En mand af få ord

Spørgsmål

Fold ud

Kære Parvis

Jeg synes I gør jer rigtig gode refleksioner på de mange forskellige problemstillinger, der opstår i parforhold og familieliv. Vi har brug for sådanne refleksioner.

Min kæreste og jeg har været sammen et års tid. Vi har 4 børn i alt, min kæreste 3 fra to ægteskaber og jeg en fra tidligere. Børnene kommer godt ud af det med hinanden, og vi er begge involveret i hinandens børn på en god måde. Jeg deler min søn i en 9/5 ordning, og min kæreste har sine hver anden weekend. Vi har et velfungerende samarbejde med alle forældre. Vi bor ikke sammen, men er ofte sammen alle.

Min kærestes ældste på 10 år har fra dag 1 rørt mig på en helt særlig måde, og vores kontakt og samhørighed er helt speciel. Hun er en skøn pige, glad og stråler, men er også en meget følsom og tænksom pige. Med tendens til bekymring og selvbebrejdelse. Nøjagtig som jeg selv var som 10 årig! (og tildels stadig er i voksenudgaven).

Min kæreste er en dejlig fa. Han elsker og prioriterer samvær med sine børn højt. Han giver dem masser af opmærksomhed i form af sjove aktiviteter, oplevelser og tid. Han er tålmodig, mild og nærværende. Det er han bevidst om, da han selv manglede det hos sin egen far.

Hans ældste elsker tid med sin far, men hun savner hans tilstedeværelse i ord og fysisk berøring. Hun har flere gange fortalt mig, at hun synes det er svært at snakke med far, hun synes ikke han lytter, når hun fortæller, og virker ligeglad. Hun fortæller at hun nogle gange kommer til at skælde sig selv ud for at savne at tale med ham.
Jeg kan godt forstå, hvad hun mener, og det er nøjagtig det samme, jeg savner i vores forhold. Og hvad jeg manglede fra min egen far i min barndom.

Jeg prøver at påpege for hende hvordan hendes far viser sin kærlighed til hende, hvad hans kærlighedssprog er. Det er min fornemmelse, at det beroliger hende og giver hende lidt ro, at vi kan snakke om det.

Jeg har fået hendes accept til at snakke med hendes far om det, og det er noget, som han bliver meget påvirket af og det er ikke nyt for ham. Det er jo netop også et udviklingsområde i vores parforhold, og var også i hans tidligere forhold.

Jeg er selv meget stærk i kommunikation, kender mig selv virkelig godt og sætter tit ord på mine følelser. Og det har han accepteret er en vigtig del for mig i en kærlighedsrelation. Men det falder ham virkelig ikke nemt. Ét er hvad vi som voksne kan lære at leve med, men jeg ser det som et stort problem, at han ikke er i stand til at give sine børn følelsen af at blive set og elsket af deres far. I hvert fald når det på denne måde bliver italesat så stærkt fra hans datter.

Vi vil meget gerne arbejde med det i fællesskab, men jeg er meget i tvivl om hvordan? Jeg kan nemt blive for dominerende, fordi jeg er stærk i ord og kommunikation, og så står han af og lukker ned.

Hvad vil I råde os til at gøre?

På forhånd tak for hjælpen.

Mvh.


Svar

Kære dig

Allerførst. – Jeg blev meget berørt over at læse om den gode kontakt, som du har til din kærestes datter, og den omsorg, som du viser hende. Det er stort og vigtigt, at du formår at være en nær omsorgsperson for hende, for det er langt fra selvfølgeligt. Det er i det hele taget forbilledligt, at I som voksne i jeres respektive familier er bevidste om at tage jeres ansvar på jer og samarbejde, så børnene lider mindst muligt under, at deres forældre ikke har kunnet være sammen. Alt for tit oplever vi nemlig det modsatte.

Jeg bliver også meget berørt over at læse om den tydelige parallelproces, som du og din kærestes datter indgår. Det, at du meget tydeligt kan spejle dig i hende, så du kommer i kontakt med dig selv som en 10-årig pige, og det, at du oplever de samme længsler efter din kæreste, som hun har til sin far. Det kan være en stor styrke for jer begge, men jeg forestiller mig også, at det kan være en stor udfordring, især når det gælder kontakten til og omsorgen for de øvrige børn, så alle får, hvad de har brug for. Desuden lyder det også vanskeligt både at skulle passe på din steddatter, dig selv og din kæreste, når han er ked af ikke at kunne give sin datter, hvad hun længes efter.

