Er jeg gift med den forkerte?

Spørgsmål

Fold ud

Hej.
Jeg har været gift med min mand i snart 7 år. Vi har en dejlig lille datter. Vi bor på et nedlagt landbrug i dejlige omgivelser.
Jeg skriver til dig, fordi jeg bliver ved med at få tanker om, at min mand og jeg slet ikke burde være sammen. At vi ikke passer sammen, og at der måske findes en anden mand derude, som ville passe meget bedre sammen med mig. Det plager mig – for jeg lægger normalt låg på følelserne, men nogle gang bobler det bare op, og jeg kommer til at sige det og gøre ham ked af det.
Da vi var kærester, var jeg faktisk også ofte i tvilv, om vi var rigtige for hinanden. Jeg var ude at rejse i 4 mdr., hvor jeg faktisk ikke savnede ham, men af en eller andn grund gjorde jeg det ikke forbi. Mens vi planlagde brylluppet, fik jeg kolde fødder og ville holde en pause, men han sagde, at han ikke ville have andre end mig, og så overgav jeg mig aligevel og vi blev gift.
Inderst inde ville jeg nok bare ønske, at han var mere som min far – mere en soulmate. Jeg har altid været meget nært knyttet til min far – vi tænker meget ens, og jeg ser op til ham og lytter meget til ham. Min far er en type, som tænker sig om – han er opmærksom, betænksom og velovervejet.
Min mand er bare så anderledes. Han er spontan, uovervejet, drømmer stort men ikke altid realistisk, er ikke ret god til at lytte efter. Og måske er det vores forskellighed, der gør, at vi bare kommunikerer så dårligt. Jeg oplever, at min mand ikke ser eller hører mig rigtigt. At han dybest set ikke forstår og respekterer mig. At han ser sin idé om mig, i stedet for rigtigt at se mig. Og det gør, at jeg kan føle mig meget ensom og trist. Feks. har jeg af og til sagt til ham, at det ville gøre mig meget glad, hvis han gav mig en buket blomster. Men han køber altid et bundt røde roser fra Statoil i stedet for at overveje, hvad der mon kunne gøre mig glad. Og så synes jeg nogle gange, han er vattet – hvis jeg er ked af noget eller konfronterer ham, siger han ingenting eller taler mig bare efter munden. Jeg bliver af og til flov over ham, fordi han kan være så uovervejet og sige dumme ting. Vi har aldrig haft et særlig aktivt fungerende sexliv og min man d bebrejder mig det nogle gange, men tager heller ikke selv initiativ. Jeg har nok en del forventninger til ham, men i stedet for at lytte, lukker han helt af og opfatter det som kritik. Og så oplever jeg, at det er svært bare at tale om hverdagsoplevelser, fordi han bare siger ja og nå, uden at bidrage med egne tanker. Nogle gange er det som om, han går helt i stå, og det generer mig.
Vi har også det problem, at der altid er arbejde, der skal gøre på den lille gård, så vi er rigtigt dårlige til at prioritere tid sammen.

Mit spørgsmål er: ville vi kunne have gavn af par-terapi eller er det nærmere mig, der skal arbejde med mig selv, tror du? Jeg vil ikke have, at vores datter skal være skilsmisse-barn, men nogle gange føler jeg, at jeg spilder min tid.Jeg har lyst til at lave min mand helt om, og det er han ikke rigtigt med på:-)
Hilsen S

Svar

Kære ‘S’

Tak for din henvendelse til brevkassen. Jeg vil dele nogle tanker med dig, som jeg håber kan blive til hjælp for dig.

Jeg ønsker ikke et skilsmissebarn
Din overskrift lyder ‘Er jeg gift med den forkerte?”

Det er jo et ubehageligt spørgsmål at konfrontere sig selv med, efter 7 års ægteskab og efter at være blevet mor, tænker jeg. Spørgsmålet kunne også formuleres som “Bygger hele vores lille familie på et forkert grundlag?”. Jeg forstår godt, at spørgsmål af denne art er vanskelige at tumle med alene.

Du afslutter med at skrive, at du ikke ønsker, at jeres datter skal ende som skilsmissebarn. Det tager jeg som en tilkendegivelse af, at du er indstillet på at gøre et stykke arbejde for, at I på en eller anden måde kan få det bedre sammen, din mand og du.

