At være far

Åh, at være Rambo og følsom

Åh, at klare verdenssituationen og være nærværende

Åh, at være far

 

Klar rollefordeling

For et par generationer siden var rollerne mellem forældre til at finde ud af. Far var forsørgeren. Han gik på arbejde og kom hjem med pengene, så familien kunne trives. Det fandt han sin værdi i – og blev bekræftet af den rolle, både via sin hustru og sine børn. Mor gik hjemme og sørgede for, at hjemmet var nydelig, samtidigt med at hun var ansvarlig for opdragelsen af næste generation – og dermed for hvordan verden ville komme til at se ud – bistået af far, som bekræftede hendes værdi ved at sikre hendes færden derhjemme.

Meget vand er imidlertid løbet gennem bækken siden. I dag er der ikke noget generelt fast rollemønster, og det forvirrer os. Jeg synes alligevel ikke, at vi skal tilbage til ‘de gode gamle dage.’ Jeg tænker mest om dem, at de kun var ‘gamle dage.’ De dage vi lever i nu, er de ‘gode nye dage’ med masser af muligheder, som vi skal forholde os til.

Forvirring på rollerne

Rollerne er ikke længere så klare. Alligevel ser jeg den gamle kultur stadig slå igennem på mange måder, hvilket skaber frustration for såvel mor som far. Det er ikke noget vi er bevidste om, men det sker alligevel, selv om der er en ændring at spore.

Da mor kom på arbejdsmarkedet, blev hun både forsørger og den der går hjemme, hvilket  undersøgelser kan bekræfte. Hun har altså to jobs. Det vil selvfølgelig give en række frustrationer, for hvem kan klare to jobs? Hos far er der imidlertid ikke sket den store ændring. Han er generelt stadig den, der fungerer som forsørgeren, men rollen anfægtes, for det er mor jo også. Det skaber frustrationer hos såvel kvinden som manden, med efterfølgende konflikter til følge.

Det har den konsekvens, at far anfægtes på sin maskulinitet. Han kan ikke finde ud af, om han skal være blød eller hård – eller midt imellem – om han er den der går hjemme, eller den der forsørger. Det frustrerer en mand særdeles, hvis han ikke kan opfylde sin ægtefælles og families behov. Fordi han ikke kan finde sin rolle i det system, så flygter han ind i jobbet og karrieren, hvor han føler han kan opfylde sin rolle, men han bliver fraværende i familien.

Min påstand er altså, at der er mange fædre, som er rigtig frustrerede, fordi de sidder fast i ovennævnte spændingsfelt mellem den gamle og den nye kultur.

Fars rolle

Uanset hvad, så er det mandens opgave at være far, når han har fået børn. Det er afgørende vigtigt, at far er til stede i børnenes liv, og at han er med til at give dem selvværd og tryghed på deres køn og identitet.

Ikke mindst når børnene kommer op i teenagealderen, er det vigtigt, at far er synlig. Drengen skal bruge far til at spejle sig i og konstatere, at ‘sådan vil jeg også være.’ Han har ingen problemer med at løsrive sig fra mor. Drengen har brug for far til at bekræfte sin maskulinitet, så han kan føle frihed ved at være mand og konstatere, at det er godt og attråværdigt.

Pigen har også brug for far. Far skal se hende og bekræfte, at hun er en smuk selvstændig kvinde. Hvis pigerne har travlt med at få kærester i en meget tidlig alder, så kan det være et tegn på at far ikke er synlig nok, og far må tage udfordringen op og bekræfte og anerkende hende.

En vanskelig opgave

Men hvordan klarer han det så, den kære far, både at være stærk og svag, hård og blød, den der tænker og den der har følelser? Tja, det er stort set umuligt, hvis alle de krav skulle opfyldes på én gang. I hvert fald vil det frustrere far, hvis han agerer som far ud fra, hvad andre fortæller ham at han skal være, og det er det der ofte sker.

Selvfølgelig skal han lade sig udfordre af faderrollen og vedkende sig sit ansvar, men han skal først og fremmest gøre det, han er god til – nemlig at være sig selv.

Så det begynder med, at far erkender, at her er en opgave som han alene kan løfte, og at han er forpligtet på at tage fat. Vælger vi at sætte børn i verden, er vi efterfølgende også forpligtet på dem de mange kommende år.

Kritik og tilbagetrækning

Da det imidlertid oftest er mor der ‘regerer’ i huset, vil han opleve at få kritik på sin faderrolle:

  • så er han for lidt hjemme
  • så er han fraværende, når han er hjemme
  • så er han for firkantet i sin opdragelse

Selvom mors kritik gør far usikker og frustreret, så må kritikken ikke få ham til at trække sig. Frustrerede fædre er ikke gode fædre, for de orienterer sig ud fra frustrationen og ikke ud fra dem selv, hvilket gør situationen uægte. Det kan skabe følelser af magtesløshed og resultere i tilbagetrækning.

Er det mors skyld? Nej. Uanset hvad, så er vi er ansvarlige for vore handlinger. Mor er generelt eksperten, så det er naturligt, at hun har sin mening. Den kommer også snarere til udtryk, fordi hun har to jobs – ude og hjemme. Så hendes kritik er ofte spundet sammen med ønsket om ikke at være så bundet, når hun kommer hjem fra job. Hun ønsker at far skal tage mere over.

Den gode relation

En god far begynder altså med at få fjernet frustrationen – og det begynder med at have et godt forhold til sin hustru. Det gode forhold giver ham frihed til, at være den han er og gøre tingene på sin måde. Et godt fællesskab omkring børneopdragelsen giver glæde i hjemmet og dermed en forøget lyst til at være til stede under børnenes opvækst og opdragelse.

Far skal altså ikke tage sit udgangspunkt i både at være Rambo og følsom, både at klare verdenssituationen og være nærværende. Han skal tage sit udgangspunkt i at være den maskuline person han er i et positivt samspil med ægtefællen.

Ingen kan alt – heller ikke fædre. Fædre må derfor også erkende deres personlighed og begrænsninger og så leve den ud gennem deres naturlige maskulinitet. Det er kun gennem et positivt samspil mellem ægtefællerne, at det lykkes både at være far og mor – maskulin og feminin.

Så far skal være sig selv, synlig til stede i børnenes liv, både når der skal læses lektier, leges og ryddes op i huset. Alt efter den aftale der fungerer mellem ægtefællerne.

Det skal far gøre:

  • Far skal vælge at synliggøre sig, for sin egen og børnenes skyld.
  • Finde frimodighed til at være den han er og ikke den, andre synes han skal være.
  • Glemme alt om at kunne det hele – men må gerne øve sig.
  • Samarbejde med ægtefællen om ovenstående, så der ikke opstår konflikt.
  • Bistås af ægtefællen til at holde fast i en evt. forandringsproces.
  • Bede om frimodighed til at være far, så skyldfølelsen ikke lammer frimodigheden.