Er det nu, jeg skal gå?

Spørgsmål

Fold ud

 

Kære brevkasse.

Jeg er en fortvivlet 27 årig pige, som ikke aner, hvad jeg skal gøre mere.

Jeg har været sammen med min mand i 9 år, 3 år som gift. Sammen har vi et barn. Jeg er simpelthen kommet dertil, hvor jeg ikke ved, om jeg skal smide håndklædet i ringen, og sige det var det.

Jeg kan for det første slet ikke med min svigerfamilie. De kan sidde og svine mig til – og min mand er som en lille hundehvalp overfor dem. Han gør intet. 70% af gangene vi er sammen med dem, græder jeg enten på toilettet, eller når vi kommer hjem. Min mand og jeg skændes efter hver gang, vi har været sammen med dem. Det slider mig op! Og lige meget hvad jeg siger til min mand, så gør han intet. Sexlivet mellem os har nået bunden, eller har den været i flere år. Han tænder mig ikke mere, altså som i overhovedet ikke. Jeg væmmes ved ham!

Derhjemme får vi tingene til at fungere. Altså, vi har et “praktisk” godt forhold. Vi kan dog godt hygge som “venner”, men ikke mere end det..

Vi har været ved at gå fra hinanden flere gange, men jeg overvejer virkelig om det skal være nu? Problemet er bare, at vi har barn, hus, bil osv. osv. Og er græsset grønnere på den anden side?

Det er rigtig hårdt for mig at gå og være trist, når jeg normalt er en humørbombe uden lige.

Vi vrisser af hinanden hele tiden, vender øjne, kommer op at diskutere om det mindste latterlige. Hvornår ved man, at man skal stoppe? Jeg kan jo ikke forestille mig et liv uden ham, nok mest fordi han har været i mit liv så længe. Og samtidig kan jeg slet ikke se mig selv med ham resten af mit liv, overhovedet!

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv…

 


Svar

Kære du!

Mange tak for din henvendelse! For det første har jeg lyst til at sige, at jeg godt forstår din fortvivlelse, og jeg er helt med på, at noget må gøres, så du ikke skal gå og være trist, når du normalt er en ’humørbombe uden lige’. Jeg har samtidig en fornemmelse af, at du stadig har et håb om, at der kan gøres noget for at redde forholdet, når du har henvendt dig til os. Jeg kan og skal ikke tage nogen beslutning for dig, men jeg vil dele nogle overvejelser, som jeg håber, du kan bruge.

Du starter med at nævne dine udfordringer med svigerfamilien, og hvordan de ligefrem sviner dig til foran din mand. Det lyder virkelig ubehageligt! Du siger, at din mand og du skændes hver gang, I har været sammen med dem, og at uanset hvad du siger, så gør han intet ved det. Jeg tænker, at I begge er meget følsomme, når I lige har været sammen med dem, så en idé kunne være at undgå snakkene i øjeblikket og aftale at snakke om det dagen efter i stedet.

Det er et følsomt emne for jer begge, men I kan prøve at aftale nogle regler for samtalen i forvejen. For eksempel at I ikke må hæve stemmerne, at I ikke må afbryde hinanden, at begge skal have taletid, og at I må kalde en time-out, hvis det bliver for meget, og I lige skal have samlet tankerne igen.

Jeg overvejer, hvad det er, der stopper din mand fra at forsvare dig, når I er sammen med hans familie. Jeg tror, at mange har svært ved at ”rette” på deres forældre, selvom de ikke længere er børn. Det kræver en forståelse for, at det ulige forhold, der kendetegner forælder/barn, udskiftes med en ligeværdig, voksen relation. Hvad tror du, der stopper ham fra at hjælpe? Du kan prøve at spørge ham, om han synes, de behandler dig med respekt.

Du skriver, at jeres sexliv har nået bunden, og at han overhovedet ikke tænder dig længere. I har været sammen i 9 år, og jeg tror ikke tiltrækningen er så simpel nu, som den umiddelbare, fysiske tiltrækning, som man oplever i nyforelskelsen. Det er ikke mærkeligt, at skænderier og uenigheder påvirker tiltrækningen. Jeg tror ikke, at det hjælper noget at tvinge sig selv til at have sex, men jeg tror at kærlige gestusser kan hjælpe jeres relation og kommunikation. Hvad har du tidligere gjort for at glæde din mand? Hvad kan du godt lide, han gør? I kan prøve at snakke om det og skrue op for disse. Det kan godt være svært i starten, men det kan måske vække forelskelsen lidt igen.

Du skriver, at I flere gange har været ved at gå fra hinanden, men at jeres barn og praktiske ting holder dig tilbage. Desuden er du i tvivl, om græsset er grønnere på den anden side. Det forstår jeg godt, er svært! Jeg ved ikke, hvordan det bliver, hvis du går fra ham, men jeg ved, at når I har et barn sammen, stopper jeres relation i hvert fald ikke, selvom forholdet stoppes. Uanset om din beslutning bliver at stoppe forholdet eller ej, tror jeg, at det vil gavne jer og jeres barn, at I arbejder med problemerne, relationen og kommunikationen. Jeg vil anbefale at finde en parterapeut, så I har en udefra, der kan være en neutral ordstyrer, og som har erfaring med at hjælpe netop med denne slags problemer. Det kan forhindre, at én af jer føler sig anklaget af den anden, og at samtaler dermed udvikler sig til skænderier.

Jeg håber, du kan bruge nogle af disse overvejelser til noget, og at du må finde ud af, hvad du skal gøre nu. Endnu engang tak for din henvendelse!

De bedste ønsker