Du beskriver meget tydeligt, hvordan I er meget forskellige.
Du og din steddatter ønsker tilstedeværelse i ord og berøring, mens din kæreste i stedet giver sjove aktiviteter, oplevelser og tid. Du nævner selv forskellige kærlighedssprog, og samtidig tænker jeg, at det kun er en lille del af forskelligheden. Fælles for os mennesker er, at vi ønsker en ”tryg base” at agere ud fra, og når vi ikke har det, udvikler vi forskellige strategier. Nogle af os bliver uselvstændige og følelsesmæssigt krævende. Når vi ikke kan mærke andres tanker og relationen til andre, bliver vi usikre på os selv, vi råber op og er insisterende.
Andre af os gør det stik modsatte, vi bliver følelsesmæssigt kontrollerende, og holder andre på afstand, når de vil for tæt på os. Vi har mere brug for at mærke os selv, før vi kan mærke andre, og jo mere de andre presser på for at mærke os, jo mere trækker vi os. Lyder denne tilstand og dynamik bekendt?

Hvis det er sådan, at det meget velkendt og velbeskrevet. Du kan f.eks. læse mere i Hanne Haastrups bog ”Kærlighedsbilleder” specifikt i kapitlet om Tårnet og Bulldozeren, eller i Alain de Bottons ”Kærlighedens gang”, og der er også meget andet litteratur.

Det er vigtigt at understrege, at ingen af jer er forkerte, men I har hver jeres strategier for at sikre den ”trygge base”. Det er gamle strategier, som ikke er så nemme at aflære, selv om vi kan blive kede af det, så vi sårer andre med dem. – Som når din kæreste ikke kan give sin datter den kontakt, som hun ønsker. Du beskriver også, hvordan din kæreste har haft samme udfordringer i sine øvrige forhold – og måske har du også? Samtidig tror jeg også, at din kæreste og du i første omgang skal øve jer på hinanden. Det, der virker godt, kan din kæreste så bringe videre til sin datter og øvrige børn. Så når han oplever, at det ikke er så farligt at give af sig selv, sine tanker og længsler og sorger til dig, kan han bygge videre på oplevelsen til sine børn.

Så til spørgsmålet om, hvordan I arbejder med jeres udfordringer. Allerførst håber jeg, at det måske kan være hjælpsomt at læse om, at I ikke er alene med jeres dynamik, men hvis I skal videre for alvor, kræver det også et arbejde – i første omgang som par og muligvis også individuelt. Der kan være forskellige tilgange, som kan vælges enkeltvis eller parallelt:

  1. Læs en af de to bøger sammen og tal om dem sammen. Her er det så vigtigt, at du giver din kæreste god tid til at formulere sig, og ikke presser ham for hårdt, så ”han lukker ned”.
  2. Tag på PREP kursus fx på Center for Famileudvikling. Her får i mulighed for at arbejde sammen om den ”trygge base”, som man også kalder ”tilknytning”.  Se dette link med mulige kurser.
  3. Begynd hos en parterapeut og få hjælp til at udfolde det, som du beskriver så præcist i spørgsmålet. Du kan fx se skribenterne på hjemmesiden her. Hvis der er en økonomisk udfordring, kan I måske med fordel henvende jer til en psykoterapeutisk uddannelse, da mange studerende giver terapi billigt.
  4. Muligvis vil I begge kunne have brug for individuel terapi til at arbejde videre med jeres respektive tilknytningsmønstre.

Skulle jeg bestemme for jer, ville jeg prioritere parterapeuten, da det giver mulighed for, at der bliver passet på jer begge to, og til at I kan gå frem i det tempo, som er godt for jer begge. Konkret kommer du ikke til at tale for meget, og din kæreste får heller ikke lov til at gemme sig.

Jeg håber, at svaret er hjælpsomt, ellers skriver du bare på ny.

Mange hilsner