Er vi forkerte for hinanden?

Spørgsmål

Fold ud

Hej

Min kæreste og jeg har været sammen i 2,5 år og bor sammen. Jeg flyttede direkte fra mine forældre, på højskole, og så hjem til min kæreste, hvilket jeg til tider har været frustreret over, fordi jeg føler et behov for at være alene og ikke hele tiden skulle tage hensyn til andre mennesker.

Min kæreste og jeg har i flere omgange været tæt på at gå fra hinanden og har også i en periode boet væk fra hinanden. Vi har haft svært ved at være enige om arbejdsfordelingen i hjemmet og hvem køber hvad… Det har tit gjort mig ked af det, at fordi han tjener fleste penge, jamen så mener han, at det er ham der i sidste ende bestemmer.

Jeg kommer fra en familie, hvor mine forældre har været meget lige, hvorimod han kommer fra en familie, hvor hans mor stod for hjemmet, og hans far tjente pengene.
Jeg har ingen interesse i at leve mit liv sådan, og jeg tror lidt, min kæreste havde forventet, at jeg ligesom hans mor skal have maden klar på bordet kl. 18….

Jeg har et temperament og kan til tider gå fra 0-100 på meget kort tid. Det sker oftest, når jeg føler mig presset, eller jeg føler, min kæreste overskrider mine grænser.
Et eksempel på dette var, da jeg havde inviteret til fødselsdag for mine venner, og en dag så invitere min kæreste én af hans venner med til fødselsdag, foran mig.. Jeg bliver paf, men siger høfligt, at ja han kan da bare kigge forbi.
Jeg følte, det var enormt respektløst af min kæreste at gøre uden at spørge mig. Jeg havde i forvejen skåret nogle af mine egne venner/bekendte fra på grund af pladsmangel.
Min kæreste havde svært ved at forstå, hvorfor der var så slemt, men det er sådan at sidste år inviterede han (igen uden at spørge) sine forældre og lillebror med til min familiefødselsdag.
Jeg føler mig enormt respektløst behandlet, fordi han ikke respekterer, jeg ikke er så cool med de ting, som han måske ville være, og da det så skete igen, så flød bægeret over.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere, for jeg synes, jeg har givet ham mange chancer… Tit tænker jeg også, at måske vi bare ikke passer sammen, fordi vi i så mange situationer går skævt af hinanden, og jeg har ligeledes også svært ved at forstå ham nogle gange.

Så mit dilemma er lidt, om jeg skal blive ved med at kæmpe og håbe det bliver bedre, eller om jeg skal erkende, at det bare ikke skal være os.

Tak på forhånd.

Vh. Den fortvivlede


Svar

Kære “den fortvivlede”

Når jeg læser dit brev, er det tydeligt, at du igennem længere tid har levet med spørgsmålet, om du skal blive ved med at kæmpe i og for et forhold, som du oplever mange frustrationer i.

I har været sammen i 2 ½ år og bor i din kærestes lejlighed. I flere situationer er I uenige i forhold til penge, indkøb, arbejdsfordeling og invitationer og samvær med jeres individuelle venner og familie. Du oplever dig mindreværdig, fordi din kæreste tjener flere penge end dig og synes, at han handler efter det. Og fordi du synes, at jeres arbejdsfordeling er skæv.

Du fortæller ikke, hvordan I ellers har det sammen, hvordan dine følelser er for ham, og om din kæreste giver udtryk for, at han elsker og værdsætter dig. Men hvis I begge har et ønske om at blive sammen, er det vigtigt, at I får talt grundigt sammen om de tanker, du går med. Og hvordan I hver især forestiller jer fremtiden, hvis I skal være sammen.

Når man bor sammen uden at være gift, har man ikke lovet at blive sammen – i medgang og modgang, og det kan godt påvirke et parforhold, hvis man ikke har den samme vilje til at kæmpe for at blive sammen på trods af forskelligheder, kampe og vanskeligheder.

Samtidig kan det også betyde, at man i både tanker og handling opererer mere med ”dine og mine” end med ”vores”; fx i forhold til penge, venner og familie, og det kan også give anledning til sammenstød.

Jeres forskellige familiebaggrunde har været med til at forme de forventninger, I er gået ind i parforholdet med, og det er helt naturligt, men I har brug for at finde ud af, hvordan jeres fælles liv skal leves. Og her er der behov for, at I kan lytte fordomsfrit til den andens ønsker, men også at I begge er villige til at give afkald på nogle af jeres egne ønsker for at styrke parforholdet og undgå en masse sammenstød.

Det kan godt være svært at tage hul på sådan nogle samtaler, hvis man i forvejen er irriteret på hinanden, hvis man har prøvet det før, uden at der kom noget godt ud af det, eller hvis man hver især har en urokkelig forestilling om, hvad der skal komme ud af det. Så det er vigtigt og altafgørende for resultatet, at begges udgangspunkt er nysgerrighed, positiv undren og et oprigtigt ønske om at lære den anden bedre at kende.

Hvis det ikke lykkes, men I begge stadig har et ønske om få det bedre sammen, så vil jeg anbefale, at I får hjælp til samtalerne. Det kan I fx få på et PREP-kursus, som tilbydes mange steder i landet. Her bliver de emner, som du/I kæmper med, taget op, og I lærer forskellige måder at kommunikere på, så det bliver nemmere at komme frem til fælles beslutninger.

Du fortæller, at du har brug for at være mere alene og ikke hele tiden være nødt til at tage hensyn til andre mennesker. Sådanne tanker kan godt hænge sammen med dine frustrationer over parforholdet, men det kan også være, at det er fordi, du ikke har haft tid og rum til at finde ud af, hvem du selv er, og hvad dine behov og ønsker er. Det kan din kæreste måske hjælpe dig med, ligesom han måske også kan hjælpe dig til at få mere ”alenetid”, men du kan også have glæde af at tale med et andet menneske om det.

Jeg håber, at du kan få taget hul på en god samtale med din kæreste, så du ikke skal gå med alle de svære tanker alene. Og hvis I ikke skal være sammen fremover, vil det være godt for jer begge, hvis det er noget, I kan blive enige om i fællesskab. Det kan samtaler og/eller et PREP-kursus også hjælpe jer med.

Jeg ønsker dig alt godt fremover.

Mange hilsner