Som jeg ser det, er du lige nu er i spændingsfeltet mellem en erkendelse af, at det I har sammen ikke er ret godt og en beslutning om, at løsningen ikke er, at smide det væk, som i trods alt har.

Og det rejser jo så de spørgsmål, som du stiller: Hvad skal der til, for at forandre den nuværende situation? Kunne parterapi være en mulighed?

Om at være forkert eller gøre forkert
Du beskriver flere forskellige problemstillinger i jeres parforhold:

  • Dårlig kommunikation
  • Utilfredsstillende sexliv
  • Ikke tid til hinanden

Hvis du også havde nævnt uenighed om børneopdragelsen, var vi hele vejen rundt i de klassiske parproblemer, jeg ofte støder på. Med andre ord: Meget af det du beskriver, er helt almindelige parproblemer, som det er muligt at arbejde med og gøre noget ved.

De ting jeg nævner ovenfor drejer sig om handlinger. Dvs. det er ting, som I som par ikke er gode til at gøre sammen. Som jeg læser dig, ligger der også noget andet i jeres forhold, som handler om hvem din mand er. Det sætter du blandt andet ord på til sidst, hvor du skriver, at du har lyst til at lave din mand om.

I mine øjne er der forskel på at gøre noget forkert og uhensigtsmæssigt og så det at være forkert. Jeg får det indtryk, at du synes, at din mand ikke bare gør forkert, men grundlæggende er forkert (på nogle punkter i hvert fald).

Svært ved at rumme forskellighed
I mange forskellige sammenhænge i livet, kan vi få den tanke om andre mennesker, at det ville være rart, hvis de ikke var ‘sådan’ som de er – hvis de var anderledes. Når vi får den slags tanker, behøver det ikke nødvendigvis at være fordi, at de er onde mod os eller gør os noget, helt konkret. Nogle gange bliver vi bare provokeret af deres væremåde. Vi kan synes de er blærede, dumme, fjollede, indelukkede og alt mulig andet, uden de egentlig har gjort os noget. Det vi bliver konfronteret med her, er vores egen personlige mangel på rummelighed i forhold til andre mennesker. Vi bliver konfronteret med, at mennesker, der har en natur eller et temperament, som adskiller sig meget fra vores egen, kan være vanskelige at acceptere.

Hvad kan man gøre?
I mine øjne er der forskellige former for udfordringer for dig, som kræver forskellige løsninger.

De ting du nævner vedrørende kommunikation, sexliv og tid til hinanden er ting, der kan arbejdes med i f.eks. parterapi. Forudsætningen for at det kan lykkes er, at begge parter ser, at der er brug for at arbejde med noget og at begge er indstillet på at gøre det arbejde, der skal til.

Den anden del, som handler om din manglende accept af, hvem din mand er, tænker jeg er noget, som du måske kunne få hjælp med i individuel terapi og måske var det der, du skulle starte.

Individuel terapi kunne være en god start
Jeg tror det kunne være godt for dig at snakket med en anden, om den situation du er i. Problemstillingerne du lægger frem her er for store og for mange til, at du for alvor kan få hul på dem, ved at modtage et svar her fra brevkassen. Du har brug for at kunne sidde over for en anden og være i dialog, tænker jeg. Derfor er jeg tilbageholdende med at give dig konkret vejledning ud over, at jeg synes du skulle komme i gang med et personligt samtale forløb.

Det kan sagtens vise sig, allerede ved den første samtale, at vejen frem er parterapi. Så er det den vej du skal gå. Det kan også vise sig, at du personligt skal arbejde med nogle ting en periode, for at blive mere afklaret. Så er det vejen frem.

Med andre ord: Tag situationen alvorlig, begynd med dig selv og lav en aftale med en terapeut. Det vigtige lige nu er, så vidt jeg ser det, at du tager dig selv alvorlig og at du handler på det du mærker. Jeg tror det er første skridt til at skabe en positiv forandring i jeres forhold. Hvad de næste mange skridt skal bestå i, vil åbne sig undervejs i processen. Det vil være umuligt for både dig og alle andre at vide noget om på forhånd. Derfor er det med bare at komme i gang og se, hvad der så kommer til at ske.

Jeg ønsker for dig, at du må have modet til at tage dette første skridt.

De bedste hilsner