Børneopdragelse

Spørgsmål

Fold ud

 

Jeg føler mig snydt. Min mand er gået fra at lære mig aldrig at råbe, når vi skændtes som nyforelskede, til nu at råbe af vores tre årige datter hver dag.

Jeg føler skyld. Hun burde ikke blive råbt af, og jeg burde kunne stoppe det. Jeg ved ikke hvordan. Min mand er ikke til at overbevise og synes derimod, at jeg er for mild. Hvis jeg viser ham artikler om opdragelse, der understøtter, at han selvfølgelig ikke skal skælde ud, så synes han, at det er noget vås.

Han virker ikke til at eje nogen form for empati, hvis vores datter har svært ved at takle nogle følelser, fx træthed, og han kan slet ikke høre, at det er ham, der tirrer vores datter og driver hende ud i et flip. Det skal lige nævnes, at jeg oplever, at vores datter opfører sig artigt, når han er i godt humør, og man er venlig over for hende.

Hvad kan jeg gøre? Stemningen herhjemme er utålelig og bliver ikke bedre af, at jeg er skuffet over ham.

 


Svar

Kære

Jeg forstår godt, at du føler dig frustreret i den noget fastlåste situation, som du beskriver. Og børneopdragelse er da også noget af det, som virkelig kan sætte et parforhold på prøve. Hver især medbringer I med jeres forskellige baggrunde både erfaringer og holdninger til, hvordan jeres barn skal udvikle sig. Det kan have forbindelse til jeres egen barndom og den måde, I oplevede jeres forældre opdrage jer på, og I kan have oplevet andre par opdrage deres børn på en måde, som I enten bifalder eller tager afstand fra. At opdrage et barn er en kæmpeopgave, som man nemt kan føle sig magtesløs i forhold til.

I ønsker begge at gøre det så godt som muligt for jeres datter, og I har et stort ønske om en god relation til hende. Samtidig er det jeres forhold, som både er udgangspunktet og det altafgørende.

Forældre kan gøre mange fejl og gøre deres barn ked af det på mange forskellige måder. Og lige som en voksen oplever det ydmygende at blive råbt ad, så virker det også sådan på et barn. Det vil jeg gerne vende tilbage til, men lige her vil jeg pointere, at noget af det vigtigste for et barn er at opleve, at far og mor har det godt sammen. Derfor tror jeg, at I skal begynde med at sætte fokus på jeres forhold.

Jeg ved ikke, hvordan I havde det sammen, inden I fik jeres datter, og jeg kender ikke noget til jeres uddannelsesmæssige eller sociale baggrunde, men der er rigtig mange faktorer, som kan påvirke parforholdet, når den stormende forelskelse bliver til hverdag. Og ikke mindst, når der kommer et barn ind i hverdagen. Et barn, som i den første lange periode kræver næsten al ens tid og opmærksomhed. Uanset, hvor meget faren deltager her, kan han alligevel hurtigt komme til at opleve sig sat ud på et sidespor og reagere på det. Der kan man som kvinde og mor godt tænke, at den mand, man troede, man havde giftet sig/boede sammen med, begynder at opføre sig som et selvoptaget barn. Man bliver skuffet og irriteret og tager afstand, og den onde cirkel er sat i gang, hvis man ikke er meget opmærksom på det og begge gør deres for at undgå nedvurdering og optrapning. Det kan man fx gøre ved at tage på kærestetur/weekend med jævne mellemrum for at genopdage kærligheden og få talt sammen om det, som måske er gået skævt. Og man kan overveje et Prep-kursus på en weekend eller over nogle uger. Her arbejder man med forskellige konfliktpunkter i parforholdet, og man får redskaber til at forbedre kommunikationen og styrke kærligheden.

I det, du beskriver, oplever jeg, at I begge kæmper med magtesløshed. På hvert jeres område og på hver jeres måde. Når man føler sig magtesløs og ikke oplever at blive set eller hørt, kan man reagere med at sætte mere styrke på stemmen og måske råbe. Når man føler sig skuffet og misforstået, forsøger man måske at finde argumenter, der kan overbevise den anden om, at man har retten på sin side. Og det eneste man opnår, er at fjerne sig mere og mere fra hinanden. Begge er tabere, og det er barnet også.

Et barn er meget opmærksomt og reagerer på stemningen i hjemmet. Når barnet er træt og umuligt, hjælper det ikke at råbe ad det. Og jeg forstår godt, hvis du oplever dig splittet i de situationer. Hvis du ikke reagerer imod din mand, er du bange for, at din datter oplever, at du bakker ham op, og når du reagerer imod ham, mærker din datter, at I er uenige og føler skyld, fordi hun oplever, at det er hende, I skændes om.

Når du præsenterer din mand for artikler, der understøtter dine gode og rigtige argumenter, føler han sig forkert og underlegen; som et barn, der bliver irettesat af en forælder eller lærer, og så reagerer han med nedgøring og forsvar. Det er helt naturligt, selvom det ikke er særlig hensigtsmæssigt. I stedet har han brug for at opleve, at han er ligeværdig i jeres forhold og i forholdet til jeres datter.

Jeg vil derfor opfordre dig til at fokusere på at vise din mand, at du elsker og respekterer ham, og at du har brug for ham som mand og far. Læg skuffelserne til side og læg op til sex, så han mærker, at han er attraktiv for dig og undlad at irettesætte ham, når han reagerer uhensigtsmæssigt. Når forholdet mellem jer er blevet bedre, kan du foreslå, at I prøver at tale sammen om, hvilke drømme og forventninger I har til jeres datter, og hvilke forestillinger I gør jer i forhold til, hvordan de kan realiseres. I kan også fortælle hinanden om noget af det, I selv har oplevet i jeres barndom. Og har I brug for hjælp, kan du foreslå, at I tilmelder jer et Prep-kursus. Det er rigtig godt, og i mange kommuner er det helt gratis.

Kæmp for kærligheden; det nytter og det lønner sig. Jeg ønsker jer alt godt fremover. Og en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Sammen og sammen med jeres datter.

Mange hilsner