Føler mig afvist, når min kæreste tager til fodbold

Spørgsmål

Fold ud

 

Hejsa.

Jeg er en kvinde på 41 år. Jeg blev skilt for 3,5 år siden og har for to år siden fundet mig verdens dejligste kæreste. Vores skønne forelskelse har gjort mig så helt igennem lykkelig, men nu, hvor vores forhold runder to år, begynder “hverdagen”, og den har jeg utrolig svært ved at håndtere. Hverdagen forstået på den måde, at nu tager han til fodbold med gutterne og andre ting, som han faktisk aldrig gjorde eller havde lyst til, da vi var nyforelsket.

Jeg er godt klar over, at vi ikke kan sidde lårene af hinanden, men jeg tænker aaaalt for meget over det, hver gang han vil og skal noget uden mig. Jeg ved, det skal være sådan, at man kommer ud og oplever lidt hver for sig… men jeg er helt ulykkelig indvendig over det og kan slet ikke håndtere det. Jeg får meget let til tårer, når jeg sidder selv. Så bliver jeg så bange for at miste ham!

Vi har snakket om det, og han fortæller mig hver dag, at han elsker mig. Jeg har så svært ved at tage imod det og  føler mig i stedet for fravalgt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe mine følelser an??

Mange hilsner K


Svar

 

Kære K.

Tak for dit brev. Godt at høre, at du har fundet verdens dejligste kæreste. Du skriver meget ærligt om, at det efter en skøn forelskelsens tid nu er blevet “hverdag”, hvor det hele ikke bare er enkelt. Du skriver, at det som er rigtig svært for dig, det er følelsesmæssigt at kunne håndtere det, når din kæreste tager hjemmefra for at lave ting på egen hånd. Jeg lægger meget mærke til, at du skriver, at du bliver helt ulykkelig indvendigt hver gang, og at du har let til tårer, når du kommer til at sidde med dig selv. At du kommer til at sidde med en følelse af “at være fravalgt” og bliver bange for at miste ham. Du skriver også, at I har snakket om det, og at din kæreste bestræber sig på at sige hver dag, at han elsker dig. Det hører jeg som værende hans forsøg på at berolige dig og hjælpe dig midt i det, som er så svært for dig. Du skriver, at du har så svært ved at tage imod det, fordi du alligevel sidder med følelsen af at være fravalgt, og at du tænker “aaaalt” for meget over det, hver gang han vil og skal noget uden dig.

Hvad ligger bag dine stærke følelser

Jeg vil prøve at skrive nogle input til dig ud fra det, du skriver. Jeg kender jo slet ikke noget til din forhistorie, og jeg ved heller ikke noget om, hvad der var svært for dig/jer i dit tidligere ægteskab. Jeg tror, at der sagtens kan være noget i din livshistorie og i dine tidligere livserfaringer og vigtige relationer, f.eks. i dit tidligere ægteskab, som “taler med” i de stærke følelser, du oplever, når din kæreste skal noget på egen hånd.

Hvis der er noget om dette, så tror jeg, at du vil kunne have stor gavn af at få kikket på noget her og at få arbejdet noget mere med, hvad det mon er i dine forhistorier og hos dig selv og i dit følelsesmæssige system, der aktiverer dine stærke følelsesmæssige reaktioner i forhold til din kæreste.

Du skriver meget nøgtern og forstående, at du godt ved, at han har brug for noget alenetid og at det er sundt og godt, at han har tid til interesser og at pleje venskaber. Og jeg formoder, at du “i fredstid”, når følelserne ikke kører af sted med dig, godt ved, at din kæreste faktisk elsker dig, og at han ikke har gang i at forlade dig. Det, som jeg lægger mest mærke til i din fortælling, er, at det er det “at blive ladt alene” og blive forladt for en stund, som er det sværeste for dig At det aktiverer alle de svære og ængstelige følelser, som skaber tankemæssigt kaos hos dig.

Det lyder til, at det faktisk ikke er bundet op på noget specielt, din kæreste gør/ikke gør (siger – ikke siger), når han skal af sted til et eller andet. Det lyder til, at det er selve det, at han tager hjemmefra og flytter sig selv væk fra dig – for en stund, som er rigtig svært, og som rammer dig. Jeg tror, som ovenfor antydet – at der måske er noget vældig sårbart og vigtig i din historik og i din livsvandring, som taler ret højt her. Hvad det specifikt kan være, ved jeg selvsagt ikke noget om. Det kan også være, at jeg tager helt fejl. Men – hvis du f.eks. har nogle stærke oplevelser af svigt eller af at blive forladt/glemt i tidligere forhold, f.eks. i dit tidligere ægteskab eller i dit barndomshjem eller andre vigtige relationer, så kan der sagtens være nogle følelsesmæssige stærke impulser, som sidder i dig, og som kan indhente dig, når din kæreste går ud af døren. Hvis det, at han ’bevæger sig ud på egen hånd’ vækker stærke
følelsesmæssige impulser af ’at nu bliver jeg dumpet’ – eller – ’nu forlader han mig helt’, så giver det god mening, at du kan blive så ramt. Følelser og følelsesmæssige impulser er ikke altid rationelle – men de er stærke, og de vil mødes, høres og tages alvorligt, også selvom de ikke har gang i en hverken særlig hensigtsmæssig eller ’nødvendig’ reaktion.

