Den svigtede part

Når det gælder utroskab kan der være vigtige perspektiver, som vedrører dels den svigtede part og dels den utro part.
I denne artikel er der kun plads til den svigtede parts perspektiver. Se også denne artikel for vigtige detaljer omkring den utro parts perspektiver.

I et parforhold er der tre dybe, afgørende og sårbare spørgsmål, som ofte er på spil, nemlig:

  • Betyder jeg noget for dig?
  • Er du der for mig?
  • Kan jeg stole på dig?

Disse spørgsmål svarer præcis til de grundspørgsmål, som er på spil i det lille barn i forhold til omsorgspersoner, og ”svaret” på disse spørgsmål bliver afgørende i forhold til identitetsudviklingen.

Sårbarheden i disse psykologiske spørgsmål kan sammenlignes med blotlagte nervebaner i rygsøjlen eller et hjerte, som ligger blottet ved en hjerteoperation. Forkerte bevægelser kan ødelægge meget.

Parforholdet er afhængigt af et JA til disse tre sårbare spørgsmål.
Når vi i parforholdet kan opleve tryghed, sikkerhed, forbundethed og opleve os elskede og betydningsfulde, er det netop på grund af et JA til disse spørgsmål.

Fundamentet i den dybe relation i parforholdet er baseret på sårbarheden og nøgenheden.
Men ved utroskab trækkes fundamentet ved det JA væk: ”Du er der ikke for mig”, ”det ser ud til, at jeg ikke betyder noget for dig” og ”jeg kan ikke stole på dig”.
Ved utroskab rammes troskab og tillid, og ofte rammes tilliden dobbelt, fordi fortielsen eller benægtelsen også er tillidsbrud.
Utroskab er derfor ikke først og fremmest et moralsk anliggende.
Utroskab er først og fremmest et dybt psykologisk anliggende.
Moralen kan dog hjælpe os til at være opmærksomme på denne dybe psykologiske dimension.

Det er ALDRIG din skyld

I mødet med utroskab kan du selv tænke, eller din utro partner kan mene, at du er skyld i eller medskyldig i utroskab. Men det ER IKKE din skyld og det kan ALDRIG BLIVE din skyld. Basta!

Er du den svigtede part, så er det vigtigt, at du fastholder, at det ikke er din skyld. Når det er sagt, så vil jeg nedenfor gennemgå nogle aspekter om ansvar i øvrigt omkring jeres parforhold, både før og efter utroskab.

Utroskab rammer ofte selvbilledet

En del svigtede parter oplever, at utroskab rammer hårdt på selvbilledet. Med udgangspunkt i de tre vigtige spørgsmål, som er på spil i et parforhold, så er det jo ikke så mærkeligt, at det kan ramme selvbilledet.

I spørgsmålene ”betyder jeg noget for dig” og ”er du der for mig” er der meget selvværd på spil, og når den, du har gjort dig sårbar overfor, pludselig har en adfærd, der er et tydeligt nej til disse spørgsmål, så er det naturligt, at det kan ramme selvbilledet.

En del svigtede parter oplever, at utroskab rammer hårdt på selvbilledet.

Det er et krævende arbejde at få genoprettet selvbilledet. Dette arbejde bliver sværere, hvis du tænker, at ægtefællen har fundet en, som er bedre end dig.
Men erfaringen viser, at det ofte forholder sig meget anderledes.

Selvom det kan lyde mærkeligt, så tænker meget få på deres ægtefælle, når de er utro. Dvs. at meget få utro parter tænker: Jeg ønsker at komme af med min ægtefælle, og nu har jeg fundet en, som er meget bedre. Ofte handler det i stedet om, at den utro part er blevet træt af den udgave, han/hun er blevet af sig selv i ægteskabet. Og at den utro part ønsker at være den udgave af sig selv, som han/hun oplever i mødet med den anden.

Måske er den utro part blevet en, som reagerer med irritation og kritik, hver gang jeres forskelligheder kommer frem.
Måske er den utro part stoppet med at åbne sit hjerte for dig.
Måske er den utro part stoppet med at dele dybe følelser med dig.
Den utro part er stoppet med at leve. Den utro part længes efter at opleve sig levende igen.

Erfaringen viser, at den utro part faktisk længes efter at kunne blive levende sammen med dig, at kunne leve de mistede sider af sig selv ud igen.

Bedraget i forelskelsen er, at den utro part kun kan blive levende igen og udfolde disse sider af sig selv sammen med en anden.

