Er det grund nok til at forlade min kæreste?

Spørgsmål

Fold ud

Hej Brevkasse

Jeg er en pige på snart 22 år, som har været i et forhold med den samme fyr i 3,5 år. Vi blev kærester i gymnasiet og flyttede sammen for lidt mere end seks måneder siden. I løbet af de seks måneder er vi begge to startet på nye studier og har opbygget en ny vennekreds, da vi er flyttet til en anden by for at studere. Det har gjort at vi begge to har ændret os.

Jeg tror ikke, at det skal være ham og mig hele livet. Det troede jeg, måske lidt naivt, da vi flyttede sammen, for alting har været nemt med ham. Den tanke er måske ikke noget problem i sig selv, men det er mere de tanker, som følger. Det er blandt andet tanker som: Hvis han fortalte mig, at han havde fået følelser for en anden, så ville jeg lade ham gå, og måske blive lettet ved tanken om, at det ikke var mig, men ham, som afsluttede det. Sådanne tanker har selvfølgelig skabt en afstand til ham, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at kæmpe for at få nærheden tilbage.

En af grundene til det er, at jeg er blevet forelsket i en anden. Det startede bare med en lille tiltrækning, som var spændende, men meget useriøs. Han havde også en kæreste, som han havde været sammen med længe. Vi havde før snakket om, at vi savnede spænding i vores forhold, og siden vi klikkede godt sammen, så udviklede det sig lige så stille.

På mange punkter minder han om min kæreste. Han er en rigtig god fyr, med værdierne i orden, han er skide sød, og på mange måder synes jeg, at vi passer bedre sammen. Det som adskiller dem er, at ham den nye fyr har et drive og en livsenergi, som jeg er dybt fascineret af. Det var noget lignende, som gjorde at jeg dengang blev forelsket i min kæreste. Dog har jeg måttet erkende, at jeg nok har taget fejl af min kæreste på det punkt.

Nu har jeg læst en del på nettet om lignende problemer efterhånden, og jeg har fundet ud af, at det sker for rigtig mange personer, som har været i længerevarende forhold. De handler stort set alle sammen om, hvordan man kan redde et skrantende forhold. Mit spørgsmål er lidt anderledes: Når man som mig indser, at man ikke passer så godt sammen med sin kæreste, og samtidig møder en, som muligvis kunne passe bedre, er det så grund nok til at gå fra sin kæreste? Ikke nødvendigvis for at springe ud i et nyt forhold med det samme, men lige så meget fordi at det ikke er fair overfor kæresten ikke at kunne gengælde hans følelser.

Det skal siges, at jeg har snakket med min kæreste om det hele, og sagt at jeg gerne vil bo selv, for at finde ud af hvad jeg vil. Han er dog af den holdning, at han ikke tror, at jeg vil ændre holdning til ham af den grund. Så det er alt eller intet for ham.

Jeg håber inderligt, at I kan give mig et godt råd.

Venlig hilsen
Hende, som gerne vil gøre det rigtige


Svar

Kære du, der gerne vil gøre det rigtige

Det virker som om, du er noget beklemt ved din situation, så lad os kigge lidt på det sammen.

Før jeg besvarer dit spørgsmål direkte, vil jeg ridse lidt op, hvordan processen mod at bryde længerevarende forhold ofte foregår.

Som du har været inde at læse, er det normalt, at forholdet på et tidspunkt mister noget af den spænding og intensitet, der var i starten. Følelserne er måske ikke længere så markante, og der kan opstå tvivl om, hvorvidt man egentlig passer så godt sammen. Det råd, der oftest gives, er på dette tidspunkt at starte en dialog med partneren, om det man længes efter. Herefter kan følge en periode, hvor man søger at genskabe noget af det, der var i forholdet tidligere, eller skabe noget nyt – intimitet, nærvær eller andet af det man savner. Hvis anstrengelserne ikke bærer frugt, eller den ene part stadig ikke oplever det som det rigtige, er det naturligt at stoppe forholdet her, særligt hvis der ikke er børn indblandet.

Din proces har været lidt anderledes. Du har mærket, at I hver især har ændret jer, og at der manglede spænding i jeres forhold. Men diskussionen tog du først med en anden person, der måske netop var et svar på noget af det, du savnede. Det virker som om, at du igennem denne proces er nået frem til din beslutning – at du ikke har lyst til at søge nærheden med din kæreste igen. Dette er for mig at se det samme som at beslutte at forlade ham, men måske ikke på et helt bevidst plan.

Når den ene part når frem til sådan en beslutning, kan det ikke undgå at såre den anden. Og din kæreste vil sandsynligvis også have en oplevelse af, ikke at have haft en chance for at afværge det. Det lyder måske lidt hårdt, men den beslutning er du nødt til at tage ansvaret for. Du er nødt til at stå ved, at det er en konklusion, du egenhændigt er nået frem til. Og det virker også som om, din kæreste netop vil holde dig op på det ansvar, når han ikke vil være med til en periode, hvor I bare flytter fra hinanden.

Selvfølgelig ville det være lettere for dig, hvis det var din kæreste, der havde følelser for en anden og gik. Så kunne du slippe for den dårlige samvittighed. Men hvis det kun er den dårlige samvittighed, der holder dig i forholdet, så nej – så er det ikke en god grund til at blive.

Jeg er ked af, hvis mit svar kommer til at lyde lidt hårdt, for du vil jo bare gøre det rigtige. Men virkeligheden er også, at vi indimellem sårer hinanden, og måske ikke får fulgt den mest optimale proces hen imod en beslutning. Den erfaring håber jeg du vil tage med dig i dit næste forhold.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.