Jeg vil gerne ønske dig til lykke med, at du har et stærkt ønske om at gøre noget ved det her. For det er alt for hårdt for både dig og din kæreste at blive sendt ud i disse stærke følelser igen og igen. Jeg forestiller mig, at din kæreste også sagtens kan blive ramt af noget magtesløshed og noget ked-af-det-hed/sorg over, at du skal have det sådan, og at I havner i det samme – igen og igen. I længden vil det også kunne gøre ham træt og frustreret – og måske ramme ham med noget opgivenhed og dermed også blive en reel trussel for jeres parforhold.

Jeg vil gerne sige igen: Det er vigtigt, at du har et stærkt ønske om at gøre noget ved det her, og at du har en stærk ambition om at arbejde med det, som “rammer dig” i de svære situationer. Jeg hører bestemt ikke, at du er på jagt efter et svar, som placerer løsningen hos din kæreste. Jeg hører ikke, at du ønsker, at det er ham, der skal ændre noget – eller ændre adfærd. Tværtimod. Jeg fornemmer, at du faktisk rigtig gerne ville kunne være meget mere i ro med dig selv og dine følelser i forhold til at kunne give plads for, at din kæreste kan få mulighed for at lave gode og vigtige ting for sig selv og sammen med venner – uden at han skal få dårlig samvittighed over det. Det er med andre ord helt tydeligt, at du ikke ønsker at binde din kæreste på hænder og fødder. Jeg hører at du har et ønske om at kunne følelsesregulere de svære følelser hos dig selv, så de ikke løber af med dig og næsten pr. automatik sender dig ned i de svære følelsers og tankers sump. Det er virkelig vigtigt.

Det betyder dog ikke, at du skal kunne klare det her på egen hånd. Jeg tror, at det er super vigtigt, at din kæreste er helt med i din proces, og at han bakker dig op i det, som du dealer med. Pointen er: Du har brug for hans medleven og hans engagement i det, som DU skal have lært at være i på en ny måde. Og i den proces kan det sagtens være, at du får meget brug for, at din kæreste hjælper dig med at kunne få mødt de svære følelser i situationerne, så du meget bedre kan være i dem og deale med dem.

Nogle konkrete input

  • Jeg vil meget opfordre dig til at opsøge en god terapeut eller psykolog, som kan hjælpe dig med at få arbejdet med de svære følelser og de følelsesmæssige reaktioner og ’triggere, som du bliver så ramt af – næsten pr. automatik. Her handler det også meget om, at du får arbejdet med de svære følelsers historie i dit liv, så du kan få mere indsigt i, hvad det er, der kan være de bagvedliggende historiske ting, som er med til at aktivere din ængstelse for at blive forladt.
  • Snak med din kæreste om, hvad der kan være hjælpsomt for dig – i situationerne (men du kan først snakke med ham om det, når du selv bliver klar over, hvad der konkret kan være hjælpsomt for dig!) – så han kan agere og hjælpe til, uden at han kommer til at overtage ansvaret for dine følelser og hele reguleringen af dine svære følelsesmæssige forhold.
  • Snak med din kæreste om, hvad du finder ud af i dine samtaler med en terapeut/psykolog. Så bliver I begge klogere, og din kæreste får meget mere fast grund under fødderne til at kunne hjælpe dig i de svære situationer.

Overvejelser du kan gøre dig

  • Ud fra det, du skriver, har jeg en ide om, at det mest eller kun er i fritiden, du kan blive så ramt af forladthedsfølelser og ængstelser. Hvis jeg har ret i det: Hvad mon det er, der gør, at du ikke bliver så ramt, når din kæreste tager på arbejde? (Jeg går ud fra, at han og du tager på arbejde, og at I jævnligt faktisk adskilles fra hinanden af en arbejdsdag). Hvad mon det er, der gør, at du ikke bliver så ramt her – i forhold til, når det handler om fritid og fritidsgøremål? Hvad mon det er, der gør denne forskel?
  • I hvor høj grad tillader du dig selv også at pleje andre relationer, venskaber og interesser? Har du kapslet dig selv helt inde i tosomheden, sådan at du også bliver ængstelig, hvis du selv “forlader” din kæreste for en stund, eller er det okay for dig at blive adskilt fra ham, når det sker på dit initiativ? Det kan være en god øvelse for dig selv at være nysgerrig på, hvornår det er, du bliver ramt af ængstelsesfølelser og forladthedsfølelser, og især hvornår du ikke bliver det.
  • I hvor høj grad stoler du på din kæreste og hans loyalitet over for dig? Er der måske alligevel noget, som gør dig lidt utryg ved ham og på hans loyalitet og forpligtethed over for dig? Hvis der er det, hvor kommer det så fra? Hvad “lever det af”? Har du nok viden om, hvad det er han søger uden for jeres hjem og i andre relationer? Giver det nok mening for dig, det som du har fået forklaret af ham – eller mangler du at få noget mere forståelse i forhold til hans fritid?

Jeg vil endnu engang opmuntre dig til at gå i terapi med det, som du står med her. Jeg tror, det vil kunne være meget hjælpsomt både for dig og for din kæreste og for jeres parforhold. Det vil sikket også gavne dig i alle mulige andre slags relationer.

Jeg vil ønske dig alt godt i dine bestræbelser på at få taget noget tabt terræn i dit liv tilbage igen. For det er jo det, som det handler om: At kunne komme til at få noget mere fast grund under fødder, så ængsteligheden og frygten for at blive forladt ikke skal sidde så (og for) hårdt på dig og dermed på jer begge og jeres forhold.

Med venlig hilsen