Føler mig trist

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej.

Jeg har det godt og elsker min mand…. men synes ikke, jeg kan mærke noget, når det kommer til… Altså kan ikke få mig selv til at have sex med ham mere. Jeg går i skole, og når jeg kommer hjem forventes der, at jeg skal lave mad og gøre rent. Det presser mig meget, at jeg skal nå alt det der. Det skal siges, vi ikke har nogen børn.

Føler ikke rigtig, han gør noget for mig, som ville gøre mig glad, såsom at købe blomster, gaver eller invitere mig ud. Føler hver gang, at det er mig, der skal ligge op til, at vi skal lave noget. Ud over det så synes han også, at jeg bruger for mange penge, hvilket jeg slet ikke synes, jeg gøre.

Han er lige pt arbejdesløs, men søger ikke arbejde på den rigtige måde. Han dovner den bare af derhjemme og laver intet. Han får mig til at føle, at jeg nu ikke kan bruge penge uden at tænke “hvad nu hvis han bliver sur”. Da vi blev gift, flyttede vi til en anden by, som han boede i, hvilket jeg ikke rigtig gad. Kan mærke, at jeg ikke trives godt her og føler måske, det påvirker vores forhold. Ved bare, at jeg føler mig generelt trist. Ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hjæælp.

 


Svar

Kære brevkasseskriver

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du føler dig trist over den måde, som jeres forhold er på lige nu. Ud fra dit brev forstår jeg det som om, at I ikke har meget intimitet og nærhed i jeres forhold lige nu, og at du føler, at det er dig, der skal gøre det praktiske og ikke får så meget lov til at bruge noget på dig selv.

Dette tænker jeg slet ikke er optimalt for jeres forhold og for dig, når du er så trist i det, og derfor er det rigtig vigtigt, at du får fortalt din mand disse ting, om hvordan du oplever jeres relation lige nu og arbejdsfordeling mm. Spørg ind til, hvordan han oplever det, og om det kan være muligt at skabe en mere lige fordeling i forhold til det praktiske, så du ikke skal være så presset af det. Og fortæl, hvor meget det vil betyde for dig, hvis han nogle gange tager initiativ til, at I skal bruge noget tid sammen, tage ud at spise eller måske bare gå en lang tur sammen og få snakket en masse, så det ikke behøver at koste penge.

Jeg forestiller mig, at det også vil hjælpe på, at du føler dig mere værdsat, og at du dermed også får mere lyst til intimitet og sex, hvilket jeg tænker, at han også ønsker. Og intimitet er rigtig vigtigt for parforholdet, for at man føler sig tæt forbundet med hinanden.

Spørg også ind til, hvordan han oplever jeres forhold lige nu, og tal om, om der måske er nogle ting, som han ønsker, der var anderledes.

I forhold til penge kan du også spørge ham ad, hvorfor han tænker, at du bruger for mange penge. Er det fordi han synes, at I ikke har så mange, eller fordi han ikke selv bruger lige så mange penge, eller fordi han måske er frustreret over, at han ikke har arbejde, og derfor ikke tjener så meget? Og du kan måske fortælle, hvorfor det er, at du bruger penge på det, som du gør.

Så er det også vigtigt, at du får tænkt over, og I taler om, hvad der skal til, for at du føler dig bedre tilpas, der hvor I bor, sådan at det ikke er noget, som kommer til at påvirke jeres forhold negativt.

Så generelt tænker jeg virkelig, at I skal få snakket om de her ting, og denne teknik kan måske være en hjælp til det, så I begge føler jer hørt i samtalen: https://parvis.dk/tale-lytte-teknikken/.

Jeg håber, at dette svar og jeres snak kan hjælpe til at forbedre dit humør og jeres forhold.

Mvh