Det perfekte parforhold

Dorthe Braüner Lind beskriver parforholdet med to olympiske ringe, der går ind over hinanden. Nogle par lever i hvert sit univers, uden at deres ringe lapper ind over hinanden. Andres ringe dækker helt ind over hinanden. For at undgå disse yderpositioner skal vi lære at sige ja og nej.

Af Dorthe Braüner Lind

Jagten efter det perfekte

Bare det at skrive det perfekte parforhold klinger nærmest som en provokation. Hvem tør sige, at de har opskriften på det perfekte eller har lykkedes med det perfekte forhold? Det er da umuligt! Og ja, det er det, på samme måde som det er umuligt at få den perfekte slanke krop og det perfekte job. Alligevel er vi tilbøjelige til at jagte det perfekte. Men jagter vi også det perfekte parforhold?

Vi kommer let til at prioritere andet og andre først, og måske har vi også en naiv romantisk forestilling om, hvordan det er at danne par. Min pointe med denne artikel er, at når vi giver tid og fokus til parforholdet, kan vi få et langt bedre samliv.

Kom i god form i dit forhold

Arbejdet med at forbedre sit parforhold kan sammenlignes med at komme i bedre fysisk form. Det er ikke nok at læse om øvelserne. Der skal træning til. Det kræver disciplin, koncentration og masser af tålmodighed.

Der er mange forskellige øvelser til rådighed. En af dem gælder balancen mellem at give og modtage. Er der balance mellem mine forventninger om at få egne behov opfyldt og min villighed til at opfylde den andens og fællesskabets behov?

For nogle kan det være en lang og krævende vej. Med ét skridt ad gangen kan man nå langt, også i velfungerende parforhold. Et parforhold bliver ikke bedre af bare at lade stå til, ligesom man ikke kommer i form ved at foretage sig ingenting.

Fælles indsats

I bogen The Essential Humility of Marriage underviser Dr. Hargrave om en vi-dimension i parforholdet. Et parforhold består af et du og et jeg og et usynligt vi. Dette vi består af elementer fra begge de to individuelle personer i parforholdet. Og han mener, at hvor godt parforholdet bliver, afhænger helt af, hvor gode vi er til at give til det fælles vi.

I terapien forstår jeg, hvad Dr. Hargrave mener. Når par fortæller, at de ønsker mere nærhed, bedre kommunikation og støtte fra hinanden, er det ofte en hjælp for dem at få sat ord på, hvor lidt eller hvor meget de rent faktisk har givet af sig selv til fællesskabet i den seneste tid. Det er fristende at kaste sig ud i kommunikationsstrategier, lytteøvelser og teknikker til at undgå gamle mønstre og vaner. Men begynder vi med at fokusere på, hvad og hvor meget der er sat ind på den fælles konto mellem parterne, er alle (inkl. terapeuten) bedre hjulpet.

Lær at sige ja og nej

Hvis man vil arbejde på sunde vaner i et parforhold, kan man begynde med at afsætte mere tid til forholdet og investere mere i det fælles vi. I det optimale parforhold er det OK at sige både ja og nej, herunder nogle gange nej til sin partner og ja til sig selv. Af og til kan vi smelte for meget sammen i ønsket om at støtte og tage hensyn. Man kan måske ikke få over sin samvittighed at sige nej eller er bange for at miste.

Jeg plejer at beskrive parforholdet med to olympiske ringe, der går ind over hinanden. Mange ægtefæller kan leve i hver sit univers, uden at deres ringe lapper ind over hinanden, mens andres ringe dækker helt ind over hinanden. Ingen af delene er hensigtsmæssige. I det ene kan man blive meget ensom, i det andet nærmest kvalt.

Familieterapeut Jesper Juul siger, at noget af det bedste, vi kan gøre for vores nærmeste, er at hjælpe dem til at sige nej. Alt for meget samarbejde belaster i længden parforholdet. Derfor er det at lære at tage ansvar for egne tanker, følelser og handlinger så vigtigt. Men det er en vanskelig disciplin, og mange har brug for støtte til det, mener han.

