke telefoner. Min mand kørte hjem med vores søn uden at lede efter mig. Jeg fandt min computer frem og skrev til ham over facebook. Det tog noget tid for mig at falde ned, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige undskyld, men jeg viste min mand, at jeg ikke var sur mere ved at tage takeaway med hjem.

Dagen efter prøvede vi at snakke om det. Vi var stadig uenige om forløbet. Min mand kørte hjem til sin mor, mens jeg græd, og min søn græd, fordi han ville være ved mig. Han sagde ikke, hvor han tog hen, og jeg måtte kontakte hans mor, før han kørte hjem til mig. Der fik han snakket det igennem med hans mor.
De blev enige om, at jeg har fået en slags sammenbrud, og der er noget helt galt med mig. Det gjorde min mand meget klart for mig, da han kom hjem. Det var frygteligt. Jeg har haft det så skidt siden.

Vi har på en eller måde haft en ok uge, hvor vi har glemt det, og jeg har kastet mig ind i den glade problemløser relation, fordi det var rarest. Min mand har sagt undskyld for at køre med vores søn.

I dag ville han besøge sin mor, og jeg ville ikke med. Vores søn tog med uden at græde. Jeg har egentlig haft et okay forhold til min svigermor, men jeg kan slet ikke holde tanken om hende ud mere. Jeg har brug for at komme væk fra både min mand og hendes “ordentlighed”. Jeg er så mange andre ting, og jeg har bare brug for at være med min søn på en anden måde – hvor jeg styrer det.

 


Svar

Kære ”forvirrede” kvinde

Tak for din henvendelse til brevkassen. Jeg vil give en tilbagemelding på dit brev, og jeg håber på, at det kan medvirke til mere trivsel for dig og din familie.

Der er flere af dine udsagn, der giver anledning til at stoppe op. ”Jeg er desværre ofte ulykkelig i vores forhold”. Det hører jeg, som om at du oplever mistrivsel. Det interessante er, hvad der aktiverer denne følelse hos dig. Hvad er det, der sker og ikke går i opfyldelse for dig? At du kan gå og planlægge din separation i flere måneder får mig til at tænke, om du bider for mange ting i dig? Ikke er tydelig nok med dine behov og grænser? Måske siger du ind imellem alligevel fra, men det skaber en dårlig stemning og er ubehageligt at være i. Måske bliver du så også bange for at blive forladt? Sådanne stemningsskift er ofte konsekvensen af en utryg tilknytning – en tilknytning, der handler om forholdet til ”mig selv” men også om forholdet til min familie og det univers, vi sammen skaber.

Hvad kan du gøre ved det?

Det eneste vi reelt har en chance for at ændre på, er ”mig selv”. Ofte vil vi gerne lave andre om, men det kan vi ikke. Enhver er ansvarlig overfor sig selv. Det positive er dog, at når ”jeg” gør noget andet, end det jeg plejer, så sker der ofte en forandring i reaktionen hos dem/den, jeg er sammen med.

Teoretikeren Walther Kemplers sagde: ”Vi kan godt tåle en hård besked, bare der er en afsender af den”. Det betyder i praksis, at når jeg siger ”jeg” foran noget, så tilhører det, der siges, afsenderen ”mig”, og det bliver af den grund nemmere at høre/tage ind for modtageren. Det kan f.eks. gøres ved at sige ”jeg har brug for…” eller ”jeg kunne godt tænke mig, at blive lyttet til…” i modsætning til, at ”du” respekterer mig ikke. Når vi bruger ”du”, så er vi ude og pege på og vurdere den anden, og så havner begge parter ofte i forsvarspositioner eller skyttegravskrig.

I parrelationen er modgiften til ordkrig, nærvær. At sidde og se hinanden i øjnene lidt, gå med til at høre på, hvad den anden er optaget af, hvad det er, der er så vigtigt for ham/hende, skabe rum for reelt at lytte uden at ville bestemme over den anden.

Hvad faldt I egentlig for?

Der skal kærlighed til. Det er limen i et parforhold. Det kan være meget virkningsfuldt at arrangere en hyggestund, hvor man bruger tid på at fortælle sin partner, hvad ”jeg” faldt for ved dig, mens han/hun bare sidder og lytter for så til sidst at sige noget om, hvordan det var at høre. Derefter bytter man rolle.
Sådan en seance kan følges op med at fortælle, hvad man ønsker sig i sit parforhold. Man må gerne ønske, men det er ikke sikkert, at man får sine ønsker opfyldt, men nu ved partneren det så, og det kan medvirke til mere forståelse, indsigt og trivsel mellem hinanden.

Gør brug af en fagperson

Du beskriver nogle ret voldsomme reaktioner fra din mand, f.eks. at din mand pludselig kører med jeres søn, at du ikke må holde din søn, og at din far ødelægger jeres søn. For mig at høre må der lægge stærke spontane kræfter bag sådanne reaktioner, og jeg tror det vil være rigtig godt, at I stadig bruger tid sammen med en fagperson, terapeut eller lignende. Det er betydningsfuldt at få god guidening, når følelserne blusser op, og det kan samtidig være en spændende rejse at opdage, hvad det egentlig er, der tænder/sætter jeres stærke reaktioner i gang.

Måske findes der gratis parterapi i jeres kommune. Det er tilfældet mange steder. Ellers kan I finde en privat ved hjælp af dette link: https://parvis.dk/terapi/.

Jeg vil ønske det bedste for jer fremover!

Kærlig hilsen