Den fortvivlede far

Spørgsmål

Fold ud

Min kæreste igennem 8 ½ år har valgt at smide mig ud.
Vi har en datter sammen som for nyligt er fyldt 7 år. Vi har planlagt i det sidste års tid at vi skulle have en lille en til. for 4 uger siden bliver vi så bekræftet at den er hjemme og vi skal være forældre igen. 2 uger efter vi har fået besked og hun ca er 3½ måned henne, vælger hun så at smide mig ud og flytte min adresse, mens jeg var på arbejdet og først meddele mig om bruddet, da jeg læser mailen flere dage efter. Hun siger hun ikke elsker mig mere og har ingen følelser? Det kommer rigtig uventet, så jeg er lidt i chok nu.

Jeg ved ikke hvor jeg står, eller hvad jeg skal gøre og forholde mig. Jeg lever stadig sammen med dem på adressen. Vi er ikke uvenner eller skændes eller noget, det er bare meget akavet for mig og jeg er helt knust og uforstående overfor, at det kan komme så vidt.

Hun sagde jeg havde 3 måneder til at opsige vores lejer, i den lille lejlighed jeg ejer og flytte derover. Hun er ikke til at få et klart svar ud af og er fuldstændig følelseskold overfor mig, sidder og griner af nogle af de ting jeg prøver at få svar på og lige hvor jeg er allermest sårbar. Hun tager det som om, jeg er en fremmed, hun lige har mødt. I går sagde hun, at hun var blevet bange for mig dagen før, og at jeg havde råbt. Jeg råber ikke normalt og slet ikke af min familie! Jeg er knust i mit hjerte, og hun virker fuldstændig uberørt og planlagt. Vores datter er meget følsom, og jeg er meget følsom, og det kan godt være svært at håndtere i sådanne situationer. Vores datter er ikke involveret endnu, så hun er glad og tilfreds hver dag, og alt går godt i skolen og derhjemme. Det skal siges, at jeg Aldrig har lagt hånd på hende eller vores datter eller truet, kørt psykisk vold eller noget. Jeg har altid elsket hende/dem meget højt og gjort alt det hårde og mest slidende. Jeg har aldrig været omklamrende eller holdt hende hjemme, hvis hun ville ud eller hygge med veninderne eller andet. Hun ser meget sjældent veninder. Jeg har påtalt det et par gange, for det bekymrer mig. Man skal ikke være uden venner, selvom man har en mand og familie. Prøvet så vidt muligt altid at være en gentleman og tage slæbet, når det var hårdest, fordi at det syntes jeg bare en mand gør. Vi har altid være rimelig fælles om at holde hjemmet, lave mad, vaske op osv., passe vores datter når den anden skulle noget. Vi har altid deltaget sammen til alting som en familie. Vi har haft 3 hårde år med stress og depression, men er begge komme rimeligt ovenpå igen ved hjælp af hinanden. Vi var blevet meget stærkere sammen, troede jeg, desværre. Hun er startet på den ene uddannelse efter den anden og aldrig rigtig taget noget færdigt. Mit højeste ønske i alle de år har været, at hun fik en uddannelse og et job, så vi kunne få dobbelt økonomi og overskud til at rejse og nyde livet lidt for en gangs skyld. Jeg har betalt det meste pga. hendes situation og bakket hende 100% op hver gang hun brød sammen og ville lave noget andet!! Jeg har en masse spørgsmål, som jeg brænder inde med og ikke ved hvem jeg skal gå til. Jeg har ikke rigtig noget økonomi pga. jeg betaler det meste til husleje, skole, forsikringer, bil og alt det andet. Hun står for mad og hvis vi skal på en tur en sjælden gang imellem. Jeg er bange for, at det er planlagt handling, og hun løber med børn og alt hvad hun kan få pga. af hendes måde at håndtere problemet på og bare være ligeglad.

Hvad skal jeg gøre for at gardere mig, og hvor står jeg i forhold til børnene? Jeg nåede ikke at frie selvom min datter og jeg havde fundet ringen, så vi er ikke gift! Der er selvfølgelig en masse mere i sagen, men det er hvad jeg kan magte lige nu. Beklager det er lidt rodet. Håber nogle kan guide mig til hvad jeg skal gøre.

Den fortvivlede far.


Svar

Kære fortvivlede far!

Tak for dine spørgsmål og beskrivelse af din/jeres situation.

Det må være svært at være dig i den situation du står i.  Det at stå i et sted, hvor du ikke aner, hvad du skal stille op, og ikke kan få svar på dine spørgsmål, må være meget frustrerende. Jeg synes, du er god til at beskrive, hvordan du har det, og hvordan jeres status er.

Du skriver, at der har været stress og depression de sidste 3 år. Lige meget hvem af jer, der har været ramt af stress og depression, så er det meget hårdt for et parforhold at være i sådanne faktorer. Generelt kan man sige, at det tærer på et parforhold, hvis man ikke for talt det grundigt igennem. Ofte er det nødvendigt med professionel hjælp for at komme ordentlig igennem og se hinanden igen.

Din kæreste har givet udtryk for, at hun oplevede, du råbte af hende. Du beskriver det, som du ikke oplevede det sådan. Men din kærestes oplevelse kan du ikke lave om på. Hvis hendes oplevelse skal få et andet fokus, kræver det i at I kan tale sammen. Det er, som du beskriver det, meget svært for jer nu.

Når I har været sammen i så mange år og venter jeres  2. barn sammen, håber jeg rigtig meget, I kan komme til at arbejde med jeres forhold og jeres situation. Det synes jeg I skylder hinanden og jeres børn. Når jeg skriver arbejde med jeres forhold, mener jeg, at I har brug for en professionel at tale sammen med. Det kan være en psykolog eller en parterapeut.

Det kan være svært at blive enige om at få professionel hjælp,  når I ikke kan tale sammen. Det du kan gøre er at sige til din kæreste, at du har brug for at I får hjælp, og hvis du kan, må du meget gerne beskrive, hvad det gør ved dig, at være i den situation, som I er i. Jeg håber rigtig meget, hun så vil lytte så meget, at I kan få hjælp sammen.  Hvis hun ikke vil det, vil jeg foreslå, at du selv for hjælp, da jeg tror du, befinder dig i en krise, som du ikke selv kan løse. Du har brug for en, som kan hjælpe dig med at se klart og hjælpe dig med at finde næste skridt.

Kærlig hilsen