At tage ansvar for sig selv og derved hinanden

Pointen er, at vi både skal drage omsorg for vores partner, os selv og vi´et. For mange er det udfordrende at fokusere på egne behov, men nogle gange er det vigtigt. Vi må være tydelige i, hvad vi selv længes efter, ønsker og drømmer om. Træf ikke hurtige beslutninger, hvis du har tendens til at sige ja, før du får tænkt over, hvorfor du gør det.

Der er gevinster ved at turde sige nej og være tydelig i forhold til egne behov. F.eks. skaber det respekt, at man er oprigtig og ikke ”går med til noget”, man egentlig ikke har lyst til. At sige nej engang imellem sætter også partneren fri til at være i kontakt med egne holdninger og behov.

Harville Hendrix beskriver denne proces som at gå fra det ”ubevidste ægteskab” til det ”bevidste ægteskab”. Vi bliver bevidste om egne mønstre, vaner, forventninger og behov, og den anden skal ikke gætte sig til dem. Han skriver:

”I det bevidste ægteskab erkender du, at du selv skal være den rigtige samlever. Efterhånden som du får et mere realistisk syn på kærlighedsforhold i det hele taget, indser du også, at et godt ægteskab kræver ansvarsfølelse, disciplin og mod til at udvikle og forandre sig; det er et hårdt arbejde at være gift.”

En yderligere gevinst ved engang imellem at sige nej er, at man som voksen er et forbillede for sine børn, som også skal lære at tage vare på både sig selv og andre.

At sige nej for at kunne sige ja

Et nej kan naturligvis være kilde til konflikt. Derfor er det vigtigt at være fælles om den erkendelse, at det tjener fællesskabet at tage ansvar for egne behov, og at det giver begge parter plads til at udvikle sig.

Et godt parforhold oplever også konflikter, men lærer at håndtere dem. I et godt samliv øver man sig på at genetablere kontakt og får ved konflikter sat ”kæden på igen” ved hjælp af nysgerrighed, fantasi, humor og anerkendende nærvær.

At tage ansvar for sig selv handler også om at være åben for, at vi ikke altid skal give. Dr. James A. Forbes, Jr. skriver: ”Kun den sjæl, der forstår at modtage, udmærker sig i den fine kunst at give”.

For at trives i et parforhold må der altså være en naturlig balance mellem det, vi giver, og det, vi tager. Hvordan ser det ud med det hjemme hos dig? Bliver der taget rigeligt hånd om individuelle behov og investeret for lidt i det fælles vi? Eller er det omvendt?

Uanset hvordan vi vender og drejer det, er et afbalanceret både/og det bedst mulige udgangspunkt for et samliv. Det må gerne variere i perioder, det kan i sig selv være frugtbart, men i sidste ende skal balancen være der.

At give rigeligt

Min erfaring er, at de fleste af os oplever, at vi giver rigtig meget, i hvert fald i forhold til partneren.Nogle siger: ”Det er altid mig, der skal sige undskyld”!

Ja, og bliv ved med det, tænker jeg. Ønsker du et bedre parforhold, må du gå endnu længere i at imødekomme din partners behov. Spørg f.eks. din partner om, hvordan det går på arbejdet, i fritiden eller i det personlige liv – uden en skjult dagsorden om, at du selv skal snakke.

Når vi finder en rytme, hvor vi formår at give hinanden plads, og hvor vi åbent og autentisk taler om alt, selvom vi ikke er enige, får vi den vigtige sidegevinst selv at modnes og blive voksne. Du lærer dit sande jeg at kende, og du forstår mere af, hvem du er. Parforholdet virker som et spejl og en åbenbaring.

Nået så langt har vi stadig ikke opnået det perfekte parforhold, men det opleves godt, og vi kan dagligt glædes over det fine venskab, der vokser frem.