Når du arbejder med dit selvbillede, så kan det være hjælpsomt at huske, at utroskab sjældent handler om, at du ikke slår til, men snarere at din ægtefælle ikke oplever sig tilfreds med den udgave han/hun er blevet af sig selv.

Trang til at få detaljer

En naturlig reaktion efter utroskab er en umådelig stor trang til at få alle detaljer at vide: Hvor var I, hvilken form for kontakt havde I, hvor tit, typer af berøringer og fysisk kontakt osv., osv. Det er forståeligt, at du kan have denne trang. Men alle disse detaljespørgsmål vil ofte være et forsøg på at få kontrol over situationen og at reducere de smertefulde følelser. Men ofte vil detaljerne forstærke smerten.

I stedet er det bedre at spørge til betydningen af og motivet i affæren:

- Hvad betød denne affære for dig?
- Hvad var du i stand til at udtrykke eller opleve dér, som du ikke længere kunne med mig?
- Hvordan var det for dig, da du kom hjem?

Langt følelsesmæssigt arbejde

Ved utroskab brydes jeres ægteskab. Derfor skal du træffe et valg, om du vil arbejde på genoprettelse.
Jeg sammenligner ofte utroskab med at blive kørt ned i et lyskryds.

Mange dele af kroppen kan være såret, og der kan være tale om en lang og hård helingsproces.
I utroskab rammes du hårdt følelsesmæssigt og ligesom med uheldet i lyskrydset, så kan du ikke fravælge at forholde dig til de store skader. Det psykologiske arbejde handler særligt om at arbejde med de smertefulde følelser. Der er behov for trygge relationer, hvor du kan få støtte og omsorg. Og der er behov for, at du kan dele de smertefulde følelser med din ægtefælle. Det er ikke nok, at du fortæller det en gang, og så er det ligesom klaret. Når det handler om en følelsesmæssig helingsproces, er der behov for igen og igen at dele de inderste smertefulde følelser - særligt vrede, sorg og frygt.

Kontrolbehov

Ved utroskab bliver du ramt hårdt på spørgsmålet ”kan jeg stole på dig”. Tilliden er brudt. Trygheden er brudt, og angsten for igen at gøre dig sårbar overfor ægtefællen fylder. Dette kan medføre, at du forsøger at få fuld kontrol over ægtefællen, fx inddragelse af mobiltelefonen, styring af ægtefællens internetforbrug og krav om minutiøse afrapporteringer fra ægtefællen osv. Disse reaktioner hos dig er naturlige og forståelige og kan til en vis grad være hjælpsomme i krisefasen i de første dage eller få uger.

Ved utroskab brydes jeres ægteskab. Derfor skal du træffe et valg, om du vil arbejde på genoprettelse.

Hvis parforholdet skal bygges op igen, så skal tilliden bygges op. Men tillid bygges ikke op gennem kontrol, og derfor vil du aldrig kunne nå målet om ny tillid via kontrol. Din opgave er derfor langsomt at turde slippe kontrollen og satse på at stole på din ægtefælle.

Du har ansvar

Forud for utroskab har både du og din ægtefælle ansvar for de mønstre, der er opstået imellem jer. Det er ikke det samme, som at du er skyld i utroskab. Men du har et medansvar for de mønstre, som er mellem jer.
I en række tilfælde - men absolut ikke alle - har disse mønstre haft en indvirkning på kvaliteten af jeres parforhold. Hvis I begge er begyndt at trække jer fra kontakten, kan dette have en indvirkning på risikoen for at være mere i farezonen for utroskab.

Det viser sig ofte, at de mønstre, som er i parforholdet forud for utroskab, også har det med at gentage sig i den måde, I som par forsøger at reparere på det brist i kontakten, som utroskab medfører. Og hvis disse mønstre har haft nogle uhensigtsmæssige sider, kan der være brug for professionel hjælp til at bryde mønstrene, så kontakten igen kan genopbygges efter utroskab.

Der er håb

Utroskab er så hårdt et slag, at du kan opleve enten at måtte miste dig selv eller miste ægteskabet. Og det kan medføre en gennemgribende håbløshed.
Men der er håb. Det er muligt at genopbygge relationen og få det gode tilbage, som I begge længes efter.

Husk: I de fleste tilfælde er din ægtefælles utroskab ikke et ønske om at komme af med dig, men et ønske om at I begge kan få det I længes efter. Og ofte genfindes det sammen med hinanden.