Angst over, om mine forhold er gode nok

Spørgsmål

Fold ud

Hej.

Jeg skriver til jer, fordi jeg har et tilbagevendende problem, der gør mig så frustreret.

Jeg går rundt med en angst for at mit forhold ikke er godt nok, og sådan har jeg os haft det med mine tidligere forhold.

Jeg bor sammen med min mand og vores 2 børn. Vi har været sammen i 10 år.

Vi har et rigtig godt forhold. Vi er gode til at snakke sammen, vores hverdag fungerer fint, vi er gode til at gi hinanden plads, og vores sexliv er også velfungerende. Så alt i alt har jeg ikke noget at sætte en finger på.

Alligevel går jeg i perioder rundt med angsten for at det ikke er godt nok, og med den angst kommer der en følelse af, at jeg må væk.

Det er en meget pinefuld tilstand, når man som jeg elsker min mand og synes jeg har det godt. Det gør mig bange og ked af det, og det fylder så meget i mit hoved, fordi jeg prøver at finde ud af hvorfor jeg får det sådan, og til sidst er jeg fuldstændig forvirret over alle de tanker, der kværner rundt i mit hoved…..

Men lige pludselig så går det over igen som dug for solen, og så har jeg det fint igen.

Jeg er vokset op i en familie, hvor alting skulle være meget fint og korrekt, nærmest perfektionistisk. Dette har jeg altid hadet, og min mand er også fuldstændig modsætning til dette. Men med den opvækst, har jeg desværre selv en trang til at alt skal være perfekt for at være godt nok.

Jeg er simpelthen så bange for at jeg en dag skal gi efter for angsten for at mit forhold ikke er godt nok. Jeg elsker min mand, og ønsker virkelig at vi skal blive sammen.

Har i et bud på hvordan jeg kan slippe af med tankerne og følelsen af at jeg må væk, så jeg kan blive i mit ellers velfungerende forhold?

På forhånd tak.


Svar

Kære kvinde.

Du beskriver hvordan du har et tilbagevendende problem, nemlig at du ind i mellem er plaget af en masse tanker, som kan tage din livskraft og glæde. Samtidig fortæller du, at du har den glæde at leve i et på alle områder velfungerende parforhold, at du elsker din mand, og ønsker at det skal blive ved med at være jer. Alligevel kan du fra tid til anden, blive i tvivl om, hvorvidt dit forhold er godt nok. Det kan fylde dig med angst og ønsket om at komme væk.

Allerførst vil jeg gerne ønske dig tillykke med, at du på trods af de ting du kæmper med, kan sige at du lever i en familie, hvor I har trygheden og rummeligheden til at I kan være dem I er. Dejligt. Det lyder til, at du og din mand supplerer hinanden godt, og at du også er klar over det.

Det er forunderligt hvordan vi ofte forelsker os i en person, som netop repræsenterer det som vi ubevidst ved vi mangler. Det får os til i højere grad kan føle os som hele mennesker. Det ser det ud til at I begge har fundet det. Du har fundet et menneske, som måske har lidt lettere ved at sige PYT, det går nok det hele, og i dig har din mand måske fundet en person, som har en lidt højere grad af struktur og orden på tingene?????? Nu er jeg ude i gætterier!

Du fortæller, at du er vokset op i en familie, hvor alting skulle være så perfekt. Når børns mission her i livet, går ud på at få far og mor til at føle at de på alle måder har lavet den perfekte familie, får barnet ikke plads til at give udtryk for hvordan det har det, og slet ikke hjælp til at håndtere svære følelser som angst, vrede, savn o.s.v. Tværtimod vil sådanne følelser opleves som en trussel mod forældrenes/familiens selvbillede.

Måske er det sådan du har oplevet det. At tilstedeværelsen af svære følelser og tanker er truende/destruktive for en relation, og at det er forkert. Det er ikke forkert, men menneskeligt!

Børn som vokser op, hvor alting handler om at skulle være perfekt, bliver naturligt nok mere optaget af at få forældrene til at føle sig perfekte, end af at VÆRE dem de er. De får også som voksne svært ved at stole på deres egne følelser og dømmekraft. Måske det er sådan for dig.

Prøv om du i stedet for at spekulere på, hvorfor du ind i mellem får det som du beskriver, i stedet kan hilse tankerne velkommen, fremfor at prøve at undertrykke dem. Inviter tankerne med i din dag, og tænk på dem som følgesvende, der bare har lov at være der, uden at du skal GØRE noget med dem. Prøv at tænke på dem som sætninger i dit hoved, som ikke har nogen magt. Du skal blot øve dig i at registrere, at de er der. Nogle gange vil du føle angst, mindreværd eller andet, og du vil sikkert også lægge mærke til, at du har lyst til at tage væk. Tanker og følelser kommer og går, og vi er ikke herrer over dem. Man ved, at ud af de mange tanker vi når at tænke hver eneste dag, er en forholdsvis stor procentdel negative og mange af dem er genbrug. Der kan jeg godt nogle gange tænke, at Vorherre har lavet en fabrikationsfejl, men sådan er det.

Du er ikke herre over dine tanker og følelser, du kan ikke bare få dem til at gå væk, MEN du er i høj grad herre over, hvad du stiller op med dem. Måske det vil være en hjælp for dig at have nogle sætninger i dit hoved i retning af: ”Jeg kan godt stole på, hvad jeg mærker”, ”Det er virkeligt, hvad jeg og min mand oplever sammen”, ”Ingen har garantier for at ægteskab og familieliv lykkes, og sådan er det heller ikke for mig”,

”Det er helt almindeligt ind i mellem at føle angst for at miste det, som er dyrebart, så det jeg føler er helt OK”, ”Nå, nu laver min hjerne de der tanker igen, men det går jo over”

Jeg vil ønske dig alt godt. Håber at mit svar kan være dig til hjælp.

Venlig hilsen