Er i tvivl om jeg skal slå op og
hvordan jeg kan gøre det

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej. Jeg er tvivl, om jeg skal gør det forbi med min kæreste, og hvordan jeg skal gøre det.

Min kæreste og jeg har været sammen i 7 år og boet sammen i 6 år. Vi er meget forskellige og har forskellige værdier. Jeg har længe prøvet at finde mig i hans måde at være på, og prøvet at rette mig ind og få det til at fungere. Min kæreste har svært ved at kommunikere, og han giver mig sjældent komplimenter. Når vi skændes bliver han agressiv, og kalder mig grimme navne, som sårer mig dybt. Dette har jeg fortalt ham, men det fortsætter. Jeg har to gange forsøgt at forlade ham, da jeg ikke synes, at det fungerede, selvom vi har haft nogle lykkelige stunder sammen. Men jeg er kommet tilbage til ham, da jeg var i tvivl, og ville prøve at løse problemerne. Hver gang jeg kom tilbage, havde vi lange samtaler omkring, hvordan vi kom videre og det har hjulpet lidt, at han ikke drikker så meget mere. Men der er alligevel en afstand og mur i mellem os. Når han er væk, savner jeg ham ikke, og når han er her, bruger jeg tiden på medierne og det samme gør han.

Nu står jeg i den situation, at jeg kom tilbage til ham, nok mest fordi at hans bedste ven døde samme, dag jeg flyttede ud, og jeg ville prøve at holde fast i de gode minder. Men jeg kan ikke glemme alle de dårlige ting han har gjort/sagt til mig de sidste 4 år og jeg har svært ved at finde ud af, om jeg vil være i dette forhold længere. Mine følelser ikke rigtig tilstede, og jeg ser ikke en fremtid for os.

Det er en uge siden jeg kom tilbage til ham, og han havde ændret sig lidt, men jeg har stadig paraderne oppe i forhold til at komme tæt på ham igen, og er egentligt gået hen og blevet ligeglad – forstået som at jeg ikke længere har følelser for ham.

Men hvordan kan man slå op med en, der er i sorg over en vens død? På en god måde?

Svar

Hej

Tak for dit spørgsmål til brevkassen, der beskriver din tvivl om, hvorvidt du skal gøre det forbi med din kæreste eller ej. Du skriver – at du på den ene side har svært ved at finde ud af, om du vil være i forholdet længere, og på den anden side er der mange ting i dit brev, der indikerer, at du ønsker at komme ud af forholdet. Jeg læser, ud fra det du skriver, at der er forskellige grunde til, at du ikke ønsker at være i relationen længere.

Du har længe prøvet at finde dig i hans måde at være på; han kan blive aggressiv, kalde dig grimme og sårende navne, og du beskriver, at han ikke længere drikker så meget mere. Jeg tænker, om du her mener – at han har haft et overforbrug af alkohol. Alt sammen lyder hårdt og kan måske også opleves nedbrydende for dig, når du bliver behandlet og tiltalt på ubehagelige måder.

Det lyder til, at du i mange år har ”taget” imod og affundet dig med at blive behandlet på den måde. Måske er det, du mærker nu, at din grænse er nået for, hvad du vil byde dig selv. Jeg vil opfordre dig til, at lytte meget opmærksomt til dig selv og tage dig selv seriøs.

  • Hvad er det, du gerne vil med dit liv?
  • Hvordan vil du tillade andre at behandle dig?
  • Hvilken fremtid ønsker du for dig selv?
  • Er det et liv, som du har nu eller kunne det se anderledes ud?

Det er generelt vigtigt at stoppe op engang imellem og stille sig selv spørgsmål som disse blandt mange andre spørgsmål, for at tjekke og mærke efter hos sig selv – om man følger de værdier, der er vigtige for en, og om man er på det spor i sit liv, man ønsker sig. Du skriver, at du ikke savner ham, når I er fra hinanden, og når I er sammen er der følelsesmæssig afstand imellem jer.

Måske har du for lang tid siden taget et valg om at forlade ham, men det har gjort det svært for dig, nu hvor din kæreste har mistet sin bedste ven. Jeg forestiller mig, at der kan være følelser som skyld, skam og dårlig samvittighed involveret, når du tænker på at slå op med ham. For hvordan slår man op med et menneske, der er i sorg – på en god måde?

Som udgangspunkt vil der ikke være en perfekt måde at slå op på – hvis man gerne vil undgå at såre og gøre den anden ked af det. Og det kan være rigtig svært for os mennesker, hvis vi er med til at andre bliver sårede. I din situation, er din kæreste i forvejen et meget sårbart sted, da han lige har mistet sin ven. Det kan forståelig nok være en ekstra udfordring at skulle slutte forholdet til ham.

Uanset, hvornår i livet din kæreste ville miste sin bedste ven – eller en anden person i sit liv, skulle han selv bære sin egen sorg over tabet. Forstået på den måde, at selvom man har mennesker tæt omkring sig til at støtte og bære med i en krisesituation, er det i sidste ende kun en selv, der kan bearbejde sorgen og tabet. Det er en tung og smertefuld byrde, som vi på mange måder står alene i. Det betyder ikke, at vi ikke har brug for andre mennesker til at være der for os – det kan være lindrende og betydningsfuldt, og det kan være enormt afgørende for ens sorgproces, hvorvidt man har nogen at dele sin sorg med.

I din situation vil jeg dog minde dig om, at du ikke har ansvaret for din kærestes sorg over tabet af sin ven. Du er fri til – ikke at være den, der støtter og bærer med, hvis du vælger at stoppe jeres forhold.

Som sagt, er der ikke en perfekt måde at slå op på, men det bedste du kan gøre, er at holde tingene på din egen banehalvdel. Forstået på den måde, at du måske kan fortælle ham, hvad det gør ved dig at være i forholdet, og hvordan det påvirker dig, at være i relationen med ham. Du kan vælge at dele med ham, hvilke tanker, overvejelser og evt. beslutninger du har taget for dit eget liv – om han så bliver en del af det eller ej.

Jeg håber for dig, at du kan tage et valg, hvor du er tro mod dig selv. Hvis du har brug for mere sparring omkring din situation, kan du ringe til vores gratis telefonrådgivning, hvor du helt anonymt kan tale med en psykolog eller parterapeut.

Jeg ønsker dig det bedste.

Venlig hilsen

Line Elkjær Kristensen, Psykoterapeut

Se også: