Utroskab og løgne

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej Parvis

Jeg har været min kæreste utro og har løjet omkring det. Hun fandt ud af det idag, jeg er bange for at vores forhold ender her.

Lidt forhistorie: Jeg havde for ca 3 år siden, imens min kæreste var gravid med vores barn, en depression da sexlivet var gået lidt i stå. Jeg havde svært ved at finde mig selv i forholdet og svært ved at føle, om hun holdt af mig. Jeg har et meget fysisk kærligheds sprog. Under denne periode havde jeg en del chat på snapchat. Hun spurgte mig flere gange, om jeg var hende utro, hvor jeg svarede nej. Denne krise kom vi os så over, ved at jeg gik til psykolog og lovede det aldrig ville ske igen. Der går det hele som sådan meget godt i længere tid.

Min kæreste kommer i praktik i forbindelse med sit studie. Det er et lidt uheldigt sted, der tager hårdt på hendes psyke og vores sexliv går i stå igen. Jeg forsøger at tænde hende, men bliver afvist flere gange. I januar i år skete der så det mest utilgivelige i et forhold. Jeg blev kontaktet af et par jeg havde skrevet med for to år siden, det ender med at vi mødes og bibeholder kontakten. Min kæreste får så en mistanke og konfronterer mig med den. Jeg nægter alt indtil hun tager mit telefon og finder sms korrespondancen frem. Hun er meget såret og har mistet alt respekt og tillid til mig, og kan ikke på nogen måde se, hvordan hun skal kunne få tillid til mig igen. Jeg har foreslået at vi kan søge hjælp ved en parterapeut, men hun mener at der ikke er noget at komme efter.

Jeg fortryder alt, hvad jeg har gjort og elsker hende over alt på jorden. Er der nogen måde forholdet kan redes på?


Svar

 

Kære du

Tak for dit brev, og tak fordi, du deler den svære situation, I som par og familie står i lige nu. Du fortæller, at du har været utro, og at din kæreste lige har fundet ud af det. Du fortæller, at din kæreste siger, at hun har mistet sin respekt for og tillid til dig, men at du elsker hende, og ønsker at redde jeres forhold.

Jeg læser dit spørgsmål: ”er der nogen måde forholdet kan reddes på?” som om, at du virkelig vil din kæreste, og at du ønsker at arbejde for jeres fælles liv. Det er et rigtig godt grundlag for, at din kæreste kan tage sin beslutning om, hvorvidt hun ønsker det samme. Jeg tror på, at der er mange ting, I kan gøre, for at redde jeres forhold, hvis I begge er indstillede på at give det endnu en chance.

Tillidsbrud koster hårdt arbejde – åbenhed
Jeg er af den overbevisning, at tillidsbrud og utroskab altid koster. Det oplever du helt sikkert også nu. Sommetider koster det forholdet. Jeg håber for jer, at det ”kun” kommer til at koste hårdt arbejde for at opbygge en tillidsfuld relation igen. Du skal være indstillet på en tid, som bliver svær og hård. En tid, hvor du skal være til rådighed for din kærestes (og også gerne dine egne) forskellige følelsesmæssige reaktioner (frustration, vrede, ked-af-det-hed, frygt, samhørighed og kærlighed) og hendes mange tanker og spørgsmål. Din kæreste skal have lov til at tale og spørge om alt det, hun kommer i tanke om. Både i dag, i morgen, om et år eller om 10 år. Du skal lytte, svare på hendes spørgsmål og være tilgængelig. Du skal til gengæld passe på ikke at bortforklare dine handlinger. Selv om det er svært. På den måde hjælper I hinanden til ikke at gøre situationen til et tabu, men at tage respektfuldt ansvar for den. Hele situationen hænger så vidt jeg kan forstå sammen med, at I begge var fraværende i en periode, hvilket I begge må tage ansvar for, men selve utroskaben og løgnene, som har skabt mistillid, er det vigtigt, at du står ved. Den fælles proces er hård, men altafgørende, i en tid, hvor I skal lære hinanden at kende igen.

Jeres ”parforholdsbog”
I en ”parforholdsbog” er der mange forskellige slags sider. Dem, der fylder allermest, er ”leverpostejshverdagene”. Det er de hverdage, hvor livet er helt almindeligt, men hvor man som par og familie hviler i at have hinanden og hvor man stoler på hinanden. Derudover er der de ekstra lyserøde sider. Det indebærer gode og dybe samtaler, dates, dejlige aftner med venner og familie eller en god familieferie. Så er der de mørke sider, som indebærer skænderier – større end almindelige hverdagsuoverensstemmelser. Den situation I står i lige nu, er helt klart en af de allermørkeste sider, man kan forvente i en sådan bog. Utroskabens minde forsvinder ikke fra jeres bog. Det vil formegentlig blive ved med at være dystre sider i bogen, men jo flere gode og trygge sider I kan tilføje til jeres bog, jo mindre ulykkelige kan de mørke sider virke.

Det, du kan gøre, hvis din partner rækker en utryg, men tilgivende hånd din vej, er at fylde jeres bog op med masser af tryghed. Det indebærer at skabe en tryg fælles hverdag, hvor I kan stole på hinandens ansvar i de fælles opgaver, der får jeres dage til at fungere. Hverdagens skal blive tryg igen.

Faresignal
Du fortæller, at du har et meget fysisk kærlighedssprog. I oplever at jeres sexliv kan gå i stå, når der sker noget i jeres liv, som er ekstra hårdt. Tal om det, når sexlivet går i stå. Tal om, hvad der fylder hos jer. Vær nærværende på andre måder end seksuelt. Så kan I forhåbentlig undgå at fyldes med nervøsitet og utilpashed, når I ser, at livet udfordrer jeres sexliv.

Desuden: Slet din profil på snapchat. Slet appen og download den aldrig igen. Når du fristes, så løb en tur eller gør noget, der kan distrahere dig. Lad ikke noget andet lignende medie opfylde det ”chat-/flirte-behov”, som du føler i situationer, hvor jeres sexliv eller jeres relation på anden måde udfordres.

Forebyggelse
Hvis I beslutter jer for at give jeres forhold en chance, så tal om, hvad jeres værdier og prioriteter er. Hvad ønsker I at give videre til jeres datter? Hvad ønsker I, der fylder i jeres hverdag? Ønsker I at prioritere nærvær med hinanden, gode oplevelser, hobbyer, tætte relationer til familie eller venner, at spise lækkert mad eller noget helt andet? Når I så oplever, at jeres sexliv går lidt i stå, så husk på, hvad I ellers kan lide at lave sammen.

Desuden kan jeg være nysgerrig på jeres kærlighedssprog. Hvad fylder din kærlighedsbeholder ud over sex? Gør et knus, en kærlig hånd på skulderen eller andet det? Snak om det. Hvad er din kærestes kærlighedssprog? Hvornår føler hun sig elsket af dig? Gør mere af det, som viser hinanden at I elsker hinanden. Hvis I ikke allerede har læst om kærlighedssprog, kan I læse bogen Kærlighedens 5 sprog af Gary Chapman.

Slutteligt vil jeg foreslå, at I sammen genovervejer at tage i parterapi, når I føler jer klar til det. Det er en god og aktiv måde, at give forholdet en chance på.

Jeg ønsker virkelig alt det bedste for jer!

De kærligste hilsner

Amalie