Et turbulent parforhold

Spørgsmål

Fold ud

 

Kære brevkasse.

Jeg skriver, fordi jeg mentalt et brugt, og aner ikke mit levende råd! Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i 8 år, sammen har vi et barn på et par år.

Vores forhold har altid været lidt turbulent, gode og dårlig perioder. Inde vi fik vores barn lavede jeg alt huslige (vi boede i lejlighed), og efter vi fik vores barn og flyttede i hus laver jeg stadig alt. Dog er jeg begyndt at forlange mere af ham rent husligt, social med min familie, og ude i haven og selvfølgelig bruge kvalitetid med vores barn. Alt dette er et problem for ham. Jeg indrømmer gerne, at han i perioder ofte putter vores barn men, det er det! Han sidder altid i sofaen og brokker sig over, at jeg brokker mig over, at han skal igang istedet for bare at sidde i sofaen og se fjernsyn fra han kommer hjem fra arbejde, til han går ind og putter vores barn.

Han er begyndt at snakke utroligt hårdt til mig og vores barn. Han er generelt begyndt at være ubehagelig i hans måde at snakke på og i hans stemmeleje, og det ender i diskussioner, hvor vi begge snerrer og bliver personlige over for hinanden, alt imens vores barn hører på det! Ikke af vores barn er påvirket af det endnu, men forsætter det, bliver det!

Jeg har snakket med ham om, at hvis det ikke bliver bedre imellem os, bliver vi nød til at gå fra hinanden! Til dette svarer han, det kun er ham, der skal blive bedre, og hvis han ikke gør alt, hvad jeg siger, er det ikke godt nok for mig. Vi har haft gode dialoger om dette, men der sker sjældent noget, og hvis der gør, går der ikke længe, før alt er som det var inden.

Han siger jævnligt, han vil slå mig eller vores barn ihjel i vrede! Han siger også, han aldrig vil lade os være, hvis jeg går fra ham!

Jeg er begyndt at blive bange for ham, på mine og vores barns vegne ! Desværre har vi taget nogle dumme lån, som står i mit navn! Og hvis jeg går fra ham rent økonomisk, kan jeg ikke stå alene. Lige nu holder jeg ud af økonomiske grunde. Vi er først færdig med at betale lånet af om nogle år, men jeg ved ikke, om jeg kan leve så længe under de her forhold!

Hjælp! Hvad kan jeg gøre?

 


Svar

Hej Kære Brevskriver.

Jeg kan godt forstå dig, når du indleder dit brev med at skrive, at du er mentalt brugt. Du har meget at se til og mange tanker og følelser at forholde dig til.

8 års parforhold bag sig, et barn på et par år, et hus samt andre økonomiske forpligtigelser sammen er ting, som ikke gør det nemt at forlade en kæreste. Som jeg forstår det, du skriver, så virker du til at have besluttet dig for at forlade din kæreste og far til dit barn. Du skriver, at du lige nu holder ud i relationen pga. nogle økonomiske årsager, men som du også skriver, så er din kæreste begyndt at opføre sig ubehageligt over for dig, og han siger, at han ikke vil lade dig og dit barn være, hvis du går fra ham.

Det er svært ud fra et enkelt brev at vurdere særligt meget om jeres situation, og den bliver jo også kun fremlagt fra din synsvinkel. Havde din kæreste skrevet et brev ind, hvad mon der så havde stået i det brev? Når det så er sagt, så synes jeg, at der er flere røde alarmklokker, der ringer, når jeg læser dit brev. Jeg kan sagtens forstå, hvis summen af alle problemerne er ved at få det hele til at kamme over for dig.

For det første skriver du, at du er bange for din kæreste, og at han ”jævnligt” siger, at han vil slå jer ihjel. Dette er for mig at se fuldstændigt uacceptabelt adfærd fra din kærestes side, om han så mener det eller ej. Jeg kan sagtens forstå, at du kan føle dig utryg, og min anbefaling er klart, at hvis ikke han stopper med den slags trusler øjeblikkeligt, så skal du ikke bruge mere af din tid på ham. INGEN fortjener at leve i et forhold, hvor den slags trusler finder sted.

For det andet giver du udtryk for, at det er af økonomiske årsager, at du bliver sammen med ham. Det er på ingen måde en god primær årsag til at være i et parforhold. Det er mit indtryk, at vi i Danmark har et godt socialt sikkerhedsnet, som kan være med til at hjælpe dem, som har behov for det. Det må du kunne undersøge med nogen fra din kommune eller noget. Jeg er sikker på, at du kan få den økonomiske hjælp, du trænger til, så du ikke behøver at være i et usundt forhold, fordi du er økonomisk afhængig af det. Det kan godt være, at det bliver en strammere økonomisk situation for dig og dit barn, men nogen ting er vigtigere end god økonomi.

For det tredje så virker det til, at dig og din kæreste har forskellige opfattelser af, hvad I hver især skal bidrage med for at få et familieliv til at fungere. Et parforhold, og særligt et med børn, kræver, at man indgår en masse kompromisser, hvis man skal have dagligdagen og romantikken til at lykkes. Måske har I aldrig rigtig fået forventningsafstemt jeres roller i parforholdet med hinanden, og det bider jer i halen nu? Det kan godt være, at du har en idé om, hvad en partner skal gøre og deltage i af aktiviteter i et forhold, men hvad hvis din kæreste har nogle andre forventninger? Har I snakket om dem før? Du fortæller, at I har mange snakke, som aldrig giver nogle ændringer, og din kæreste er træt af, at det hele tiden er ham, som skal forbedre sig. Hans modvilje mod at forbedre sig kunne godt tyde på, at han ikke mener, at han gør noget forkert. Måske er hans forventning, at han har lov til at overlade det huslige til dig, fordi han f.eks. går på arbejde osv.? Den forventning har han jo lov til at have, også selvom du synes, det er en forkert forventning, men min pointe er bare, at du ikke kan regne med, at han ændrer på sin opfattelse/forventning. Hvis I ikke kan finde ud af at forene jeres forventninger til hinandens roller i parforholdet, så tror jeg også, at I er bedre tjent med at være hver for sig, for ellers bliver det en kamp for jer resten af livet, hvor måske den ene af jer kommer til at gå mere på kompromis, end I har lyst til.

Jeg kan sagtens forstå, at det kan være drænende at gå og forvente en forandring, som aldrig kommer. Jeg tror, du skal tage den manglende komme af forandring som et tegn på, at den ikke kommer fra din kærestes side. Hvis du vil have forandring, må du skabe den selv. Og hvis din kæreste ikke vil være med på den forandring, som du ønsker, så må forandringen blive uden ham.

Jeg vil gerne lige slutte brevet af med en bøn til dig om at tage din utrygsfølelse alvorligt. Dødstrusler er ikke noget, man skal tage let på. Det skal man slet ikke finde sig i, især ikke i sit eget hjem fra en som burde være den, man var allermest tryg ved i hele verden. Der findes krisecentre rundt omkring i landet, som er udrustet til at hjælpe kvinder, der ønsker at komme væk fra deres mænd, men som er bange for, hvad disse mænd kan finde på at gøre, hvis det sker. Så en opfordring herfra til at søge hjælp, der hvor den er at få.

Alt godt til dig.

Vh