Fanget i forholdet

Spørgsmål

Fold ud

Jeg skriver til jer, da jeg er i vildrede. Jeg er 32 år, gift og har to dejlige børn på 3 og 6 år med min mand. Vi har været sammen i 7 år, gift i snart 3. Sidste år købte vi hus, og nu sidder vi med børn, villa, to biler og i krævende jobs.
Mit problem er, at jeg aldrig rigtig har syntes, at min mand og jeg har passet sammen. Jeg blev gravid efter kun tre måneder, og da vi var forelskede på det tidspunkt, satsede vi og valgte at beholde barnet. Allerede efter et halvt år begyndte det dog at gå op for mig, at vi var meget forskellige på mange væsentlige områder. Jeg har ofte fortalt min mand, hvor ulykkelig jeg er, men han bliver panisk ved tanken om, at jeg går fra ham, og bryder grædende sammen, hver gang jeg nævner det. Han har sagt mange gange, at han vil arbejde på at forbedre vores samliv, men det holder aldrig mere end et par dage.

Jeg har ikke været rigtig glad i forholdet de sidste tre år, og da vi skulle giftes, havde jeg det helt forfærdeligt, fordi jeg følte mig så falsk. Alligevel gennemførte jeg, fordi jeg overbeviste mig selv om, at det var det rigtige at gøre, når nu vi havde et barn sammen og ventede et nyt. Nu er jeg nået til et punkt, hvor det piner mig dagligt, og hvor jeg ikke kan kende mig selv længere. Jeg elsker ikke min mand mere – i hvert fald ikke romantisk – og jeg bliver ofte sur og irriteret på ham over de mindste ting.

Jeg skammer mig sådan, for jeg har ikke lyst til at være på den måde, og jeg har ikke lyst til, at børnene skal se deres mor være så vred og ked af det, men jeg føler mig bare så håbløst fanget. Jeg har svært ved at overskue konsekvenserne af at forlade ham, fordi vi har så mange fælles forpligtelser, både økonomisk og familiemæssigt, men også fordi han bryder helt sammen og tigger mig om at blive for hans og børnenes skyld, selvom han ved jeg ikke elsker ham og at jeg er ulykkelig.

Nogle dage føler jeg vitterligt, at jeg bare venter på, at børnene bliver voksne og gælden betalt ud, så jeg kan tillade mig at flytte. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Er der overhovedet nogen udvej?

Triste hilsner,
Anna

 

 


Svar

 

Kære Anna

Når jeg læser dit brev, forstår jeg, at du (og din mand og børn) står i en svær situation. At der ikke ”bare” er tale om aktuelle og nyligt opståede problemstillinger, gør det ikke nemmere, og det gavner ikke at være bagklog eller at forsøge at foreslå lette løsninger.

Der er en del i dit brev, som rejser nogle spørgsmål, og hvis jeg havde haft en lidt større indsigt i noget af det, du beskriver, ville jeg måske bedre kunne give nogle mere specifikke råd. Fx i forhold til hvad du mener med, at I ikke passer sammen, og hvordan din mand forsøger at forbedre jeres samliv? Jeg vil alligevel prøve at komme med nogle overvejelser og tanker, og jeg håber, at de kan blive til lidt hjælp for dig/jer.

Forskelligheder i parforholdet

I udgangspunktet kan det ofte være svært at se, hvordan en mand og en kvinde i det hele taget skal kunne passe sammen, for vi er to forskellige køn i krop og sind. Der er nok nogle kvinder og mænd, som ”ligner” hinanden mere i sind end andre, men om det skulle være en fordel i et parforhold, er jeg ikke sikker på. Så generelt må vi nok være indstillet på at være åbne, nysgerrige, undrende, spørgende og overbærende i forhold til ”modparten” i stedet for at blive frustrerede over, at den anden er så anderledes.

Forskellige opvækstforhold og forskelligt temperament kan ofte give forhindringer i forhold til at møde den andens ”anderledeshed”. Og undren, nysgerrighed og overbærenhed kan i stedet blive til irritation, frustration, vrede og tristhed. Og det bliver så ikke nemmere, hvis den ene eller begge ikke ønsker eller tør begynde at arbejde med noget af det, som begrænser nærhed og udvikling i forholdet.

Vi er ofte også forskellige i forhold til, hvilke forventninger og behov vi har brug for at få opfyldt for at føle os elskede. Så hvis vi ikke får det klarlagt – og hele tiden er bevidste om det og villige til at handle efter det – er det nemmest at ”give” det, vi selv har brug for i stedet for at møde den andens behov.

Der kan også være tale om forskellige forventninger til det seksuelle samliv, som kan give tanker om, hvorvidt man passer sammen, og her er der ligeledes brug for tryghed, nærhed og samtale, så begge bliver bedre til at møde hinandens glæde og behov.

Uholdbar situation

I jeres forhold er der tale om, at I meget hurtigt gik fra at være nyforelskede til at overveje og tage ansvar for et barn. I har ikke haft en længere periode, hvor I kunne nøjes med at udforske hinanden, nyde friheden og finde ud af, om I havde de samme forventninger til forholdet og hinanden. Og ikke længe efter har I ”bundet” jer yderligere til hinanden i form af ægteskab, et barn mere, hus og dermed følgende økonomiske forpligtelser. På den baggrund forstår jeg godt, at du igennem en lang periode har oplevet, at du nærmest er fanget i en fælde, som du gennem længere tid har brugt mange kræfter på at overveje, hvordan du kan slippe ud af.

Og situationen, som den er nu, er uholdbar for både dig og din mand. Han er utryg og bange for, at du vil forlade ham, og du føler dig falsk og skammer dig over dine reaktioner, mens du oplever, at kærligheden er ved at uddø. Du har tydeligvis haft mange tanker om de negative konsekvenser, det vil have, hvis du vælger skilsmisse, og indtil nu er du blevet, fordi forhindringerne har syntes for store og uoverskuelige, og fordi du ikke har ønsket at gøre din mand ondt. Men som du selv oplever det, kan du ikke fortsætte på denne måde. I er begge ulykkelige, så I er nødt til at finde en anden vej.

Opsøg hjælp

Du kan bestemme dig til at gå, og det vil måske betyde en stor lettelse for dig, men der vil ikke være nogen garanti for, at du bliver mere lykkelig i det lange løb. Så inden du evt. træffer en endelig beslutning, vil det give mening at søge yderligere hjælp enten alene eller sammen med din mand hos en god familieterapeut/psykolog.

Der er også en anden mulighed frem for skilsmisse eller at leve videre og være ulykkelig: At du sætter viljen ind på ville elske – igen. Og jeg tror på og ved af egen erfaring, at det kan lade sig gøre at genskabe kærligheden, hvis begge er villige til at arbejde på det. Ikke som en prøve, men som en gentagelse af det løfte man gav, da man blev gift. Der er brug for tryghed, tid og åben og ærlig kommunikation, og din mand må have mod til at rumme dig og dine følelser og spørge ind til, hvad du har brug for i stedet for at tigge dig om at blive. I må tale om, hvad I hver især har brug for fra den anden og at forsøge at gøre noget godt for hinanden. Ofte er det sådan, at man bliver mere glad for den, man gør noget godt for.

I jeres situation vil jeg foreslå, at I sammen (og så hurtigt som muligt) bestemmer jer til at følge et PREP-kursus, som udbydes gratis i rigtig mange kommuner. Her tages der fat i de helt grundlæggende problemstillinger i de fleste parforhold, og der gives redskaber til konfliktsituationer og opbyggelse af nærhed og kærlighed.

Når det gælder vores arbejde, er vi indstillet på at lære nyt, videreudvikle os og overkomme frustrationer. Når det gælder parforhold og ægteskab forventer vi, at det skal blive bedre og bedre – helt af sig selv. Det sker sjældent. Og hvis vi ikke selv har redskaberne til at genopbygge, har vi brug for hjælp fra ”håndværkere”. Det kan være en parterapeut, et par-kursus eller lignende. Og det er ikke et svaghedstegn; tværtimod. Det betyder ikke, at alt derefter bliver godt. Der vil stadig være tilbagefald til gamle mønstre, frustrationer og irritationsmomenter og behov for overbærenhed og tilgivelse, men det er det værd at kæmpe – sammen. Både her og nu og på lang sigt. Det håber jeg for jer begge – og jeres børn – at I vil opleve.

Mange hilsner
Inge Bøgel Lassen

P.s. Jeg har lige skrevet en ny bog, som handler om nogle af de problemstillinger, du skriver om. Du/I kan måske have glæde af at læse den. Den hedder ”Brud”.

Jeg vil også varmt anbefale ”Kærlighedens 5 sprog”, som er skrevet af Gary Chapman